Kærlighed trods alt

4. søn. eft. trin. Text: Matt 5,43-48

Kærlighed er fravær af væmmelse ved fysisk nærvær af et andet menneske, sådan skrev Thorkild Bjørnvig engang

Kærligheden er altså så at sige altid på trods. Når man siger til et andet menneske: Jeg elsker dig trods alt, så er det faktisk noget er det smukkeste og stærkeste man kan få at vide. Jeg elsker dig trods alt, er ikke en nedskrivning af kærligheden. Det er gør den ikke mindre lidenskabelig, eller mindre i det hele taget. Det er ikke det samme, som at sige: Jeg elsker dig, en lille smule. Det er ikke lunken kærlighed. Det er ikke at være nærig med kærligheden. Tværtimod: Jeg elsker dig trods alt, det udtrykker både lidenskab og respekt for kærligheden.

Vi kender det fra vores børn. Vi elsker dem trods alt, selvom vi måske engang i mellem er lige ved at springe i luften over dem, eller overvejer at sælge dem til naboen. Vi elsker dem alligevel, deri ligger kærlighedens storhed. Uden dette ”trods alt” vil kærligheden kun være en flygtig følelse.

Ja, måske vil en øm kærlighedserklæring til vores elskede vinde i troværdighed, hvis man i stedet for at sige: Jeg elsker dig for evigt, eller jeg elsker dig indtil døden – i stedet sagde: Jeg elsker dig trods alt.  Så ved man, at det er virkelig kærlighed. Altså kærlighed der forholder sig til den virkelighed, at jeg nogen gange er møgirriterende og gør alt muligt, der gør det svært at være sammen med mig. Jeg elsker dig trods alt. Det er virkelig kærlighed. Det er kærlighed der ikke er reduceret til flygtige følelser. Og på den måde er al kærlighed på en måde også fjendekærlighed – kærlighed trods alt.

Når Jesus siger: ”Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer!”, så giver det ikke mening at forstå det at elske, som udtryk for en romantisk kærlighedsopfattelse, hvor følelser spiller den afgørende rolle.

Følelserne er vi ikke herre over, siger man, og det er nok rigtigt. I hvert fald er det ikke følelser der er på spil, når Jesus taler om at vi skal elske vores fjender. Det er kærlighed på trods.

Vi kan overveje om Jesu tale om at elske fjenden er i slægt med talen om tolerance eller frisind. Hvis vi taler om frisindet, som det der skal rumme fjenden, så vil fjendekærlighed kunne forstås som en kærlighedens pligt, til at fastholde min modstanders/fjendes ret til liv/eksistens og til at være og stå for noget helt andet end mig selv. Så bliver fjendekærligheden et udtryk for rummelighed og accept af forskelligheder.

Gud gør ikke forskel! Han lader det regne over onde og gode. Han gør ikke forskel på græker og jøder. Gud gør ikke forskel, og det gør hele forskellen. Det gør en kæmpe forskel for det menneskelige.

I Guds øjne er vi alle lige. Vi er alle sammen skabt af Gud, og i skabtheden deler vi vilkår med alle Guds skabninger. Alle mennesker er skabt i Guds billede, også dem vi ikke kan lide. Også vores fjender. Og det betyder, at det Jesus siger, når han siger at vi skal elske vores fjender, er: Også din fjende er skabt i Guds billede! Vi hører sammen. Fjender som venner. Gud gør ikke forskel på os, og det gør hele forskellen for os – og det er den forskel, eller det frisind eller den rummelighed, vi skal møde hinanden med.

For 15 år siden – eller mere – var jeg engang til sådan en gudstjeneste, som var lidt anderledes. Vi blev bedt om at sætte fire lys foran os, og så skulle vi tænde dem på skift og tænke på nogle vi ville bede for. Det første lys skulle tændes for én der var syg. Det andet lys skulle tændes for en der havde betydet noget særligt for os. Det tredje lys skulle tændes for en vi savnede. Fjerde lys skulle vi tænde for en fjende.

Jeg var helt blank, da jeg skulle tænde det fjerde lys. Kunne slet ikke komme i tanker om at jeg havde nogle fjender. Nuvel, der var nogen jeg ikke brød mig så meget om – men ligefrem fjender, ej det ville jeg ikke kalde dem. Den eneste jeg umiddelbart kunne komme i tanker om var Saddam Hussein, og det synes jeg alligevel var lidt voldsomt. Altså det var sådan en lidt abstrakt fjende at have. Jeg sad ved siden af én fyr, som jeg virkelig var irriteret på. Jeg kendte ham lidt fra tidligere, og synes altid han var så postulerende og kværulerende, og mens jeg sad der, så var han ligesom den eneste der poppede op. Altså han var jo ikke ligefrem min fjende, men i hvert fald brød jeg mig ikke så meget om ham. Og det blev ham jeg tændte et lys for.

Jeg har ikke tænkt på den gudstjeneste i mange år, men så for et par år siden, så mødte jeg ham fyren igen. Og det underlige var, at det første jeg kom i tanker om, var at jeg havde tændt et lys for ham dengang. At jeg havde bedt for ham. Det gjorde ham egentlig ikke mindre irriterende. Det gjorde ham heller ikke til min ven. Men det gjorde alligevel noget. Det betød faktisk noget at jeg havde bedt for ham. Det betød noget i mit syn på ham. På en eller anden måde bandt det os sammen.

Det slog mig, at det også er derfor Jesus siger, at vi skal bede for dem der forfølger os. Fordi det gør noget ved os. Bønnen forbinder os med hinanden, så vi mærker at vi hører sammen.

Når vi beder her i kirken, er det også et udtryk for at vi hører sammen. At ingen af os lever for sig selv, som Paulus siger det.
Når vi sidder her og beder de bønner, der lyder i kirken, så beder vi også for vores fjender og dem der forfølger os. Der bedes ikke bønner i kirken, som udelukker bestemte grupper af mennesker eller bestemte personer fra Guds nåde og velsignelse. Den fælles bøn vi beder sammen i kirken, bliver på den måde et stærkt udtryk for at vi hører sammen på trods.

Og måske er det også derfor Jesus ikke nøjes med at sige: Elsk jeres fjender! Men at han fortsætter og siger: Bed for dem der forfølger jer. Fordi han ved, at vi ufuldkomne mennesker, har brug for al mulig hjælp fra Gud, fra den kærlighed der er fuldkommen.  Vi kan ikke leve op til det krav den fuldkomne kærlighed stiller os – vi har brug for igen igen at blive mindet om vores gudbilledlighed, sådan vi kan se det gudbilledelige – og dermed det menneskelige, også i dem vi har svært ved at regne som menneskelige.

Fængselspræst Carl Lomholdt har engang sagt: ”Tænk sig, hvis vi alle, også alle vi udenfor murene, som fangen i fængslet, hver især, skulle huskes for det værste, vi har gjort! Det ville selv de pæneste af os, ærligt talt, ikke bryde sig om!”

Nogen gange kan man være sin egen værste fjende. Vi har hver i sær nogle ting, vi har svært ved. Vi har nogle barriere vi ikke kan bryde ned, eller nogle blinde pletter, som vi kæmper med. Måske er det også de fjender inden i os selv, vi skal lære at elske på trods. I hvert fald kan det være en befrielse, at være sammen med mennesker der tør, at stå ved hvem de er, på trods. Det hører med til at være menneske, at vi ikke er fuldkomne. – og erkendelsen af sin egen ufuldkommenhed, er en forudsætning for at møde andre mennesker ligeværdigt i al deres ufuldkommenhed.

Elsk jeres fjender trods alt, og bed for dem der forfølger jer – det gør noget ved dig. Og ja, lad det bare være sommerens udfordring.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *