Hvem er du?

4. søndag i advent

”Hvem er du?” sådan bliver Johannes Døberen spurgt. ”Hvem er du?” er egentlig et godt spørgsmål – som kan åbne op for en god og åben dialog, hvis den der stiller spørgsmålet er nysgerrig og åben efter at lære den anden at kende. Så er det et udtryk for at man tager den anden alvorligt: ”Hvem er du?” Her er det nok ikke stillet sådan. Der er ingen tvivl om at spørgsmålet nærmere er udtryk for en mistænkeliggørelse – ala ”Hvem tror du lige du er?” eller. ”Hvem er du egentlig?” Under alle omstændigheder, man fornemmer at der er alvor bag spørgsmålet fra præsterne og levitterne. Man vil finde ud af hvem det er man står overfor. Det er egentligt forståeligt nok. For Johannes Døberen er ikke som folk er flest. Han står der ved Jordanfloden og råber op. Han lever af næsten ingenting – græshopper og vild honning, og er ikke klædt i andet end kameluld. Han samler mange folk omkring sig – måske man ligefrem opfatter ham som en trussel, både politisk og religiøst. Han har mange tilhængere.  Folk kommer til ham i hobetal forstår man, for at blive døbt. ”Hvem er du?” spørger de – ja, tre gange bliver han spurgt hvem han er. Men Johannes svarer på hvem han IKKE er. Jeg er ikke Kristus, jeg er ikke Elias, jeg er ikke profeten , siger han. Det eneste han siger om sig selv er, at han er en som råber i ørkenen: Jævn Herrens vej – og at han går foran ham, hvis skorem han ikke er værdig til at løse.  Det er ikke noget enkelt svar han giver de præster og levitter der er sendt afsted for at blive klogere op ham. Johannes døber siger ikke: Jeg er direktør for en mellemstor virksomhed, eller jeg er folkeskolelærer – eller jeg er leder af en større gruppe religiøse mennesker der holder til her omkring jordanfloden.  Han fortæller ikke hvad han kan eller hvad han laver. Nej, han vender spørgsmålet om. Til et spørgsmål om identitet. Hans rolle/hans person er ikke noget i sig selv – men kun i forholdet til ham, som kommer efter, i forholdet til Jesus Kristus. Han er til, i kraft af Kristus. I forholdet til ham.

”Hvem er du?” ”Ja, jeg er en der fortæller jer at Jesus er den største”, siger Johannes.

”Hvem er du?” Det er et godt spørgsmål, hvis den der spørger faktisk er interesseret nysgerrig efter at høre svaret. Det kan være skønt at få det spørgsmål af en bordherre til en fest. Så kan man rigtigt få lov til at udfolde sig. Nogle gange kan man opleve det, at man næsten kan blive overrasket over det man selv fortæller, fordi det måske er første gang man siger det højt. Dens andens spørgsmål, øjne og øre har åbnet nogle rum hos én, som tit bare er lukkede.

”Hvem er du?” Stillet som et interesseret og opmærksomt spørgsmål giver det vores medmennesker mulighed for at åbne op og faktisk fortælle, hvad der betyder noget for dem. Det gælder mødet med ethvert menneske. Hvis man stiller åbne spørgsmål om den andens identitet, eksistens og tro, bliver man måske også lidt klarere på, hvem man selv er. Hvad er vi fælles om, og hvor er forskellen på vores tro? Hvordan forholder vi os til hinanden på trods af de forskelle, der er mellem os? Og det gælder også i mødet med mennesker af en helt anden tro eller uden tro. Hvem er du, og hvad betyder noget for dig? Nu skal du høre, hvad der betyder noget for mig. Sådan opbygges en nysgerrig dialog.

Den franske filosof Descartes, som levede i 1600-tallet, er blevet kendt for at have sagt: “Jeg tænker, altså er jeg”, men i virkeligheden formulerede han sig ikke på den måde. Descartes sagde nemlig kun: “Jeg tænker, jeg er til”. På den måde ville han vise, at det at tænke og at være til er to sider af samme sag. Selvom Descartes tvivlede på meget, var han sikker på, at han selv var til.

”Jeg tænker altså er jeg”. Det er et meget minimalistisk svar på spørgsmålet. Meget basalt. Jeg tænker, altså er jeg til! Hvad ville Johannes Døberen have svaret til den konklusion? “Sludder og vrøvl!” ville han have sagt. ”Vis mig dine venner, så skal jeg sige dig hvem du er”. For det er ikke i egenskab af os selv alene med vores tanker, at vi er til. Det er i forholdet til den anden, til vores medmennesker og til Ham, der kommer efter.  Vi er ikke noget i os selv, men kun i kraft af den anden – af Kristus.

Hvem er du? Det er et spørgsmål, vi mennesker altid har tænkt over. Vi har spurgt hinanden og spurgt os selv. Over templets indgang i Delfi stod der: Kend dig selv. Et krav til os mennesker, der uundgåeligt får os til at spørge os selv: Hvem er du? Og det er vigtigt at kende sig selv, for at kunne være sig selv. Det er vigtigt at kende sine grænser og sine værdier – men måske er vi moderne mennesker blevet lidt for optagede af at kende os selv? Eller måske leder vi det forkerte sted: nemlig i os selv. Vi leder i navlen, vi lytter til vores egen mavefornemmelse – vi ser ind ad for at finde os selv – og finde ud af hvem vi er. Kristendommens grundpåstand er, at det er ikke ved at se ind ad, at vi lære os selv at kende. Det er ved at se ud ad og op ad. Det er i forholdet til andre mennesker og i forholdet til Gud. Det ser ud til at Johannes Døberen om nogen havde sans for netop det. At han kendte den sandhed om livet, at han måtte give plads til Kristus / til Gud, for at være til som sig selv.  På den måde kan han være et forbillede for os, som nogen gange kommer til at puste os op, så vi næsten ikke kan holde til det: at vi må øve os i at gøre plads til Gud, så han kan sætte sig igennem i os.   Hvem er du? Du er elsket – ikke for hvad du er, men for at du er. Du behøver ikke at gøre dig til mere end det. Du kan med Johannes sige alt det du ikke er, og alligevel er du alt rigeligt. Det er 4. søndag i advent. Det er forventningens tid, og tiden er snart inde. Gud sender sin Søn til os, selvom vi end ikke er værdige til at løse hans skorem, som Johannes så ydmygt siger. Han viser os, at vi er alt værd.

Det må fylde os med frimodighed til at stå ved os selv. ”Glæd jer altid i Herren, jeg siger jer atter: Glæd jer”. Det er den frimodighed og glæde vi må give plads til, og er forpligtet på at indgyde hinanden. Ikke som en flok lallende glade jubeloptimster, men som den glæde der sætter sig som livsmod i hjertet. Jesus kom ikke som en stor konge, men som et ydmygt menneske, der gik folk i møde. Han inviterede ikke bare de fromme ind i sin kreds, men dem på samfundets kant, dem uden status. Han kommer ikke for at ville klæde os af med et mistænksomt ”Hvem tror du egentlig du er?”  Nej, han kommer os i møde med glæde og livsmod  – og med nysgerrighed og åbne arme, spørger han os: ”Hvem er du?”  (inspireret af klumme på kristendom.dk af Mads Christoffersen)

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvem er du?

  1. Herman Sørensen skriver:

    Denne her er i særklasse. Virkelig godt komponeret og skrevet, dybde og alvor. Åndelig drøvtygger føde når der er bedst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *