Nytårsaften – text: Luk. 2,21
Ja, Jesus var et lille jødisk drengebarn og otte dage efter sin fødsel, blev han selvfølgelig omskåret. Det virker næsten absurd ligegyldigt, at det er den tekst vi skal høre i dag. Ham – Kristus, som vi tror er selve meningen i vores menneskeliv – hvorfor skal vi dog høre noget så småt og ligegyldigt om ham? Vi får mere ud af at høre om noget han har sagt eller gjort, end at høre om hans omskærelse. Så hvorfor har den her korte bemærkning af en tekst, overlevet generation efter generation – hvorfor har man fundet, at en umiddelbart ligegyldig begivenhed var værd at blive ved med at fortælle?
Det har man fordi vi skal holde fast i, at Kristus var et menneske, født i en bestemt tid, et bestemt sted og under nogle bestemte skikke. Omskærelsen og navngivningen af Jesus, foregik efter traditionel jødisk skik – og vi høre om det fordi vi skal forstå, at det barn, som er sand Gud og sandt menneske, nu er klar til at begynde sit menneskeliv. Nu kan gudslivet folde sig ud i menneskeskikkelse. Han blev endda omskåret. Mere jordnært og menneskeligt, bliver det ikke.
På et af den berømte franske maler, Dorés illustrationer af de bibelske fortællinger, er Jesus portrætteret med seks tæer. Det er billedet af Jesus i synagogen. Opdagelsen bliver gjort af den navnløse hovedperson i Torgny Lindgrens roman: ”Dorés bibel.
Han er retarderet. Sinke. Eller han er vis. I hvert fald er han anderledes. Som spæd for han et eksemplar af Bibelen illustreret af Dorés, og de bliver hans indgang både til Bibelen, troen og verden i det hele taget. Han kan hverken læse eller skrive, men han kan se. Hans tro er formet af billederne fra Dorés billedbibel og selv da han mister bogen, har han stadig billederne i sig. Og på billedet af Jesus i synagogen har han altså opdaget, at Jesus har seks tæer på den ene fod. Om Jesus i virkeligheden havde seks tæer på den ene fod, er helt underordnet. Måske havde han – det ville være ret menneskeligt med sådan en skavank. Det kan være illustratoren har lavet en sjuskefejl, men det kan også være at han havde en mening med at give Jesus en sjette tå – i hvert fald fik det mening for ham som opdagede det. Han var et menneske som oplevede stor smerte og mange svigt i sit liv, men troen på den Gud han så i Dorés billeder gjorde hele forskellen for ham. Ikke fordi han forstod Gud eller hele trosbekendelsen, men fordi han forstod at den udtrykker mere end vi kan forstå. Vi præster kunne lære noget af ham – jf. julens debat i JP og andre medier – og det kunne hans konfirmationspræst også. Hør bare her:
Præsten kom og konfirmerede mig. Han var lavstammet og skæv i skuldrene efter en ribbensoperation på sanatoriet i Hallnäs. Huden i hans ansigt var nopret og rødblisset på grund af en helbredt skrofuløs sygdom.
Vi sad på min seng og talte sammen. Jeg kunne jo ikke læse for ham, men jeg fortalte udvalgte dele af den bibelske historie for ham. Mens han lyttede, røg han uafbrudt cigaretter, han holdt mit askebæger i venstre hånd. Vi behandlede også visse episoder af Martin Luthers liv, ægteskabet med Käthe og disputationen i Leipzig og hans uhyggelige, uhjælpelige sorg da han mistede sit barn. Og jeg citerede ham: »Hvordan skal jeg kunne gøre nok og få en nådig Gud og Fader?« En og anden dyb og personlig udtalelse af morfar henviste jeg også til. »Vi skal ikke bilde os noget ind, der findes ingen indbildninger. Selvom en del tænkere påstår at alt er indbildning. Gud er en ånd.« Og: »Det er langt mere civiliseret og tankevækkende at ryge pibe end cigaretter.« Jeg er slave af dem, sagde præsten. Men de holder mine lunger raske.
Der var en stor mildhed, ja næsten generthed i hans væsen. Alt hvad der ellers kunne have virket indviklet og svært, blev enkelt og selvfølgeligt i hans mund. Det glædede mig oprigtigt at hans lunger med en så bekvem, for ikke at sige tiltalende metode kunne holdes friske og pletfrie.
Nå, sagde han så, ja, du har jo ligesom holdt selve konfirmationstalen på egen hånd. Den kan vi springe over.
Og sammen sang vi to, den arrede præst og jeg, siddende på min seng på hjemmet for uegnede, en salme. Jeg kunne den naturligvis udenad. Det viste sig at han var dybt umusikalsk. Men falskheden i hans sang var gribende og smuk. »Det livets ord som vi har måttet lære Alt fra vor første barndomstid, O giv at frugt det monne bære Hos os i livets kamp og strid!« Så gik han, hensynsfuldt og ligesom umærkeligt, over til den egentlige konfirmationsoverhøring. Skønt den på sin vis var overflødig efter alt det jeg havde sagt, spurgte han:
Tror du på Gud Fader den Almægtige?
Ja, uden mindste tvivl, svarede jeg. Jeg kan ikke engang forestille mig noget alternativ.
Tror du på Jesus Kristus, Hans enbårne søn vor Herre, som er undfanget ved Helligånden? spurgte han så og pegede ligesom åndsfraværende og i forbigående med cigaretten på den lille blikfigur på bordet. Født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde?
Jeg forsøger, sagde jeg. Ja, jeg anstrenger mig til det yderste, jeg er jo västerbottning. Og det kan da hænde at jeg en skønne dag magter det.
Og jeg påpegede: Du glemte at nævne at han er opfaret til himmels og at han sidder ved Gud Faders højre hånd og at han skal komme tilbage derfra og dømme levende og døde.
For selve troen, sagde han, spiller det ingen rolle. Man har ret til at lave små forkortelser hist og her.
Og han løftede hånden med skoddet mod mig og rørte eftertænksomt og næsten faderligt ved mit brat overskårne, let opaddrejede skæg. Imens stillede han det sidste spørgsmål:
Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, kødets opstandelse og et evigt liv?
Det der, sagde jeg, er ikke et spørgsmål, men flere. Helligånden tror jeg fuldt og helt på. Det gjorde selv Verner von Heidenstam skønt han var hedning. Hvad kirken og de helliges samfund angår, er jeg simpelt hen for uvidende til at turde have en mening.
Med hensyn til evigheden og kødets opstandelse synes jeg at de der ønsker det, skal have lov til at opstå, men at de andre skal slippe.
Præsten flyttede Jesus Kristus af vejen for at få plads til sin lille sorte taske på bordet. Mens han tog kalken og alterdisken frem og gjorde alting i orden, sagde han: En tro så oprigtig og urokkelig som din er temmelig usædvanlig. Selv på vore kanter. Jeg har næsten lyst til at lykønske dig.
Men jeg forstår ikke, sagde jeg, hvorfor Nåden ikke er med i Trosbekendelsen.
Det var bare en forglemmelse, sagde han. Det skal man ikke hæfte sig ved.
Så læste vi fadervor og gik til alters sammen, når begge hans hænder var optagede, hang cigaretten i mundvigen.
Bagefter, mens han pakkede skålene og den lille vinflaske ned i tasken, sagde han: Du skal vandre gennem en ond og farlig verden, fristelser vil møde dig, ved Helligåndens nåde skal du kæmpe og sejre.
Han vidste nok ikke i hvor høj grad han havde ret.
I hans ansigt mente jeg at se at han var bedrøvet over at måtte forlade mig. Og da han allerede havde taget overtøjet på og åbnet døren, afsluttede han vores enkle andagtsstund med disse ord:
Det er synd og skam at du er uegnet. Ellers kunne du faktisk være blevet til noget. (Torgny Lindgren: Dorés Bibel, 2006, s. 74 – 77)
Vi kan ikke med vores forstand begribe at Jesus er både menneske og Gud. Vi kan heller ikke begribe opstandelsen, Guds rige og det evige liv. Enten gør vi det alt for konkret, småt og forfærdelig fladt, eller også gør vi det så svævende og luftigt, at det ikke rører os og kommer os ved, som noget der har med vores menneskeliv at gøre.
Det vidste Luther, og om Gud skrev han bl.a.:
”Intet er så småt – Gud er endnu mindre.
Intet er så stort – Gud er endnu større.
Intet er så kort – Gud er endnu kortere.
Intet er så langt – Gud er endnu længere.
Intet er så bredt – Gud er endnu bredere.
Intet er så smalt – Gud er endnu smallere.
Og så fremdeles er han et uudsigeligt væsen over og uden for alt, hvad man kan sætte navn på eller tænke sig”
Når Gud blev et menneske, der blev født julenat af en kvinde og omskåret otte dage efter, efter jordisk skik og brug – så er det for, at vi kan møde Gud på de præmisser der hører menneskelivet til. Vi kan ikke andet. Og vi kan ikke andet end håbe og tro, at Gud er den, som sætter sig igennem i vores liv med en horisont at tilgivelse og forsoning, evighed og kærlighed. Vi kan ikke andet end hvile i, at han kommer til os og går med os ind i det nye år.