Nyt liv!

Til Bøn & Brunch i søndags viste vi kortfilmen: “100 meter fri”, af Annette Riisager. Du kan læse om den her

 

Tekst: Rom. 8,31b-39, 6. søndag efter påske

Hvorfor viser vi den her film? Og hvad handler den om?

Handler den om en konkurrencesvømmer der lader sig distrahere under konkurrencen, så hun mister koncentrationen og er ved at tabe? Og først da hun giver slip, kan hun fokusere og vinde. Måske

Eller handler den om en pige der har mistet sin søster i en drukneulykke, og bliver ved med at genkalde sig billederne fra ulykken. Og så længe hun holder fast i skylden og sorgen, så længe kan hun ikke komme videre med sit eget liv. Måske

Eller handler den om en pige der kæmper med nogle sider af sig selv. Er pigen i søen et billede på pigens skyggesider? Dårlige oplevelser, svigt, angst, egoisme – og så længe hun hænger fast i det, kan hun ikke leve frit. Men da hun slipper hadet, slipper angsten, slipper det gamle, bliver hun i stand til at vinde livet. Måske

Eller handler den om hvad det vil sige at være døbt? I gamle dage blev det lille barn faktisk dykket helt ned under vandet og Luther mente, også barnet burde dykkes helt ned under vandet for at gøre symbolværdien større. I dåben symboliserer vandet nemlig det, at det syndige menneske drukner, og vi i stedet fødes som et nyt retfærdiggjort menneske, der tilhører Kristus. Paulus bruger også billedet, at vi i dåben dør sammen med Jesus og opstår igen med ham. Filmen kunne altså godt være en dåbsfilm – der viser at det syndige menneske drukner, og at vi vinder et nyt liv med Gud. Måske handler filmen om det?

Eller handler den om vores liv – handler den om at der er noget du må give slip på for at komme videre? Handler den om, at vi alle sammen har nogle oplevelser, erfaringer, eller sider af os selv, som vi må give slip på for at kunne leve livet? Handler den om at vi må turde slippe det, der skiller os fra livet, for at vi kan vinde livet? Måske

Vi valgte at vise filmen i dag, fordi den er et stærkt billede på det at få nyt liv.

Kristendommen handler om at vi må få og finde nyt liv. Få og finde livsmod. Modet til at tale højt og protestere, når nogen bliver uretfærdigt behandlet. Modet til konstant at få sat nye livgivende ord på livet, også vores eget liv. Og det kan godt lade sig gøre, for vi har en rig Gud med mange sider. En Gud der viser os en mangfoldig nåde, som vi skal øse løs af og fortælle os selv og hinanden ud fra, om og om igen.

Livet er indimellem surt og sejt. Livet er indimellem hårdt og hasarderet. Livet er indimellem afsindigt og afskyeligt. Livet er indimellem noget forbandet møg.

Modgangen findes, og ingen slipper helt. Vi møder den igen og igen og i mange forskellige afskygninger. Hvor og hvordan finder og får vi modet igen? Hvor og hvordan bliver vi fyldt med liv, når vi har været ved at falde fra det gode liv.

”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” – sådan står der i den tekst, som blev læst fra alteret i begyndelsen af gudstjenesten. Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Det lyder så enkelt og lige til. Det lyder så selvfølgeligt og logisk. Men vi erfarer det ikke altid som en selvfølge. Når vi rammes af modgang, kan vi meget let få følelsen af at Gud har forladt os, eller at Gud måske endda er imod os. Men det er altså en forkert følelse. Gud er for os, Gud er med os – også når vi rammes af modgang. Når vi har det svært, så må vi tro på at Gud holder om os og holder fast i os.

Guds mangfoldige nåde betyder, at det liv, der gik i stykker, kan blive sat sammen igen. At Gud er for os og med os, betyder, at han heler iturevne hjerter, og at han sørger for sarte sjæle, og slidte tanker.

At Gud er for os og med os betyder, at social arv rent faktisk kan brydes, Om ikke på den ene så på den anden måde, fordi ethvert menneskeliv, kan nyfortælles. Ethvert menneskeliv kan omfortælles. Og bliver det. Ja, skal det. Skal nyfortælles, for at det kan blive ved med at være netop nyt liv. Det gamle må hele tiden fornyes, for at det kan blive ved med at være ved det gamle.

For at vi i god forstand kan blive ved med at være forbundet med det, der med Kristus blev sat ind i verden, må vi lave om på tingene. Nyfortælle. Omfortælle.

Det gælder det kristne og kirkelige arvegods – evangeliet får hele tiden nyt liv når det bliver forbundet med mennesker. Vi skal hele tiden fortælle evangeliet ind i den tid vi lever i – ellers dør det.

Og det gælder den enkelte af os i forhold til det liv og den baggrund, vi har med os: Den skal fortælles. Konstant nyfortælles. Omfortælles. Der skal sættes ord og sprog på. Også nye ord, for at ikke det hele skal lande i klicheer og ren nostalgi.

Kristendommen handler om at vi må få og finde nyt liv. Få og finde livsmod. Og det kan godt lade sig gøre, for vi har en rig Gud med mange sider. En Gud der viser os en mangfoldig nåde, som vi skal øse løs af og fortælle os selv og hinanden ud fra, om og om igen.

Vi har mange grunde til at være usikre og angste. Vi har nærmest kun én grund til ikke at være det, men den er også vigtigere en alle andre: At Gud vil være hos os, og i alt det skræmmende og usikre skal vi være hos ham.

Der er ikke noget jordisk, som Gud ikke vil røre ved. Der er ikke noget Gud er for fin til! Der er ingen steder, situationer eller mennesker, hvor der ikke kan ske en forvandling. Man kan møde Gud, ikke blot på spektakulære steder eller ved særlige oplagte lejligheder i kirken eller til gudstjenester – men bemærkelsesværdigt nok på steder og hos mennesker, som er både uventede, udstødte og usandsynlige – som f.eks. et nyfødt barn i en krybbe og på et kors – Forvandlingen sker hele tiden på de særeste steder. Vi skal bare åbne øjnene!

For nogle kristne er livet her på jord en ventesal. De venter med længsel på at komme i himlen, og bruger det meste af deres energi, på at undgå at kaste sig alt for meget ud i livet, mens de venter. Man kunne være lidt grov og sige at de behandler livet, som én lang pine, og at pinen så reduceres, hver dag, fordi man kommer tættere på himlen. Det er helt forkert!

Kristendommen er ikke livs-fornægetende og verdensfjern. Den er livs-elskende, livs-villende og livsnær. Vi er tilbøjelige til at søge sandheden i drømmenes verden, men den findes kun i nådens verden, fordi Gud altid vil ud af sin himmel og ned på jorden, hvor han har øje for os og aldrig lader os være alene i håbet om at magte tilværelsen.

Vi er opslugt af Kristi kærlighed, den er grunden under vores fødder. Og den sætter spor i vores liv, vores valg, vores beslutninger og vores handlinger. Det er store ord, alt for store til at man kan leve op til dem – selvom man står på tæer – og hvordan kan vi overhovedet vide hvad der er rigtigt og godt i en tid, som vores, der er så kompleks og uoverskuelig?

Vi behøves ikke at famle i blinde. Kristus, der kalder på os, er gået i forvejen. Han har gået stien ud til de svageste iblandt os, De glemte og oversete, de besværlige, de belastede, de syge og de sørgende. Han har solidariseret sig med dem, ja, gjort sig til ét med dem i en sådan grad, at det i dem, er ham, vi møder. Vi skal ikke andet end at være mennesker sammen med andre mennesker!

Vores liv kan indimellem synes udsigtsløst og mørket omkring os kan synes bundløst, men der er ingenting i verden. Ingen magter eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe, der kan slå bunden ud af vores tilværelse, for bunden er Guds kærlighed. Og den bærer og udholder alt.

Den kærlighed fik vi del i, da Kristus gav sig selv hen for os; den er nu blevet en del af os, sådan at den og vi er helt og aldeles uadskillelige. Gud giver os der har ondt i livet, nyt liv! Glæde i stedet for angst, mod i stedet for rådvildhed, tillid og tro i stedet for tvivl. For Gud er til, og Gud er med os. Amen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *