Opstandelsen er virkeligt liv

2. påskedag. text. Joh 20,1-18

Den unge degn, der for at få stillingen som lærer, også skal spille på orglet i kirken, har taget sin gravide kone med i kirke. Hun føler sig lidt utilpas mellem alle de andre – for er hun egentlig troende nok til at sidde der – er det ikke at være falsk og hyklerisk, tænker hun. – sådan fortæller Martin A. Hansen i sin store fortælling “Påskeklokken”. Vi hører her om de mennesker der bor i sognet og deres forskellige reaktioner på kirkeklokken, der kalder til påskegudstjeneste:

Indgangsbønnen lyder – den læses af en ældre kirkesanger, hvis stemme engang var stor og flot, en stemme, der fik ham til at drømme om operaen. Men den drøm var bare gledet ud i sandet – aldrig blevet til noget, han endte i stedet som førstelærer og kirkesanger. Stemmen er nu rusten og brugt, – han ved det godt, men er for stolt og måske for bange til at indrømme det. Da han læser indgangsbønnen hører den unge kvinde ikke rigtig efter – men hun hører i hans stemme, en bekendelse af skam, ødelæggelse og al hans lidelse.

– Og da mærker hun noget bag teksten, som hun ikke har følt før. Noget levende, som hun nu ved :- “jeg må hjælpe den gamle mand” tænker hun straks derefter. Og så folder hun tøvende og prøvende hænderne, som for at bede. Hun ved ikke hvad hun skal bede om, men hun mærker en fred, som hun ikke har følt før. Hun hører præsten læse evangeliet om opstandelsen – har jo hørt ordene før, men synes heller ikke nu, at hun forstår noget. Og så alligevel – “ det var ikke tænkerne og grublerne der var de første der fandt den tomme grav, – nej det var tre kvinder, som ikke kunne få fred, som ikke kunne sove om natten fordi der lå en og trængte til dem. En død som de ville gøre en sidste lille tjeneste, et hverv som alle hans venner fandt så lille, at de ikke ulejligede sig med derud til graven. Da fik kvinderne alt at se, de kom med lyset” – lyder præstens prædiken.

Ved disse ord åbnes der en lille sprække ind i den unge kvinde- en mulig vej at gå. Hun skal ikke gruble eller forstå alting -det er i det små og i dagligdagen hun skal finde noget, være noget. Da kan det ske, da kommer det. Og opstandelse gælder jo ikke kun de døde – det gælder også de levende. Det sker. Det er virkeligt tænker hun. Og hun hører knapt efter mere. Hun kan ikke rumme mere, hun er glad, lykkelig, lettet. Den smule, hun forstår, er virkelig. Det er ikke eventyr og ord, men virkeligt som barnet, der gror i hende. Og nu vil hun ikke være her længere, så det hun forstår bliver skønhed og mystik. Hun vil gå udenfor med det, der er virkeligt.

Og det er netop det vi kan og må gøre i mødet med Jesu tomme grav påskemorgen. Vi må gå videre med det der er virkeligt.  Det er også det disciplene gør. De løber alt hvad de kan der ud, og går straks ind og undersøger den tomme grav, og de ”så og troede”, som der står og så går de hjem, og går videre med det der er virkeligt.

Og de er, som enhver der stilles for påskemorgen. Hvordan skal og kan vi begribe det der, hverken kan beskrives eller forklares. Hverken forstand eller følelser rækker.

Jo, vi kan overvældes af vores følelser – også af åndelige og religiøse oplevelser, men følelser er så individuelle og omskiftelige at de ikke går at satse livet på. Vi græder den ene dag og ler den næste. Og nogen gange uden nogen egentlig grund.

Og med forstanden kan vi ikke andet end konstatere at Jesus er væk og at der nu er en kold og tom klippehule og et brugt ligklæde.

Vi kan læse os til større indsigt, og det kan give os viden om, hvordan vi kan forstå den tomme grav, eller hvordan andre har forstået den – men det er ikke forstanden der omsætter det til virkeligt liv.

Hverken fornuft eller følelser rækker i forhold til at få liv ud af den tomme grav. Kun troen kan tage opstandelsen på ordet og holde det ud – og se livet og det ord vi kan bære med os som håb og trøst i det der er virkeligt.

Og måske er der en pointe i, at Maria ikke møder Jesus i graven, men netop udenfor. Hun står forgrædt og forstenet udenfor i sorg. Mødet med den opstandne sker ikke i graven. Den er tom.  Mødet sker udenfor – ude i hverdagen, i gartnerens og vi andres arbejdsliv. Mødet med den opstandne sker i virkeligheden der, hvor vi er optaget af et andet menneskes liv og glæde.

Maria møder op ved graven fortvivlet og hun møder ham udenfor og genkender ham ikke først. Men Jesus sagde til hende: ”Maria” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ”Rabbuni!” – det betyder mester. Og man kan næsten høre den dybe glæde man kun finder hos det menneske, som er genkendt og elsket. Og så siger Jesus noget, som umiddelbart lyder lidt mærkeligt. Han siger: ”Hold mig ikke tilbage”! Eller som det er oversat i Den nye Aftale: ”Giv slip på mig!”  Hvorfor siger Jesus til Maria at hun skal give slip på ham? Det gør han, fordi hun skal komme videre. Og Maria slipper ham og går videre.

Det er ikke Maria der omvender sig, men Kristus der vender hende om, så hun efter hun har set ham – igen vender sig mod det liv der er hendes og de mennesker, som hun skal bære opstandelsens håb og liv til.  Det er den eneste måde opstandelsen bliver til virkeligt liv. Og det var den sprække der åbnedes til den unge gravide degnekone i Martin A. Hansens fortælling, at opstandelsen ikke skal forstås, men at den skal leves i det små og i virkeligheden med de mennesker vi omgiver os med. Den er det lys og det håb og den trøst vi bærer med os og som vi må dele med hinanden. Så enkelt er det, men det betyder ikke det samme, som at det er let.

Forleden læste jeg et interview med Nikolaj Koppel, som havde fået den opgave af intervieweren at fortælle om et møde med et menneske, der havde ændret hans liv. Han var ikke i tvivl om hvilket. Nikolaj Koppel befandt sig på toppen af sin karriere som koncertpianist, da han for 13 år siden havde en samtale med en vildt fremmed mand, som fik en afgørende betydning for hans liv. Mødet resulterede kort efter i en – for omverdenen – overraskende beslutning: Han stoppede som koncertpianist og ændrede fuldstændigt spor og blev journalist. Han havde i en længere periode haft følelsen af at det at være pianist, måske ikke var det rigtige liv for ham – selvom han havde talent og nærmest virkede som skabt til netop det. En dag mødte han den her mand, som stillede ham det afgørende spørgsmål, som gav ham modet til at gøre noget andet. Han spurgte ham: ”Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?”

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Det er et godt spørgsmål – også til os der overhovedet ikke er skabt til at være koncertpianister, men bare lever helt og aldeles almindelige liv. Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Det spørgsmål giver så meget mening her 2. påskedag, hvor Kristus vender os om, så vi efter at have set ham – igen vender os mod det liv der er vores, med de mennesker der er vores virkelighed, og som vi skal bære opstandelsens håb og liv til.

Kristus vender os om og siger: Jeg er opstandelsen og livet – og der ingen grund til at være bange! Og vi kan spørge os selv, hvad det betyder? Hvilke konsekvenser skal det have i dit liv, at du ikke skal være bange? Og hvordan kan vi hjælpe hinanden til ikke at være bange? Mødet med den opstandne sker i virkeligheden der, hvor vi er optaget af et andet menneskes liv og glæde. Og måske skal vi blive bedre til at spørge hinanden: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Måske skal vi blive bedre til at stille hinanden spørgsmål til liv. Opstandelsen er et spørgsmål om liv. Virkeligt liv.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *