Lovsangens tid er begyndt

3. søn. i advent

Tekst: Luk 1,67-80

Offerets tid er forbi. Det er kristendommens påstand, at med Kristi korsfæstelse, er offerets tid forbi. Kristi død er det endegyldige offer. Det kan ikke gentages og det skal ikke gentages. Og derfor sender vi ikke mere offerrøg, men lovsange til himlen.

Ja, i kristendommen er offerets tid forbi, men offertanken lever i bedste velgående. Vi er i vores kultur i den grad fokuseret på offeret. På en anden måde, ja. Vi sender ikke ofre til Gud, men til gengæld fabrikerer vi selv vores ofre.

Mediebilledet er fyldt med ofre – vi taler om trakfikofre, ofre for vold, ofre for kræft, ofre for mobning, ofre for censuren, ofre for finanskrisen, ofre for skyldfølelse osv. Ja, vi taler endda om at de kendte, fodboldstjerner, filmstjerner eller andre berømtheder, er medieofre.

Man kan gøre sig til offer, eller man kan blive gjort til offer. Helt meningsløse ofre. Trafikofre. Terrorofre. Krigsofre.

Og i en mere personlig skala af meningsløse ofre. Ofre for mobning – i en klasse, på en arbejdsplads, i et fællesskab, sker der ofte det at vi udpeger os én som bliver ofret, som klovnen, den kiksede –eller den man bare ikke regner med. Vi udpeger os en syndebuk eller et mobbeoffer.

Vi bringer ikke ofre til Gud, men vi ofrer hinanden eller vi oplever os selv som ofre i et eller andet form for meningsløst net

Offeret i dag, er det ikke, et menneske der er fanget i meningsløshedens net? Helt konkret som offer for meningsløs vold, men også i en mere narcissistisk forståelse af, at være offer for sig selv, offer for sine egne behov og andres offer.

Vi kan blive ofre for vores egne behov, når vi forsøger at leve op til de skyhøje forventninger som vi kan stille til os selv. Forventninger om, at være en succes i alle henseender. Forventninger om, at kunne præstere på alle fronter – på arbejde, i familien, som ven, som kreativ, som økonomisk, ansvarsbevidst osv. osv. Vi kan meget let blive ofre i vores eget liv, når vi stiller for store krav til os selv.

Og vi kan meget let blive ofre for andres behov – når omverdenen stiller krav og har forventninger til os, som vi hverken kan eller skal indfri. Så kan vores forfængelighed og lyst til at tage sig godt ud, ende med at vi tager os skidt ud og bliver ofre.

Samfundet bringer også sine ofre. Eller når noget går galt for os, skyder vi skylden på det lidt abstrakte: ”Samfundet”. Det er samfundets skyld. Når vi bliver ofre for nedskæringer og fyret, når vi bliver ramt af arbejdsulykker og må sygemeldes, når vi kommer på en lang venteliste til en knæoperation. Det er samfundets skyld, at vi ikke kan få job på vores uddannelse, eller at vi ikke kan komme ind på den uddannelse vi gerne vil. Det er samfundets skyld, når vi ikke kan få den hjælp vi mener at have krav på. Det er samfundets skyld, at vores børn er forvirrede og vores ældre ensomme. Vi lever i den grad i en offerkultur.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Lukas for sit indre øre har hørt Zakarias´ lovsang. Gamle Zakarias har været stum i flere måneder, men han bryder alligevel ud i en lovsang, der kræver en gevaldig styrke både af kroppen og af stemmen. En lovsang, der ikke alene gennem sit indhold, men også gennem sit sproglige udtryk bygger en bro fra Det gamle Testamente til Det nye Testamente. Lovsangen løfter sig med en stigende intensitet for at nå til kulminationen, forløsningen: Solopgangen fra det høje.

Lukas indleder sit evangelium med : Bebudelsen af Johannes´ og af Jesu fødsel, og dermed gør han det tydeligt at den nytesamentelige profet Johannes hører sammen med Jesus. Lukas bygger op til forløsningens under – gennem Marias Lovsang, Zakarias´ lovsang og Simeons lovsang, for slet ikke at tale om englenes lovsang julenat.

Med Zakarias´ lovsang, som vi hører i dag, slutter det første kapitel i Lukas Evangeliet, som en nærmest forløsende optakt til det juleevangelium vi skal høre om to uger og som begynder med de kendte og elskede ord: ”Og det skete i de dage”. Så er det jul!

Zakarias turde ikke tro på englens budskab om, at hans kone Elisabeth skulle føde dem en søn, der skulle kaldes Johannes – som betyder ”Gud er nådig” ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand og min hustru højt oppe i årene”.

Ærkeenglen bebuder Johannes´ fødsel inde i templet, mens Zakarias frembærer røgelsesofferet. Den gamle pagt forstummer. Den stumme Zakarias får stemme til at lovsynge Gud, i stedet for at bringe ofre. Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt!

Offerets tid er forbi! Lovsangens tid er begyndt! Hvordan kan vi bruge den erfaring som vi har i forhold til Gud, i vores forhold til hinanden og os selv. Hvordan kan vi bringe offerets tid til ophør i vores liv med hinanden og vores syn på os selv?

Kan vi indimellem udskifte vores selvoptagethed og forfængelighed med lovsang? Kan vi måske ligefrem med Paulus se en kraft, der ikke kommer fra os selv, men fra det, der er større end os selv, så vi nok er tvivlrådige, men ikke fortvivlede, nok forfølges, men ikke lades i stikken, nok slås til jorden, men ikke går til grunde?

Budskabet i dag er, at selv når vi lukker for vores forventninger og lukker os inde i fortvivlelse, vil solopgangen fra det høje alligevel stige op over horisonten og besøge os i vores mørke.

En jordemoder kan forløse et barn, men hun kan ikke forløse sig selv. Når det for alvor gælder, kan vi ikke forløse os selv. Vi bliver forløst. Vi modtager. Som kvinden, der bliver forløst, og modtager sit barn. Som barnet bliver forløst og modetager livet.

Vi skaber ikke selv lyset. Det kommer udefra og lyser os op. Oplyser os og lyser for os på vores vej i livet.

Zakarias synger. Han bryder ud i sang. Han havde ikke turdet tro at det var sandt, at han skulle få en søn. Og han blev stum af ikke at turde tro. Og så pludselig sker det. Da han står der med sin 8 dage gamle søn, Johannes. Ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud: Messias kommer, og hans søn skal bane hans veje.

Som solen står op og bryder nattens mørke, på samme måde vælder lovsangen ud og bryder sjælens vantro. Han må synge for han er jublendes lykkelig!

Vi kender det godt. Sangen gør noget ved os.

Når vi står i vores livs lykkeligste eller livs sværeste øjeblikke, så synger vi! Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede og forknudrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft.

Det visne græs, får liv igen.

Når man er rigtig ked af det og modløs, når alt ser håbløst ud – som det gjorde for Zakarias – så kan det være svært at få et ord frem, så mister man stemmen.  Men når vi sætter stemme på og synger, så sker der noget i os.

Sangen fremelsker håbet i os.  Vi siger nogle gange, at der var en sang, så taget blev løftet. Men når vi synger, er det ikke alene taget der bliver løftet. Sangen løfter os ud af os selv, så vi kan se længere end vi troede muligt.

Sang er forløsende. Ordene og musikken kryber ind under huden på os og åbner nye horisonter for os, og indimellem oplever vi endda at himlen åbnes for os.

Sangen kan give os mod til at leve i verden, også selvom den indimellem kan være dyster og mørk. Min virkelighed er ikke forandret, men den er som forvandlet. Der er intet sted, hvor Gud kan sætte sig som i sangen og gøre vores livserfaring til Gudserfaring.

Gode salmer. Gode lovsange kan give vores dybe længsel luft. Gode salmer. Gode lovsange kan give ord til troen, og indøve os til hengivelse til det, der er større end os selv, til Gud.

Kan vi synge, i stedet for at gøre hinanden til ofre?  Kan vi slippe vores selvoptagethed og offermentalitet, og give plads til musik i vores liv, og lovsang til den Gud der kommer os i møde og forløser os?

Kristi korsfæstelse er det endegyldige offer. Det kan ikke gentages og det skal ikke gentages. Hverken i forhold til Gud, eller i vores forhold til hinanden.

Men vi skal gentage vores lovsange. Igen og igen skal vi sætte ord på både vores fortvivlelse og vores taknemmelighed. Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang.

Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,

så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *