Man sover godt i kirken!

Prædiken ved BUSK-gudstjeneste. Gudstjenesten var bygget op over Kristuskransen.

Vi kunne nok godt have trukket nogle overskrifter i dagens avis, hvis vi havde villet. Sådan lidt ligesom natten til fredag, hvor folk lå i kø i deres soveposer, uden for telebutikkerne, for at være de første til få fingre i den nye Iphone 5s.

Sådan har minikonfirmanderne faktisk sovet – eller det var i hvert fald meningen at de skulle sove – men altså det har ligget her i kirken i deres soveposer i nat, for at være de første til gudstjenesten i dag.  Det kunne da godt have givet os en overskift ala:  Folk ligger i kø for at få plads i Møllevangskirken!

Det kunne måske også have givet en overskrift, som vi umiddelbart kunne være knap så interesseret i, nemlig: Man sover godt i kirken!

Det ville så let kunne misforstås, selvom det faktisk er sandt. Man sover godt i kirken. Og nu har jeg jo den fordel at jeg oftest har en ret god udsigt ud over jer, så jeg ved, at der er flere af jer, der kan skrive under på at det er sandt!

Og, minikonfirmander, jeg har faktisk løjet lidt for jer – for jeg sagde til jer at det var første gang jeg havde sovet i en kirke. Og det er virkelig en sandhed med store modifikationer.

Ja, det er første gang jeg har sovet om natten i en kirke. Og jeg vil også sige at som præst, har jeg heller ikke sovet i kirken under en gudstjeneste – men inden jeg blev præst, altså da det var mig der sad på kirkebænken søndag morgen, der kan det tælles på meget få hænder, hvor mange gange jeg IKKE er faldet i søvn under en gudstjeneste.  Og i særdeleshed under prædikenen – som jo er den længste sammenhængende tid, hvor man ikke skal hverken synge eller rejse sig op. Men bare sidde. Og derfor vil jeg sige, at jeg har den største både forståelse og sympati for jer som lukker øjnene under prædikenen, når bare I ikke snorker så meget at I forstyrrer sidemanden.

Man sover godt i kirken! Er det fordi det er kedeligt at gå i kirke? Næh!  Der er faktisk en meget fin pointe i at vi sover godt, netop i kirken.  For vi sover godt der hvor vi føler os hjemme! Vi falder jo aldrig i søvn et sted, hvor vi er utrygge eller på udebane. Vi falder ikke i søvn der, hvor der stilles store krav til at vi skal præstere noget. Vi falder heller ikke i søvn, når vores tanker er fyldt af bekymringer og angst. Så hvis man ikke skulle sove godt i kirken, hvor i al verden skulle man så? Her er et rum, vi kan være i uden at vi skal præstere noget – og her er et rum der på særlig vis, gerne skulle formidle et møde med Gud – den Gud der fylder os og vores fællesskab med fred. Fred, I ordets allerbedste betydning. Nemlig den fred der giver liv, og som får os til at falde på plads som mennesker.

Man kan ikke sove på tom mave. Det ved vi og det vidste Jesus også.  Vi er mange i dag. Men vi er ikke 5000, som de var den dag i ørkenen da Jesus på forunderligvis mættede deres sult.

Vi kan også være sultne – måske ikke kun efter mad – men også efter mening, efter fred – efter lethed og glæde.

Vi er nået til ørkenperlen og bekymringsløshedsperlen – eller livsperlen, som den også kaldes. Ørkenen er et billede på de tidspunkter og steder i vores liv der er svære. Vores liv kan af og til føles som en ørkenvandring. I ørkenen vokser der intet, her råder ensomheden. Mange af os kender godt følelsen af ensomhed – følelsen af ikke at slå til, eller følelsen af at være holdt udenfor. I ørkenen kan vi møde fristelsen. Fristelsen til at opgive det hele.

Ved siden af ørkenperlen er bekymringsløshedsperlen – vi kunne også kalde den for livsperlen – eller måske legeperlen. Det er når vi lægger vores liv over til Gud. Det er nå livet overrumpler os med leg og glæde og fred.

Det er ikke tilfældigt at ørkenperlen og legeperlen er lige ved siden af hinanden. For det er sådan livet er: Både svært og let, både trist og godt, både sorg og glæde. Det er sådan det er. Ikke et enten eller.

Når livet er svært og vi befinder os i en ørken, så må vi alligevel tro på at vi ikke er der alene. Vi må stole på at Gud er med os. Ikke som en mirakelkur mod alt hvad der er svært – men som et håb om at livet i bund og grund er godt.

Frygt ikke! Det siges at de ord strå 365 gange i Bibelen. Frygt ikke! Lige så mange gange som antallet af dage i et år. Gud siger det til os en gang om dagen: ”Frygt ikke!

Og det kan være dejligt at høre, især når man synes, det er svært at være sig selv. Frygt ikke!

Den dag i ørkenen mættede Gud på forunderligvis deres sult med en lille madpakke. Endda sådan at der blev 12 kurve med mad i overskud. Jamen, det kan også være svært at beregne mad til så mange – kan man indvende… men pointen er ikke hvor meget der var til overs.  Der var ikke mad til overs, fordi Gud ikke kan regne. Der var mad til overs, fordi Gud ikke vil regne. Og sådan er det også i vores liv. Gud tæller ikke på fingre eller er nøjeregnende med hvor meget vi har fået. Han svarer på vores længsler, vores sult og vores søgen med igen og igen at give os nyt liv med hinanden, noget at glæde sig over og fred i hjertet.  Gud er den uudtømmelige livskilde, som vi kan blive ved med at hente næring fra.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *