Nytårstale

Når vi ser tilbage på året der er gået, er der flere begivenheder der springer i øjnene. Og i fjernsynet har man kunne se tilbage på de største begivenheder i kongehuset, i politik, i kunst og musik og sport. Der er et program for det meste, og derfor vil jeg spare jeg for at gentage alt hvad der er sket og blot fremhæve en enkelt stor begivenhed.

Hvis man tager de store briller på, når man ser tilbage på 2008, så er det for mig først og fremmest året, hvor vi den 4. november oplevede, den første sorte amerikanske præsident holde sin sejrstale for en jublende folkemængde i Chicago.

Jeg er for ung til at kunne huske, da Martin Luther King blev skudt i 1968, men jeg er alligevel vokset op med ekkoet af hans berømte; “I have a dream”!

Og i 2008 kunne vi så høre Barack Obama tale om at change has come to America eller på godt dansk; forandringens tid er inde.

Er Martin Lunther Kings drøm mon gået i opfyldelse?

Barack Obamas holdt en fremragende tale, hvor det gentagne omkvæd ikke var; “I have a dream,” men det Obama kaldte ”the american creed”, den amerikanske trosbekendelse; “yes we can,” en tale, der kulminerede, da han sluttede med at fortælle om Ann Nixon Cooper, en 106 år gammel sort kvinde fra Atlanta.

Født kun en generation efter slaveriets ophævelse, men stadig i en tid, hvor hun ikke kunne stemme, fordi hun var sort, og fordi hun var kvinde.

En kvinde som igen og igen var blevet fortalt ”that you can’t make a change” – du kan ikke forandre verden.

Som alligevel havde kæmpet for at blive hørt og få stemmeret.

yes we can

Som havde været med til at arbejde sig ud af depressionen og krisen i 30’erne .

yes we can

Som havde oplevet Pearl Habour og været vidne til den pris tusinder af unge amerikanere havde betalt for at kæmpe for demokratiet under 2. verdenskrig.

yes we can

Som havde hørt en sort prædikant fra Alabama sige we shall overcome

yes we can

Som havde set den første mand betræde månen og Berlinmuren falde

yes we can

og nu den 4. november 2008 havde hun stemt og fået lov at se den første sorte præsident i Det hvide Hus.

yes we can

Hvilke forandringer, spurgte Barack Obama, skal vore børn nå at se, hvis de får lov at blive lige så gamle som Ann Nixon Cooper.

Når det gælder den finanskrise, vi står midt i.

Når det gælder den globale opvarmning.

Når det gælder alle de andre problemer, verden står overfor.

Når kynikerne og tvivlerne opgivende slår ud med armene, og siger; I kan ikke.

Så vil vi svare: yes we can

Måske er det hamrende naivt, men jeg tror så, vi er mange, der er naive, fordi vi i denne tale så begyndelsen på en ny tid og et nyt håb for vores gamle slidte verden.

Og som kristne skal vi ikke nøjes med de håb vi og en amerikansk præsident kan overskue. Vi skal ikke nøjes med den amerikanske trosbekendelse eller vore egne mere eller mindre vakkelvorne nytårsforsætter og løfter om at kvitte smøgerne, spise sundere, arbejde mindre, dyrke mere motion, og give os bedre tid til dem vi elsker.

Jovist, der er brug for alle vore forenede kræfter og løfter og nytårsforsætter, for at skabe en bedre verden til vore børn og børnebørn, så de, hvis de får lov at blive lige så gamle som Ann Nixon Cooper, forhåbentlig en dag kan sige:

Ja, vi kunne stoppe CO2 forureningen og nå frem til en bæredygtig udvikling.

Ja, vi kunne fordele verdens goder mere retfærdigt, så få har for meget og færre for lidt.

Ja, vi kunne skabe fred i Mellemøsten, Afghanistan og Irak og Sudan.

Ja, vi kunne arbejde os ud af finanskrise og arbejdsløshed.

Ja, vi kunne skabe forsoning mellem kristne og muslimer, mellem jøder og palæstinensere.

Ja, vi lærte at leve tillidsfuldt side om side i et multikulturelt, multietnisk og multireligiøst Danmark.

Alt sammen gode og rigtige mål og drømme at stræbe efter og kæmpe for, men det kristne håb rækker videre end det vi selv kan ændre på. Det, som vi ikke kan, har Gud besluttet at gøre ved selv at blive menneske.

Og Gud blev ikke menneske for at stoppe CO2 udslip eller missiler i mellemøsten. Uanset hvor meget Gud ellers sympatiserer med disse ædle mål, så rækker Guds drøm videre.

De gamle dåbskapeller, som man kan se dem i Firenze, Rom og mange andre steder, de er alle sammen otte-kantede. Ugens og skabelsesberetningens syv dage, har fået en ottende tilføjet.

Den menneskelige tid, som er begrænset af ugens syvdagescyklus, den får i dåben tilføjet ottendedagens evighedsdimension.

Som kristne skal vi ikke nøjes med hverken den amerikanske trosbekendelse eller noget andet menneskebåret håb.

Vi skal ikke nøjes med et yes we can, som ene og alene hviler på det vi selv vil og kan og gør og tænker.

Vi må have lov at begynde det nye endnu næsten ubetrådte år i Jesu navn, i tillid til og tro på, at størst af alt er kærligheden.

Så lad os med dette fortegn for alt hvad vi er og siger og gør og tænker – lad os med dette fortegn, der i Jesu navn blev tegnet allerede i dåben for vort ansigt og bryst give os i kast med 2009, med kriser, konflikter, opgaver, udfordringer, miljøproblemer – kort sagt med det liv som Gud har skænket os.

I tro på og tillid til, at selv der, hvor vi må erkende, vi ikke kunne, selv der er vi i Guds hænder.

Dette indlæg blev udgivet i Klummer mm., Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *