Inspiration fra Emmaus

2. Påskedag

vandringsmand-arne-haugen-sc3b8rensenDet er virkelig dejligt at få lov til at prædike sådan en dag, som i dag. Det er Påske og vi har lige hørt en af de mest inspirerende fortællinger i Bibelen, overhovedet. Altså hvis I spørger mig.

Og hvorfor er den her fortælling om vandringen til Emmaus så inspirerende? Det er den fordi den i fortællende form, siger noget meget centralt om livet og kristendommen og jeg vil fremhæve tre aspekter, som jeg synes fortællingen vil sige.

1. Emmausmodellen

Emmausberetningen bør være en model for ethvert møde med et andet menneske, og også for alt kirkeligt fællesskab.

Når vi møder et andet menneske, går vi et stykke af vores livsvej sammen. Kortere eller længere, men aldrig uden at sætte aftryk hos den anden. Det er afgørende for et ligeværdigt møde, at vi er nærværende og tilstede, som Jesus der slår følge med de to disciple.

Hvis vi vil noget med den anden, må vi i kortere eller længere tid vandrer et stykke af vores livsvej sammen og dele vores liv og tro med hinanden.

I et kirkeligt fællesskab betyder det også, at vi hjælper hinanden til at se, hvor Gud er i det liv og den virkelighed, der er vores – som Jesus der underviste de to disciple i skriften og fik dem til at se nye sammenhænge.

Sådan kan vi også have brug for en medvandrer til at pege på nye muligheder, når vi er kørt fast i livet. Vi kan have brug for en anden, til at hive os op – eller se med nye øjne på en situation.

Det betyder også, at vi giver hinanden noget – men aldrig bruger hinanden som midler til at få vores tro og holdninger frem. Og at vi, når vi, har opnået fortrolighed, viser os for hinanden, som dem vi er. Ligesom Jesus viste sig for disciplene, da han delte brødet og vinen med dem. Sådan skal vi også dele det væsentlige med hinanden.

Emmausmodellen er treleddet. Og består af 1) Mødet. Jesus møder de to disciple på vejen og vandrer et stykke livsvej med dem. Han møder dem, lige der hvor de er, i deres fortvivlelse og usikkerhed. 2) Belæringen eller undervisningen. Jesus underviser disciplene og sætter deres viden ind i en større sammenhæng, og til sidst 3) Nadveren. Jesus skaber et helligt rum, hvor han deler dig selv med dem.

Og ligesom Jesus mødte de to, og vandrede sammen med dem – sådan møder han enhver af os. Vi bliver mødt der hvor vi hver især er i vores liv. Vi udfordres af evangeliets anderledeshed og større perspektiv. Og vi inddrages og indlemmes i Kristus, når vi deler brødet og vinen.

Emmausmodellen omfatter hele menneskelivet.

2. Emmausvandringen

Jeg har fået trykt et af Arne Haugens Sørensens billeder af vandringsmanden, fordi fortællingen om vandringen til Emmaus, er et billede på, at livet er som en vandring.

Arne Haugens vandringsmand er en dybt ensom skikkelse. Han skal selv komme sig. Han er ensom, som de to disciple på vej til Emmaus var ensomme og fortvivlede og usikre. Hvad skal der bliver af dem nu, hvor Jesus ikke er der mere. Ham som de har bundet hele deres liv og deres fremtid op på. De er på vej til Emmaus, men i virkeligheden aner de ikke, hvor de er på vej hen.

Vandringsmanden. Det er et billede af dig. Og et billede af mig. Og et billede af Arne Haugen Søren­sen selv. Billedet skildrer en person, der vældig beslutsomt har fattet sin stok. Den støtter han sig solidt til på sin vandring mellem fødsel og død.

Manden vandrer tungt, mens hans store hånd holder fast om vandrings­staven ligesom en handske. Der er noget målbevidst og nødvendigt over vandringsmandens gang. Som om han er på vej et bestemt sted hen. Og så er der både noget mørkt og næsten dystert. Fortiden bæres med ind i fremtiden

Der er noget ejendommeligt over vandringsmandens øjne. For vandringsmanden ser både bagud, ud af billedet og fremad. Bag hans hoved ligger der en mørk skygge. Som om han er på vej væk fra noget, han ikke kan glemme. Noget, der er blevet en del af hans livserfaring. Det er, som om han har en fortid, han bærer med sig ind i fremtiden.

Men han går. Han vandrer fremad lige­som mange af de store skikkelser, vi hører om i bibelen: Moses, der vandre­de gennem ørkenen; de hellige tre konger, der gik til Betlehem for at give Jesus gaver; og Jesus selv, der vandre­de fra landsby til landsby og mødte mennesker, som han gav del i Guds rige. – og altså også de to disciple der er på vej til Emmaus.

Der er det pudsige ved billedet, at Arne Haugen Sørensen har malet det som en form for selvportræt. Men han opdagede, at alle de mennesker, der så Vandringsmanden, troede, at det var et portræt af netop dem. Så bille­det har en forunderlig egenskab: Det er næsten uundgåeligt, at vi hver især ser manden som et portræt af os selv.

Derfor fungerer billedet ikke så meget som et selvportræt af Arne Haugen Sørensen. Det er snarere et billede, som fortæller, at ethvert menneske er en vandringsmand. Enhver af os er på vej ind i fremtiden. Men vi bærer erin­dringen om vores fortid med os. Det er vidt forskelligt, hvad vi har med os fra fortiden. Det kan være tab og dødsfald, nederlag eller mørke perioder. Men det kan også være minder om en storheds­tid i vores liv. Minder om noget skønt og vellykket.

Det er et billede af os.

Vi vandrer også fremad. Nogle gange sker det med tunge skridt og med skygger af livserfaringer fra vores fortid. Andre gange sker det med beslutsomhed og gå på mod.

I vores vandring gennem livet er det naturligt at gå med stok. Vi har nemlig brug for noget at støtte os til: F.eks. Guds ord. Hans løfter til os om det, han har gjort og fortsat vil gøre for os. Og hans formaninger til os om, hvordan vi skal leve. Alt det bliver vi mindet om i bibelen og ved gudstjenesterne. Og stokken er rød, som var den farvet af Guds kærlighed.

Vi får lov at lade os føre af Gud på vores vandring i livet. Gud er udgangs­punkt og endemål. For det er ham, der har skabt os og sendt os af sted til at leve i verden. Og det er ham, vi er på vej hen til – ham der er målet for, hvor vores vandring ender.

3. Emmausåbenbaringen

Da Jesus velsigner og deler brødet med de to tungnemme disciple, ser de at det er Kristus der er sammen med dem. Det er en åbenbaring. Sandheden står lysende klart for dem, i et kortvarigt glimt at evighed. Nadveren er også sådan et kortvarigt glimt af evighed. I nadveren er Jesu fuldt tilstede. Her vi møder den korsfæstede og opstandne frelser. Her viser han sig for os.

Nadveren det sted i gudstjenesten, hvor vi først hører, så ser og selv smager, at vi hører sammen med Jesus, og hører sammen med hinanden, fordi alle døbte er en del af ham.

I nadveren er det Jesus selv, der kommer til stede og forvandler sig for vores skyld og siger: I er værd at spise sammen med. Der sker det samme i nadveren under gudstjenesten, som der skete ved Jesus’ sidste måltid med sine disciple, og i måltidet med de to disciple i Emmaus.

Det skete bliver virkeligt, og når vi går væk fra alteret, får vi at vide, at vi har modtaget syndernes forladelse og en forsikring om , at Gud fortsat vil styrke og opretholde os. Vi får også korsets fortegn – opstandelsestegnet – for den hverdagsvandring, vi skal ud i. Korset som sejrstegn, som livstegn, som tegnet på håb.

Nadveren er et glimt af evighed. Det er forkyndelse af at opstandelsen også er her, lige nu

Iben Krogsdal, hende som også deltog med en salme i Kvindegudstjenesten her fornyeligt, har skrevet en ny påskesalme, som netop hedder: Opstandelsen er også her – Den lyder sådan her:

Opstandelsen er også her

Du står

ved siden af det menneske der planter

et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her

Du er

den store ånde bagved vores planer

der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her

Du går

med mennesker der smiler lidt generte

til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her

Du går

med sagte skridt hos dem, der bærer andre

og alt til trods blir ved og ved at vandre

Opstandelsen er lige her

Du ser

vi ligger angstgrå i de værste stunder

du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her

Du sker

når mennesker, der vakler tæt med sorgen,

igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her

Du er

din himmel, når den blæser gennem sjæle

som mærker dig og endelig kan knæle

Opstandelsen er lige her

Du er

når vi kan give alt det liv tilbage

som nogen tog fra os på onde dage

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *