Ord og handling

14. søndag efter trinitatis, Tekster: Sl. 39,5-14; Joh. 5,1-15

Når vi siger om nogen, at han bruger mange ord, så mener vi faktisk at han bruger for mange – og at han skulle tage at gøre noget ved det i stedet! Når vi siger om nogen, at han er en handlingens mand, så mener vi ofte at der ikke er langt fra tanke til handling, og måske også at der er for kort.

Det er egentlig ikke specielt flatterende at blive beskyldt for nogen af delene. Mange præster får skyld for det første – altså at bruge mange ord… og jeg må jo så – selvom det måske er farligt – lade jer vurdere om jeg, hører til den kategori, der ikke bare bruger mange, men også for mange!

Det er centralt i kristendommen at handling og ord følges ad. Da Albert, Fillippa og Marcus blev døbt før, så blev de døbt både med vand og Helligånd. Det havde ikke været nogen dåb, hvis jeg kun havde kommet vand på deres hoved. Det havde heller ikke været nogen dåb, hvis jeg kun havde sagt ordene – de helt bestemte ord, der gør dåben.

Ord og handling følges ad. Sådan er det også fx i nadveren. Vi spiser jo tit brød og drikke vin, uden at det bliver til en hellig handling – uden at det bliver nadver. Det er først når ordene bliver sagt i forbindelse med brødet og vinen at det bliver indstiftet, at det bliver til nadver for os.

Jesus selv var både handling og ord. Han var handling, når han gik rundt blandt mennesker og gjorde godt. Han var handling, når han var sammen med dem, som ingen andre ville være sammen med. Han var handling, når han gjorde syge raske, som her i dagens tekst, og han var mest af alt handling, da han blev korsfæstet og opstod fra de døde, påskemorgen.

Men Jesus var på samme tid også ord. Han var ord, når han fortalte lignelser og på den måde bragte Guds virkelighed ned i menneskehøjde. Han var ord, når han holdt taler for store forsamlinger eller talte direkte til den enkelte, som her i dagens tekst. Man siger det også på den måde, at ordet blev kød – altså at Gud blev menneske. Kristus er virkeliggørelsen af Ordet – med stort, altså ordet fra Gud – og han virkeliggjorde Ordet i både ord og handlinger.

Kristendommen er både handling og ord. Jesu ord og handling hænger sammen og kan ikke skilles ad. Det er også derfor det virker utroværdigt og hyklerisk, at tale om næstekærlighed, uden at udøve næstekærlighed. Vi kan ikke på den ene side tale i abstrakte begreber om næstekærlighed og om at tage ansvar for hinanden, hvis vi samtidig går forbi den, som har brug for vores hjælp.

Og vi skyder virkelig også med skarpt på folk, politikere, præster eller andre der udtaler sig offentligt, der siger ét og gør noget andet. Så siger vi sarkastisk: ”Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt”. Ord og handling må hænge sammen, ellers er vi ikke troværdige.

Når ord bliver vigtigere end handling, så ligner det hykleri – som når farisæerne i dagens tekst begynder at råbe op om at man ikke må bære rundt på sin båre på en sabbat – til den mand, der har ligget fastlåst til den selvsamme båre i 38 år – så er det ikke bare hyklerisk, det er også latterligt. Tænk at være så forstenet i et normsæt, at man ikke kan gøre en enkelt undtagelse, og ikke engang afvige sine principper, når én mand vitterligt kan springe højt af glæde for første gang i 38 år… Så er loven blevet vigtigere end mennesker, så er ordene blevet vigtigere end handlinger.

Forestil dig den her situation: Du er syg, ligger fuldstændig lammet hen, du er på alle måder handlingslammet og det har du været i 38 år. 38 år det er virkelig lang tid. Ja, det er længere tid end nogle af os herinde i hvert fald, kan huske.

Der er ikke noget der kan eller har hjulpet dig, og der er ingen mennesker der kan eller vil hjælpe dig. Du er ikke alene lammet – du er også helt alene i verden med al din bitterhed og modløshed. Du har ikke længere noget håb, om at dit liv kan blive anderledes. Du har ikke længere noget håb eller nogen forventning om at livet kan blive bedre.

Og bedst som du ligger der i din jammer og elendighed, indkapslet i selvmedlidenhed, er der pludselig én der ligger hånden på din skulder og siger: Vil du være rask?

Du vender dig desorienteret imod ham med håbløsheden malet i panden og ser på ham, som om det er for godt til at være sandt og derfor må være løgn.

Og du har ikke andre ord at bruge end alle de ord bitterheden har hobet op inden i dig – og begynder – måske uden at ville det – at male livet, sådan som du ser det:

”Mig? Rask? Det kan umuligt lade sig gøre – jeg kender ikke nogen der hverken kan eller vil hjælpe mig. Det er altid kun de andre der er heldige. Der sker meget godt rundt omkring mig, men ikke for mig. Alle andre får et stykke af lykken indimellem, men ikke mig. Der sker aldrig noget for mig.”

Sygdom, bitterhed og kronisk pessimisme kan godt gå hen og blive hele vores identitet, i sådan en grad at vi hverken vil eller kan se når der sker os noget godt. I sådan en grad, at vi hverken vil eller kan håbe på at der rent faktisk også kan ske os noget godt. I sådan en grad, at verden omkring os skrumper ind og bliver syg,.

Vil du være rask? – sådan spørger Jesus og overhører vores indstuderede indvendinger, og vi kan rejse os op med et kors i panden i stedet for den håbløshed, som vi selv havde malet der.

Vil du døbes på denne tro? – sådan spørges vi ved dåben? og vi får tegnet et kors for pande og bryst til evigt liv.

Den meget vågne, vil have opdaget at de fleste af de salmer vi synger i dag er skrevet af Hans Anker Jørgensen. Han er en af de nulevende salmedigtere som er repræsenteret i salmebogen med flere salmer. Han har sagt et sted, at når han skriver salmer, så er det bl.a. for at få sagt, at Gud ikke er fjern som stjernerne og brutal som tilværelsen, men nær som et knus og barmhjertig som Jesus.

… noget om, hvorfor jeg har valgt vi skal synge HJAs salmer, at han er god til at sige noget enkelt og præcist om hvordan Gud er Gud, at han er god til at gøre kristendommens ord til handlings-ord – og fordi jeg godt kan lide hans salmer.

Ord og handling hører sammen – og da Jesus møder manden senere, siger han: ”Nu er du blevet rask… ” og så den noget overraskende tilføjelse: ”Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre”.

Okay, for det første: Der kan der umuligt være noget værre end at have været syg og lam og ensom i 38 år.

For det andet: Hvad kan han dog have gjort? For han må jo have syndet, siden Jesus siger at han ikke skal synde mere. Men prøv lige at overvej det… hvad kan han egentlig have gjort? Han kan ikke have arbejdet på en helligdag, og det skulle jo ifølge farisæerne her i teksten regnes som en ganske alvorlig synd. Men det er udelukket. For han kunne ganske enkelt ikke røre en finger.

Kan han have været utro? Nej, det kan vi med det samme udelukke. Har han slået én ihjel, eller stjålet noget, eller frådset i penge? Nej, nej og nej. Det er faktisk svært at komme på en synd han rent faktisk kan have begået.

Den synd manden har gjort sig skyldig i er, at han har opgivet håbet. Bitterheden og modløsheden har gnavet sig så meget ind i ham, at der ikke længere var plads til håbet.

Han havde mistet troen på at der er et håb, også for ham. Han havde mistet tilliden til, at der kunne ske noget godt, også for ham. Han havde ladet sig overbevise om at det, at han ingenting kunne, også betød at han ingenting var, og ingenting betød, og at der ikke var noget håb for ham. Og det er det der er hans synd.

Og hvor er det egentlig synd for ham og synd for os, når vi ikke magter at holde fast i håbet. For det er håbet der får os til at leve. Når vi først holder op med at håbe, så holder vores liv også op.

Og det er jo ikke fordi vi ikke forstår, hvordan det kan ske, at man mister håbet efter lang og svær sygdom. Det er jo ikke fordi vi ikke kan sætte os ind i, at det må være urimeligt svært at bevare håbet, når det man føler og oplever mest er modgang og tab.

Og derfor er det måske også nødvendigt at vi hele tiden minder hinanden om, at der er håb, og at vi beder Gud om, at vi ikke må miste det.

Manden her, lå der i søjlegangen i Bethesda og der gik rigtig mange mennesker forbi ham hver dag. Alligevel var det nok meget få der så ham, sådan rigtigt så ham. I hvert fald følte han sig overset. Da Jesus kommer forbi ham bliver han set.

At blive set og at blive hel eller helet, og at komme til sig selv, gennem det at være og vide sig omsluttet at noget større – af Gud – er godt for os. Så bliver der skabt rum for taknemmelighed, og man glider ikke så let ind på det spor, hvor alt godt er en selvfølge, og hvor det, der gør ondt, er for dårligt, uden man så alligevel har én at skælde ud.

Ord og handling hænger sammen. Jesus gør manden rask med et ord, og manden må ændre sin måde at være til på. Han må ændre sine tanker og handlinger, så de har håbet som perspektiv. Og det er det der forandrer ham.

Det afgørende er altid at der er bevægelse i vores liv, at ord finder vej, både fra os og til os, og bringer os i bevægelse, i forvandling og til tider ligefrem til helbredelse. At vi bliver helede som mennesker, efter måske endda længe at have været gået i stykker.

At være menneske, når det er godt, er at være en del af noget større. Den der, som vi siger, hviler i sig selv, hviler underligt nok, altid i noget mere end sig selv.

Hele bliver vi ikke i os selv. Vi helbredes, vi føres, og vi frelses af ord større og mægtigere end dem, vi kan sige os selv. Ord vi kan hvile i. Ord som møder os, der hvor vi er. Også når vi er nær mørket. Ord, som gør mørket fremkommeligt, ved at se det i øjnene. Men sandelig også ord, som peger ud mod horisonter uden alt vores mørke. Ord om lys, nåde, barmhjertighed og håb på trods.

Der findes, Gud ske tak og lov, ord som forløser. Ord som heler. Gode stærke ord, som skraber levende væv frem i os og giver os hjerter, der kan banke også i taknemmelighed. Taknemmelighed til Gud for hans rige nåde. For frelse og heling til os i Jesus Kristus. For alle gode dage, hvor vi heledes. For de dage giver vi Gud æren og siger Gud tak. Men vi beder så også, at Gud i det hele taget vil være med os hver især, hvordan det end det går

Som Blaise Pascal siger:

”Jeg be´r dig Gud
ikke om sundhed
ikke om sygdom
ikke om liv
ikke om død
Men jeg be´r dig om: at du vil råde
over min sundhed
over min sygdom
over liv og død
Til din ære, til min frelse.
Du alene véd, hvad der tjener mig bedst.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *