Når vi ikke kan tilgive

6. søn. eft. trin/text. Matt. 5,20-26

”Oh, Almægtige Gud, skynd dig dog hjem fra din ferie og se, hvad der sker på din jord.” Sådan udbrød en ældre jødinde under Anden Verdenskrig. Det er omtalt af Simon Wiesenthal, som ledede eftersøgningen af undslupne naziforbrydere. Han var nådesløs i sin jagt, men udfra ”Retfærdighed – ikke hævn”, – som han har kaldt sine erindringer. Mirakuløst overlevede han Hitlers kz-lejre, reddet fra to selvmordsforsøg, tre gange blev henrettelsen af ham aflyst i sidste øjeblik eller afbrudt. Hustruen Zyla blev også mærket af hans skæbne, hun følte, at hun ikke alene var gift med Simon, men også med millioner af døde sjæle. I bogen Solsikken rejser han ud fra en bestemt oplevelse spørgsmålet: Er det muligt at tilgive dem, der har forvoldt så meget forfærdeligt? I 1942 var Wiesenthal i en kz-lejr i Lemberg i Polen. Da han sammen med andre fanger var blevet udtaget til at arbejde ude i byen, kom de forbi en tysk soldaterkirkegård. Mens de gør holdt, opdager Wiesenthal, at der på alle grave var plantet en solsikke, der nu var i blomst. Han griber sig i at misunde de døde soldater, som hver havde sin solsikke, der var i blomst. Sommerfugle flagrede rundt og bragte ligesom bud fra grav til grav. Selv kunne han vente at blive henslængt i en massegrav eller som askehob i et krematorium, hvor sommerfugle ville sky stedet. Fangerne skulle rydde affald på Lembergs tekniske læreanstalt, hvor Wiesenthal tidligere havde studeret. En sygeplejerske kommer hen til ham, og beder ham følge med. Hun fører ham til en enestue, hvor der lå en ung hårdt såret tysk SS-soldat, der var så stærkt forbundet, at kun ører og mund var frie. En skål granatsplinter var pillet ud af ham, et mirakel, at han endnu levede. Måske var han kun i live, fordi der var noget, han måtte have fortalt en jøde. Med besvær fik han fremstammet: “Jeg ved godt, at der dør tusinder af mennesker hvert øjeblik. Døden er allestedsnærværende, den er hverken sjælden eller usædvanlig. Jeg har affundet mig med, at jeg snart skal dø. Men forinden beder jeg om lov til at tale om en oplevelse, der piner mig. Ellers kan jeg ikke dø med fred.” Derefter skildrede han en grufuld forbrydelse. Erindringen lå mellem ham og døden. Han hed Karl og var fra Stuttgart, hvor moderen havde opdraget ham i katolsk kristentro. Som barn havde han også sunget i kirkens kor. Mod forældrenes ønske kom han ind i Hitlerjugend, senere meldte han sig frivilligt til SS, der var tyskernes forhadte dræberkorps. For et år siden var han kommet til en ukrainsk by, hvor hans deling havde fået overdraget en “specialopgave”. 300 jøder skulle proppes ind i et treetages hus, hvori der bagefter blev anbragt fyldte benzindunke. Derpå blev husets hovedindgang låst for den grædende og skrigende flok, hvoraf mange var børn. Et maskingevær blev bragt i stilling over for huset. På et givet signal kastede SS-erne granater ind gennem vinduerne. Snart var huset i brand, mens gruopvækkende skrig lød fra de indespærrede. På husets anden sal var der en mand i brændende tøj med et lille barn på armen. Mens han skærmede barnets øjne sprang han ned på gaden. Barnet moder fulgte med som en brændende fakkel, også andre sprang ud. “Vi skyder på dem – åh Gud. Men denne ene familie kan jeg aldrig glemme, fremfor alt ikke barnet. Det har sort hår og sorte øjne.” Sammen med andre skød SS-soldaten dem ned, men den grusomme oplevelse blev ved at forfølge ham. Da han nogle måneder senere skulle storme en stilling, som russerne holdt besat på halvøen Krim, måtte han standse nogle sekunder. “Jeg så dem helt tydeligt – en brændende familie, faderen med barnet og bag dem moderen. De kom hen imod mig. Nej ikke for anden gang, vil jeg skyde på dem, lynede det igennem mig – og så sprang en granat ved siden af mig.” Og denne granat næsten gennemhullede ham. Oplevelsen i Ukraine kunne han ikke glemme. “Jeg tvinges til at ligge her og vente på døden. Smerterne i min krop plager mig, men min samvittighed plager mig endnu mere. Igen og igen springer huset og den brændende familie ind i mine tanker. Jeg kan ikke dø uden først at komme til rede med mig selv. Dette er mit skriftemål, men hvilket skriftemål? Et brev uden svar.” Sikkert ventede han et par tilgivende ord fra jøden Wiesenthal, men de kom ikke. Igen hviskede den døende: “Jeg ligger her med min skyld. I mit livs sidste timer sidder De hos mig. Jeg ved ikke, hvem De er, kun at De er jøde Men det er nok.” Flere gange havde Wiesenthal givet tegn til at rejse sig, men soldaten søgte at holde ham tilbage. Men nu gik han uden at sige et ord. Den næste dag var soldaten død. Med en sygeplejerske som mellemmand havde han forinden testamenteret jøden sine ejendele. Men Wiesenthal ville ikke tage imod den dødes gave. Han kunne ikke tilgive ham på vegne af hele det jødiske folk. I dagene derefter kom tanken atter og atter til ham: Gjorde jeg det rigtige, da jeg  forlod ham uden at sige noget? De fleste kammerater forstod ikke problemet. Flere ønskede skadefro, at det var dem, der kom til at sidde ved en hadet SS-mands dødsleje. Der gik to lidelsesfyldte år, hvor Wiesenthal hver dag ventede døden. Men befrielsens time kom for ham og andre, der overlevede krigens inferno. Nogen tid efter besluttede Wiesenthal at besøge soldatens hjem i Stuttgart, hvor faderen var død. “Det er min søn Karl. Han faldt”, sagde moderen og pegede på et fotografi af en køn, ung mand med klare lyse øjne. “Han var min eneste søn, en kærlig, god dreng.” Hun var klar over, at der skete mange forfærdelige ting i krigen. “Men Karl har bestemt ikke deltaget i dem. Han har altid været pæn og anstændig”. Wiesenthal var i tvivl, skulle han sige sandheden: at hendes søn var skyldig i en frygtelig ugerning, men at han på sit dødsleje havde angret og var vendt tilbage til sin barndoms tro? Men Wiesenthal tav. Moderen fik aldrig at vide, at tiden uden nåde havde gjort sønnen til morder. (Genfortalt med udgangspunkt i artikel fra Fyns Stifttidende, 2005, Chr. Andersen) Burde jeg have talt til den angrende soldat og gjort det lettere for ham at dø? Det spørgsmål blev ved at plage Wiesenthal.

Noget tid efter er han sammen med en præst, der ligger ved siden af ham i fangebarakken. ”Også gerningsmanden har fortjent nåde” siger præsten. ”Foran dig lå en dødende, og du opfylder ikke hans sidste bøn!” Wiesenthal svarer, at det netop er det der knuger ham, men at der nu engang findes bønner, der ikke kan opfyldes. ”Hvem skulle have tilgivet ham? Jeg? Jeg havde jo helt enkelt ikke beføjelser til at tilgive ham på andres vegne… ingen har bemyndiget mig”.

Var præsten selv givet nogen bemyndigelse til at moralisere overfor Wiesenthal? Det er let at sidde med de korrekte svar på abstrakte situationer og bilde sig ind at man kan tale om tilgivelse i almindelighed. Vanskeligere er det når det tilgivelsen ikke er abstrakt, men det helt konkret er mig der står i en konkret situation eller relation, der kalder på min tilgivelse. Buddet om, at du skal gå hen og forlige dig med din broder, handler om ét enkelt konkret kødeligt menneske, ikke det menneske vi læser om i avisen eller i historiebøgerne. Men et menneske der på en eller anden måde har forbrudt sig imod os, står i gæld til os, har krænket os. Et menneske der ville heles af vores tilgivelse. I evangeliet til i dag skærper Jesus dommen ved at gøre forbrydelsen mindre og mindre og straffen omvendt proportionalt større og større. Har du sagt ”Raka” til din bror? Ingen slipper her. Vi står alle sammen til ansvar overfor Gud og vores næste. Helt konkret. Ikke for andre, men for os selv. Tilgivelse er en gave – en uventet gave. Det er ikke noget vi kan kræve af hinanden. Jeg tror heller ikke tilgivelse er noget, det er alle forundt at kunne give. Der kan være forhold der er så svære, at det er urimeligt at forvente at det skal kunne tilgives.

En ting er at bede Gud om tilgivelse. En ting er at bede Gud om at gøre det umulige. Men kan ofre for ufattelige voldshandlinger virkelig selv tilgive? Nogen kan og nogen kan ikke. Det er et under når der kan finde tilgivelse sted. Altid. Tilgivelse indeholder stærkt helende kræfter. Tilgivelse indebærer ikke accept af det der er sket. Tilgivelse indebærer en dom over det, der er blevet gjort, men en dom som ikke sætter lighedstegn mellem gerning og gerningsmand. Men måske er verden indrettet sådan, at der også indimellem finder krænkelser sted, som er så store, at det bliver for meget at lægge ansvaret for forsoningen over på dem der er stærkest berørt? Det sker at livet former sig sådan, at vi er henvist til andres kærlighed og forsoningskapacitet – i sidste ende til Gud, som er tilværelsens grundlæggende forsoningsmagt.

Samvittigheden plager Wiesenthal, men hans tilgivelse af SS-manden kan aldrig blive en abstrakt rimelighed eller et krav man kan stille ham. Han kunne ikke tilgive på andre end egne vegne. Han var der. Han lyttede. Hvis han havde været i stand til det, kunne han have have bedt sammen med ham eller bedt for ham – bedt om Guds tilgivelse. Gud kræver ikke af os at vi skal være guder. Han kræver derimod at vi tager det på os at være mennesker, der står både i forhold til hinanden og til ham. Og vi kommer ikke uden om, at vores tro på Gud hænger sammen med forholdet til vores medmennesker.

Morderens tilgivelse er en urimelighed fra Gud. Ingen andre end Gud har beføjelse til at tilgive på andres vegne. Den guddommelige kærlighed er den eneste, der kan skjule syndernes mangfoldighed. Det er den kærlighed der giver os kraft, når vi er i stand til at forlige os med vores bror. Og det er den kærlighed, der rummer os og bygger broer – når vi ikke er.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *