Hvorfor går vi i kirke?

11. søndag eft. trinitatis. Tekst: Luk 18,9-14

Hvorfor går vi i kirke? Hvorfor sidder vi her i dag – en søndag formiddag, hvor vi også kunne have valgt at sidde længe over morgenkaffen og dagens avis, ordnet have eller gået en tur i skoven?
Heldigvis bliver vi ikke bedt om at svare på det spørgsmål når vi kommer i kirke, for det har vi lov til at holde for os selv. Der kan være mange grunde til at vi går i kirke, og hvis DR lavede en eller anden anonym rundspørge, ville der sikkert ikke tegne sig noget entydigt billede. Heldigvis. Måske.

Hvorfor går jeg i kirke? Måske har du aldrig – eller sjældent – stillet dig selv det spørgsmål. Måske er det bare noget der hører med til dit liv, som en selvfølgelighed eller en vane du har tillagt dig. Måske giver det dig en tiltrængt rum for fordybelse og ånd, midt i en fortravlet hverdag. Måske holder du af at sidde sammen med andre i kirken og synge salmer og lytte til ordene. Måske kommer du, fordi du holder af at mødes med nogen af de andre der kommer her. Måske håber du at få noget inspiration til dit liv, eller måske kommer du for at gå til nadver og modtage Herrens velsignelse. Måske har du brug for at blive mindet om at dine synders forladelse, og Guds kærlighed. Måske føler du en pligt til at komme, eller måske har du bare lyst. Måske er det en blanding af det hele, eller lidt forskelligt alt efter humør og dagsform. Sådan er det i hvert fald for mig.

Hvorfor går jeg i kirke? Det spørgsmål stiller jeg paradoksalt nok af og til mig selv – eller måske nærmere: Ville jeg også komme i kirke, hvis jeg nu ikke var præst?

Jeg har faktisk ikke altid været lige trofast til at komme i kirke. Da jeg var yngre var jeg ikke så god til det. Ikke fordi jeg ikke troede på Gud, men fordi jeg faktisk synes det var ret kedeligt – salmerne lange, prædikenen lang – jeg var for rastløs, eller jeg havde ikke blik for værdien i gudstjenestens rytme og ro. Da jeg var yngre kom jeg nok mest i kirke, hvis jeg havde nogen at følges med. Og det er okay, der er ikke nogen dårlige grunde til at gå i kirke – men hvis jeg blev spurgt i dag, så ville jeg nærmere svare, at jeg går i kirke, fordi det er nødvendigt for mig. Nødvendigt for mig, for at blive holdt fast på en ydmyghed i forhold til livet og livets Gud. Gudstjenesten er et rum, hvor vi bliver mindet om at vi er mennesker, og at vi som mennesker har Gud, som vores livsgrundlag. Vi bliver mindet om at vi er helt afhængige af vores relation til Gud og vores relation til andre mennesker.

Vi går i fitnesscenter for at styrketræne vores benmuskler og disciplinere vores krop. At gå i kirke, er styrketræning af vores ydmyghedsmuskel og disciplinering af vores taknemmelighed.

Hvorfor går vi i kirke? Søren Ulrik Thomsen blev engang spurgt om noget lignende af Berlingske Tidende og svarede sådan her:

”For mig er kirken et sted for personlig afvikling modsat udvikling. Man er jo i vore dage frygtelig optaget af coaches, livsstilsbøger og alle mulige former for terapi. Men for mig er gudstjenesten en måde at slippe ud af selvoptagetheden på. Ud af besættelsen af hvem jeg er som personligt individ. I kirken er jeg et menneske, simpelthen. På kirkebænken er vi jo alle lige over for Gud. Her har alle samme vilkår: Vi har alle fået livet som en gave, vi er fulde af fejl, og vi skal dø.”

Der ligger en ydmyghed i erkendelsen af at vi som mennesker er dybt afhængige af både Gud og hinanden, og at vi aldrig kan fravriste os den afhængighed. Over for Gud er vi alle lige – og lige meget værd – og den erkendelse må vi mindes om igen og igen.

Det paradoksale ved at tale om ydmyghed er, at, i det øjeblik vi proklamerer os selv som et ydmygt menneske, så bliver det med det samme til selvfedme og selvretfærdighed. At sige: ”Jeg er et ydmygt menneske” – er nonsens – ja, komisk.

Som farisæeren i dagens tekst der proklamerer al sin ydmyghed og alle sine gode gerninger og som derfor fremstår som en karikatur på en hykler. Vi kender det godt – også fra os selv – når vi føler behov for at fremhæve os selv på bekostning af andre og nævne alt det gode vi har gjort. Det er frygtelig irriterende for andre at høre på – og også et udtryk for at vi har mistet fokus, og er ikke er optaget af andre end os selv.

Tolderen er på en måde også en karikatur på ydmyghed. Han står med sænket blik og slår sig for brystet. Det er næsten for meget. Ydmyghed. Egentlig også lidt irriterende.

Farisæeren taler med sig selv og for at andre skal høre ham og se ham. Tolderen taler med Gud fra hjertet. Det er den største forskel på de to. Fortællingen for enkel. For karikeret. Og mon ikke sandheden er, at vi alle sammen har både farisæeren og tolderen i os?

For ydmyghed er en dyd, ikke en egenskab, som vi besidder hele tiden. Ydmyghed viser sig ligesom godhed, tålmodighed og gavmildhed i situationer der opstår imellem os. Vi kan være ydmyge i en situation og det stik modsatte i en anden. Der er en flygtighed over ydmyghed, og den kommer oftest til udtryk, når vi i øjeblikket er optaget af noget andet eller en anden, end os selv.

  • En af vores nærmeste der har brug for os
  • En sag vi er engageret i
  • Stor glæde eller stor sorg
  • Et guddommeligt smukt bjerg eller en udsigt der tager pusten fra os
  • Oplevelser der slår benene væk under os
  • En samtale, hvor vi mærker den anden
  • Når vi oplever os båret

Selvforglemmelse har med ydmyghed at gøre. Ikke selvudslettelse, men selvforglemmelse. Og selvforglemmelse opnår vi i flygtige øjeblikke. I en selvforglemmelse, som kommer af, at jeg er optaget at noget uden for mig selv – noget andet end mig selv. Det er på en måde også det der ligger i ordet ek-sistere – at træde ud over, nemlig ud over mig selv, hen mod noget andet eller en anden end mig.

Der ligger en selvforglemmelse i relationen til både Gud og andre mennesker. Og i de – ofte helt ubevidste – øjeblikke, hvor jeg virkelig glemmer mig selv, fordi jeg er optaget af en anden eller noget andet end mig selv – der er jeg underligt nok, måske mest mig selv. Ydmyghed og selvforglemmelse giver os jordforbindelse i vores eget liv.

”Ydmygheden lader sig ikke irritere og irriterer heller ikke nogen”, sådan skulle én af ørkenfædrene som levede i det fjerde århundrede, have sagt. Ydmygheden lader sig ikke irritere og irriterer heller ikke nogen!

Og det er interessant set – og sagt – synes jeg, for det er jo rigtigt, at ydmyghed har det med at blive forgiftet eller forvansket af hykleri – så det bliver forfærdeligt irriterende og selvhævdende. Hvordan undgår vi det? Det er enkelt – og samtidigt afsindigt svært: Vi skal modtage Guds rige som et barn – med den ydmyghed der ligger i at ville nøjes med at være mennesker over for Gud og sammen med andre mennesker.

Og det kan vi øve os i bla. ved at gå i kirke.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *