Iklædt Kristus

Refleksion før skriftemål, Nytårsdag 2015

Pave Frans har overrasket hele verden med sit mod til at formulere sig enkelt og skarpt og citeres blandt andet for at have sagt: ”Kirken har af og til låst sig selv fast i små ting og smålige regler. Det allervigtigste er det første budskab: Jesus Kristus har frelst dig.”

Jesus Kristus har frelst dig! Lad det også være det budskab vi bærer med hjem i vores hjerter i dag. At uanset hvad vi hver især bærer med os fra det gamle år af svigt og skyld, og uanset at vi igen og igen har erfaret vores egen utilstrækkelighed eller overforbrug af selvtillid, så vil Kristus fri os fra det der tynger os, og fylde os med mod og evner til forsoning med os selv og vores medmennesker.

At blive forsonet med sig selv, handler ikke, som meget selvhjælpslitteratur i dag forkynder om ”at finde sig selv”.  Selvfølgelig skal man vide hvem man er og kende sig selv, for ikke at blive blæst om kuld af andres ideer og en hverdag og en verden der river i en fra alle sider. Men faren ved at bruge for meget tid på at finde sig selv, på at kredse rundt om sig selv og sin egen udvikling, er at man bilder sig ind, at man kan finde alle svarene i sig selv og man ender med at tro at man også kan klare sig selv. Hvis vi satser på at blive ene-stående, ender vi måske også med at blive ensomme. – og vi mister sansen for det der er fælles for os. Vi mister sansen for at vi er afhængige af hinanden.

Svend Brinkman taler om, at vi i stedet for at finde os selv, skal affinde os med os selv. At affinde med sig selv, er at lære at leve med at vi dem vi er. På godt og ondt. Det er ikke at forestille sig, at hvis jeg bare gør det eller det – hvis jeg bare bliver dygtigere til det eller det, så bliver jeg mere mig selv. At affinde med sig selv, er i virkeligheden også det Paulus taler om, når han siger at vi er iklædt Kristus. For at være iklædt Kristus, er at turde stole på at man er god nok. Det er at forlade sig på at man er et Gud barn, elsket først og sidst. Det er at turde hvile i at Guds nåde også gælder mig, og at jeg ikke først skal ud at finde mig selv eller udvikle mig i en bestemt retning, for at Gud vil kalde mig sit barn – jeg er Guds barn, jeg er iklædt Kristus. Kunsten er at affinde sig med det. Affinde sig med at det betyder at jeg ikke er alene om mit livsprojekt – men at jeg er dybt afhængig af andre og af Gud.

Balancen mellem at være alene og sammen er afgørende for os mennesker. Hvis vi skal være trygge når vi er alene, kræver det at vi har været – og er i gode relationer til vores omgivelser/nogle andre mennesker. Samtidig med at det at fungere i fællesskab med andre – også kræver at man er tryg i sig selv. Det er en balance vi må øve os i hele livet. Samspillet mellem os selv og de andre. Det er det vigtigste og det er det sværeste.

Det er ofte i forhold til dem vi er allertættest på, allermest afhængige af, at vi også oplever det allersværest. Vi kommer så let til at svigte og såre dem vi holder af. Igen og igen må vi håbe på de andres tålmodighed og tilgivelse. Ligesom vi må øve os i at møde vores livs mennesker med rummelighed og forsoning. Det er at være iklædt Kristus. Det er Guds kærlighed og nåde der arbejder i os og i vores fællesskaber.

Må Gud hjælpe os med, som Pave Frans siger ikke at være låst fast i små ting og smålige regler – men være båret af det allervigtigste: budskabet om af Jesus Kristus har frelst dig. Det er forsoningens brændstof. Det er livet der heles og kærligheden der fornyes.

Der findes en lille historie om en blyant. Blyantproducenten holdt altid en lille tale for hver kasse blyanter han sendte ud i verden. Han sagde: der er fem ting, du har brug for at vide; For det første du vil kunne gøre storslåede ting, hvis du lader en anden holde dig i hånden. For det andet sommetider vil det gøre ondt, når du skal formes, men det er nødvendigt for at blive en bedre blyant. For det tredje. Du vil begå fejltagelser, men de vil kunne rettes til hvis du er villig til at vende dig om. For det fjerde. Det vigtigste vil altid være inden i dig. Og for det femte. Hold aldrig op med at skrive. Hvor du end ender, og hvilken overflade du end møder, så hold aldrig op med at sætte aftryk. Det er din opgave.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *