Klæder skaber folk

20. søndag eft. trinitatis
Tekst: Matt. 22,1-14

Der kunne blive et absurd-teater ud af den her lignelse: Kongen inviterer til måske årtiers bryllupsfest, men dem der er inviteret nægter at komme til festen. De bliver hjemme i deres egen lille andedam, og nogle af dem, slår endda kongens sendebud ihjel. Det er da en afsindig mærkelig måde at reagere på, på en invitation. Denne lignelse er en replik i Israels historie og fortalt ind i en jødisk sammenhæng. Jøderne tog ikke imod Jesus, som Messias. De tog sig ikke af ham – som der står- og tog ikke imod invitationen til gudsriget. De forfulgte de kristne, mishandlede dem og slog dem ihjel – ligesom de indbudte her i lignelsen slår tjenerne ihjel – og man sporer også Jerusalems ødelæggelse i år 70 her i lignelsen, fortolket som Guds straf – der står at kongen dræbte dem og brændte deres by.

Anden del af lignelsen handler om, at guds rige ikke længere kun er forbeholdt det jødiske folk – Jesus er sendt til alle mennesker, ja, både til onde og gode, som der står. Der er ingen tvivl om at lignelsen på det konkrete plan, ér en fortælling om jødernes reaktion på Jesus, og om at invitationen nu gælder alle. Men man kan også læse historien på en helt anden måde. Nemlig som det absurde i at sige nej til Guds indbydelse, ikke at ville være med, når der kaldes til fest. Hvis Kongen indbyder, så siger man da ikke nej til ham. Det er absurd. Lignelsen er måske lidt svær at forstå for os, som lever i en demokratisk kultur, hvor man sagtens kan sige nej til dronningen, hendes fester og hendes ordner. Men i antikken var en hersker en hersker, og ham sagde man ikke nej tak til. Guds rige er det selvfølgelige og det selvfølgelige siger man ikke nej til. Guds rige er midt i blandt os.

Når Jesus bruger brylluppet som ramme om sin lignelse, trækker han på en lang tradition. I det gamle testamente bliver ægteskabet brugt til at beskrive forholdet mellem Gud og folket, og I det nye testamente er brylluppet med sin glæde og feststemning et billede på gudsriget. Kristus er brudgommen, Johannes Døberen er – med et amerikansk udtryk – best man og menigheden er bryllupsgæster. Hos Paulus er menigheden ikke bryllupsgæster, men selve bruden. Og vi må lade alle aspekter af brylluppet, som en glædesfest klinge med. Det evige liv er begyndt. Festen er begyndt.

Når det sande liv bryder igennem, som det gjorde i Jesus fra Nazareth, så er festen begyndt. Så er Guds rige nær. På denne side døden sker det kun i glimt, men det er nok til at vi får retningssans og orientering her i tilværelsen. En orientering der siger os, at det eneste sande liv er samliv. Fælles liv. Det at høre til i en sammenhæng. Og dette fælles liv kulminerer når vi holder fest. Lignelsen fortæller altså om det selvfølgelige i at sige ja, og det helt unaturlige og meningsløse i at sige nej. Guds rige er det selvfølgelige, og det ved vi jo godt, selvom vi bliver væk fra festen.

At være kristen er nogen gange blevet fremstillet som noget med at tilhøre en ret så snæver og indelukket kreds. Kirkelige fællesskaber bliver nogen gange beskyldt for, måske med rette, at være svære at komme ind i. Der kan være høje dørtærskler, man taler måske et indforstået sprog. Det man har sammen, er så stærkt, så man kan komme til at lukke sig omkring det, i stedet for at være åbne og inkluderende. Nogle kristne bliver også beskyldt for at lukke af for verden omkring sig. – og det kommer til at virke som om man ikke engagerer sig, når man ikke tager del i verden

Det billede af kristne, må vi gøre oprør mod: For som kristen gælder det om at være med udenfor. Blande sig og engagere sig i livet. Men måske ligger det i tiden, ikke at blande sig – måske er det ikke bare et billede man kunne tegne af kirken, men af vores generation. Vi lever i en globaliseret tid, verden er på mange måder blevet mindre de sidste år – vi kan følge med i hvad der sker over hele jorden. Nyhederne beretter om ulykker og katastrofer fra den anden siden af jorden, og på nettet kan vi få detaljeret viden om stort set alt der værd – eller ikke værd at vide noget om. Informationsmængden er nået et enormt niveau og det kan være helt uoverskueligt at sortere i det og helt umuligt at overskue det.

Og vores naboer ligner måske ikke os længere. Og der er så mange problemer i samfundet, som man hele tiden bliver bedt om at forholde sig til. Og det er i forvejen svært nok at få tid til både at passe sit job og sin familie. Og vi betaler jo også meget i skat, for at der er et system der kan samle dem op, der ikke kan klare sig selv. Som en modreaktion på at man ikke kan rumme det hele, eller at man ikke kan overskue det – er vi begyndt at dyrke det vi kan overskue. Nemlig os selv! – eller som i lignelsen, vores mark og vores forretning!

I denne uges udgave af magasinet penge handlede det om vores forbrug. Og ifølge det program, så har vi fået et vanvittigt stort forbrug. Vi bygger til og bygger om, laver samtalekøkkener, udestuer, og omlægger have. Vi køber kogebøger som vi ikke har tid til at bruge, og havebøger som vi ikke har forstand til at bruge, og vi abonnerer på magasiner der kan gøre os til bedre forældre, mere tjekkede kvinder, mere maskuline mænd, sundere mennesker og bedre til at indrette vores huse. Vi vil fortælle omverdenen at her bor der nogen, der har det godt, og som har overskud til at leve på den helt rigtige overskudsagtige måde. Og det tager godt nok tid og kræfter at male sådan et billede af sig selv.

Guds invitation handler om at tage del i det fælles liv. I samlivet. Det handler om at bryde ud – at bryde med frygten for det der er uoverskueligt og anderledes, at bryde med frygten for ikke at slå til, bryde med ensomheden og “jeg har nok i mig selv-tanken”. Det handler om at turde leve, og at tage imod invitationen fra livets Gud, der også indebærer en risiko for at miste, sørge og savne. For det hører med til det at blande sig, og det hører med til at være sandt menneske. Lignelsen handler om det selvfølgelige i at sige ja, og det helt unaturlige og meningsløse i at sige nej. Men lignelsen slutter ikke her. Bedst som vi alle sammen – gode og onde – har taget for os af retterne til Guds riges fest, til livets fest – så er der én der bliver smidt ud, fordi han ikke har det rigtige tøj på. Fordi han ikke har bryllupsklæder på. Men hvad er det for nogle bryllupsklæder vi skal være iført?

Umiddelbart forud for lignelsen om kongesønnens bryllup fortæller Matthæus, at Guds rige ifølge Jesus skal gives til dem, der bærer dets frugter. At bære Guds riges frugter må som noget centralt indebære at leve et liv, der er bestemt af tilhørsforholdet til ham, man er kommet til tro på. Det må betyde at man lader sit liv farve af Kristus, at man forsøger at leve op til hans forbillede, og at man hviler i troen på, at Kristus har forsonet os med Gud.

Paulus taler om at “iklæde sig Kristus”. Der er derfor også en relation til ordene i dagens tekst om at de indbudte ikke var værdige. Værdig er kun den, hvis liv bliver bestemt af invitationen til kongens fest. Man kan ikke tage imod indbydelsen og være med til festen, hvis man fortsat er og lever som før. Gudsriget er ikke uden krav, og kravet er at man må iføre sig Kristus. Men hvad vil det sige? Klæder skaber folk, siger vi. Egentlig er det vel noget overfladisk nonsens. Men i forbindelse med denne lignelse er det sandt.

Det handler altså ikke om, at gæsten ikke ville tage det tøj på, som han måske inden festen havde fået stillet til rådighed af værten. Men det handler om, at han ikke ville ændres, ikke omskabes; han ville ikke være den, som kongen ønskede, at han skulle være. Det handler om ikke at ville være den, som Gud vil, jeg skal være. I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd – står der et andet sted hos Paulus. Kærligheden som det fuldkomne, fuldstændige bånd til Kristus. Paulus taler også om at blive klædt på, så det dødelige bliver opslugt af livet.

Klæder skaber folk. Kærligheden forandrer uden, at du forandres. Det er det, Guds kærlighed vil, når den overstrømmende møder dig helt der ude, hvor vejene ender, hvor alt blev til ingenting. Da vil den iføre dig det nye menneske, så du, befriet fra alt det, som gjorde dig til en, der endte ved vejs ende, kan få lov til at være dig selv: være den, som er skabt i Guds billede; være det Guds barn, du blev døbt til at være. Klæder skaber folk. I hvert fald når klædningen er Kristus. At være iklædt Kristus gør mig netop ikke til en anden end den jeg er. Det er ikke en udklædningsdragt jeg kan gemme mig bag, der gør mig pænere, sjovere eller frommere. At være iklædt Kristus gør mit til et sandt menneske, der lever et sandt menneskeliv, med alt hvad det indebærer af sorger og glæder, samliv og ansvar.

At være iklædt Kristus betyder at når Guds øjne falder på mig, så ser han ikke mine fejl og mangler. Men så ser han mig, som den jeg er gennem Kristus. At være iklædt Kristus betyder at når han kommer og dømmer levende og døde, så er han både dommer og dommens kriterium. Så går han selv derud, hvor der er gråd og tænderskæren i stedet for os. Så lader han nåde gå for ret, og lader os få del i Guds riges kærlighed nu og altid. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *