Kirkebøn 1. søndag i advent

Kære far i Himlen Evige Gud

Tak fordi du kommer til os, Ikke som en fremmed men som den anderledeshed vi har brug for Ikke som hurtige løsninger men som en langsom og forandrende kraft

Tak fordi du kommer til os ikke som tvingende magt men som nødvendig kærlighed

Vi beder dig Vær rytmen i vores liv Vær klangbund i vores søgen Vær mening i vores morgner.

I dag er det morgen i et nyt kirkeår. Lad din fortælling blive vores fortælling Lad dit gentagne nådeord, blive til nåde og velsignelse og liv for os

Vær med din kirke ud over hele jorden Og her i Møllevang Må kirken være lys og salt i verden.

Vær med alle der har magt og indflydelse Politisk, økonomisk og religiøs. Lad dem bruge der magt med visdom fra dig Og i kærlighed til mennesker. Giv dem mod til ikke at træffe nemme beslutninger, men altid have omsorg og syn for de svage i vores samfund.

Her adventssøndag, Beder vi særligt for alle der ikke forventer noget af livet Vi beder for alle der ikke har nogen at vente på. Vi beder for alle ensomme Alle der er bange og bekymrede

Vi beder for alle der er i konflikt med dem de elsker Vi beder for alle der skal dø og for os der har mistet.

Vi beder dig være med os der er blevet svigtet og os der har svigtet. Tilgiv os og forson os.

Giv os alle din fred og giv os mod til ikke at lade hinanden være i fred. Giv os del i din nåde og velsignelse

Tænd dit lys i os. Og lad din evighed erobre vores hjerter.
Amen

Dette indlæg blev udgivet i Kirkebønner og andre bønner, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *