Kirkebøn 3. søndag i fasten

Kære Gud

Lær os at skelne mellem godt og dårligt,

mellem det der vil opbygge os, og det, der vil nedbryde os.

Lær os at se din sandhed og kærlighed

og hjælp os til at tage imod den

og fylde vores liv og hjerte med dit Ord.

Vis os, hvordan vi giver det plads, så vi dagligt husker det

og ved, at vi er omsluttede af din kærlighed,

– accepterede og elskede.

 

Vi beder dig i dag særligt for situationen i Mellemøsten.

Må der blive fred, frihed og forsoning.

Brug os som dine hænder, Gud,

til at give modløse mod,

håbløse håb, livløse liv

– og give sørgende trøst,

syge lindring og døende håb om evigt liv hos dig.

Lær os, at livet aldrig bliver vort alene,

men at vi er skabt i dit billede,

og skabt til at leve med og for hinanden.

 

Vi beder dig for alle der har magt og indflydelse,

lad dem bruge den i kærlighed til mennesker.

Og vi beder for din kirke her i Møllevang,

og udover hele jorden.

Lad os leve og vokse i fællesskab med dig og med hinanden.

Vi beder dig at være hos os i liv og død, nu og i al evighed.

Amen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Kirkebønner og andre bønner, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *