Hvad hjertet er fuldt af…

12. søn. eft. trin /tekst: Mat. 12,31-42

Da vores ældste søn som 4årig skulle begynde i en ny børnehave fik vi udleveret en introduktionsmappe, og som de grundige førstegangsforældre vi var, satte vi os ned og læste den fra ende til anden.

Det var et digert værk med en masse praktiske oplysninger og diverse politikker om sukkerindtag, fødselsdagsfejringer, madpakkeindhold og samvær. Sidst i mappen var der en liste over ”absolut forbudte ord”.  Og den var lang og ret så farverig. Der havde været afholdt et forældremøde, hvor man i fællesskab var blevet enige om, hvilke ord, som det var absolut forbudt at sige. Jeg ville gerne have været til møde. Forestiller mig en ret underholdende diskussion: Skal ”lorterøv” på listen? Hvor mange stemmer for? Og hvad med ”møgso” eller ”for Fanden”?

…og nu skal jeg nok stoppe med at komme med flere forslag. Tror I har fattet pointen. I hvert fald: De endte på en liste på ca. 30 grimme ord, som børnene absolut ikke måtte sige.

Vi er jo sådan nogle forældre, der gerne vil gøre som det forventes af os  – men vi vidste ærlig talt ikke hvad vi skulle stille op med den liste, andet end at grine af den. Skulle vi sætte os sammen med vores 4årige søn og gennemgå listen? Der var ret mange ord han ikke var bekendt med på daværende tidspunkt, men altså: Hvis han ikke kendte dem, kunne han jo ikke vide at de var absolut forbudte. Desuden findes der mange flere grimme ord, som ikke var på listen – hvad med dem?

Dilemma: Skulle vi lære ham de grimme ord fra listen, så han kunne vide hvad han ikke måtte sige? Eller: skulle vi forlade os på at lære ham at det har betydning, hvordan vi taler til hinanden – og selv forsøge at tale pænt til hinanden og til ham?

En liste over absolut forbudte ord, i en børnehave, er selvfølgelig både meningsløs og effektløs – og børnene skal såmænd nok også lære at omgås den og finde på ord, der er mindst lige så grimme – men som ikke står optegnet på listen. Og så er pædagogerne lige vidt. Listen er nonsens, men anliggendet vigtigt. For det er et udtryk for at de pædagoger er opmærksomme på at ord er magtfulde. At det betyder noget hvordan vi taler til – og om hinanden.

Og jeg har stor respekt for den anti-mobbekampagne der kører i øjeblikket. Det er blevet så meget mere gratis at kalde hinanden alt muligt ækelt på de sociale medier, hvor man i høj grad kan slippe for at stå frem og stå ansigt til ansigt. Det er som om at de fleste netavisers kommentarspor er blevet en slags skraldespand for alt muligt møg – og der er ingen grænser for hvor modbydelige de kommentarer kan være. Vi skal hjælpe vores børn til at forstå, at sprog har betydning – at ord kan slå hårdere end hænder. Ord kan være ødelæggende og dræbende, og ligesom klistre fast til vores hukommelse resten af livet – så noget der er sagt som en løgn, kan gå hen og blive sandhed. Ord har en enorm magt.

Det vidste Jacob også. Jacobsbrevet som jeg læste før fra alteret, taler om tungens magt. Han bruger billede at hesten – at vi kommer bidsel i hestens mund for at styre den. Vi ved at det er sandt. At tungen har magt. Og også hvor svært det kan være engang i mellem at holde tand for tunge. Nogen gange kunne vi bide tungen af os selv, når vi har sagt noget dumt eller såret et andet menneske.

Det sker. Også selvom vi ved at det må vi ikke. Ville det have hjulpet med et konkret forbud? Alá du må ikke kalde din næste en idiot! – nej, det ville det ikke. Konkrete forbud at det med at avle kreative omgåelser – så vi havde nok fundet ud af at kalde vores næste noget andet grimt, for at omgås forbudet. Ligesom med listen over absolutte forbudte ord. Konkrete forbud er sjældent forvandlende og livgivende. Samme regel som på børnehave niveau gælder såmænd også politisk og i resten af samfundet. Begrænsning af ytringsfriheden er ikke vejen frem.  Respekt og rummelig medmenneskelighed fremelskes ikke af forbud, men af at arbejde på at vores hjerter er fyldt af noget andet end had og egoisme. Og had kan kun elskes væk. Der er ikke andre måder at få det til at forsvinde.

”Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med”, siger Jesus  og  siger dermed også at vi kan lave nok så mange forbud og lister og regler om hvad vi må og ikke må, men virkeligt liv kommer ud af hjertet. Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med.

Det der er i vores hjerte flyder ud af alle sprækker og åbninger i vores liv. Det kan ikke være anderledes. Vi har ikke andet at give end det der er i vores hjerte. Vi har ikke andre ord, end dem vi har i vores hjerte. Vi har ikke andre reelle muligheder end dem der tager afsæt i vores hjerte.

Og hjertet forbinder på forunderlig vis de dybeste lag i det menneskelige – med det højeste, det himmelske, kunsten, sproget, kærligheden, ånden – Helligånden.

Først modtager vi kærligheden, dernæst skal den gives videre. Den er det som var før os. Ordet der var i begyndelsen, og ordet der er Gud. Det ord har vi fået del i, så vi både er i stand til at udtale det og gøre det. At benægte det, er synd mod Helligånden.  For det er, at benægte selve livets kilde. Når Jesus taler om synd mod Helligånden, så handler det om det. At synde er menneskeligt, men at blive i synden er djævelsk. Det djævelske er at ville sætte grænser for Guds tilgivelse. Ikke et eller andet utilgiveligt man har gjort – men det at ville sætte grænser for Guds tilgivelse og Helligåndens nyskabende og livgivende kraft. Forbud og regler er symptombehandlinger på noget der er gået galt – men virkelig forandring tager afsæt i hjertet. Det gode træ bærer gode frugter. Et hjerte fuld af ånd, glæde, barmhjertighed og kærlighed – flyder over med det. Det kan ikke andet.

Den der gør det gode, fordi det kræves, går fejl af kærligheden, for den kan ingen forlange. Kærlighed er som livet. Vi kan ikke skabe den, vi kan kun ødelægge den. Men når den er der, har vi ansvar for at bevare den. Gud er det ord, der var før os – og som skabte os til at elske hinanden. Det gode træ bærer god frugt. Den gode kilde giver frisk vand. Fra gode mennesker strømmer kærligheden spontant. Intet bud og ingen lov skiller os fra Guds kærlighed. Ethvert bud eller forbud ville gøre os bange, fordi vi måske ikke kan opfylde det.  Guds ord er ikke en lov der forsøger os at styre os med magt gennem regler og bud. Guds ord er det liv, der sætter sig igennem som det gode i menneskers hjerter. Martin Luther indså at Gud ikke vil herske over mennesket. Gud vil ikke lænke os med bud, ikke motivere s med angst. Gud vil forene sig med os og forandre os til et nyt liv i kærlighed. Luther taler om det i mystiske billeder: Sjælen er som en brud, Jesus er hendes brudgom. Han bejler til hende. Hun skal blot sige ja til hans kærlighed. Hendes ja-ord er troen, Kristus lever i den menneskelige sjæl, og sjælen lever i Kristus. De to forenes i kærlighed og bliver én ånd og ét legeme. Sjælen bringer uendelig stor skyld ind i ægteskabet, hendes brudgom ejer en endnu større skat. Mennesket overfører sin skyld til Kristus, Kristus sin retfærdighed på mennesket. Det er det ”glædelige bytte”: Mennesket bliver fri af skyld. Kristus har overtaget den. Et kristenmenneskes frihed kender ikke mere noget herredømme. Frihed bliver skænket som herredømmefri kærlighed. (Gert Theissens fortolkning af Luthers: Om et kristent menneskes frihed)

Vores tunge tæmmes ikke af forbud, men af kærlighed. Vi har frihed til at bruge ordene som vi vil. Vi kan sige det mest utrolige – og det mest uhyrlige. Vores ord kan være skabende og helende, men de kan også være ødelæggende og udhulende. Vi kan lyve og prale og smadre med vores ord – men vi kan også sige ord der er sande og opbyggende. For Guds skabte ved sit ord, og vi er skabt i hans billede, og går rundt med genlyden af skaberordet på vores tunge. Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. Vi må åbne vores hjerter for det gode, for sandhed, for det der udvider horisonten og hjerterummet, så vi kan flyde over og være talerør for Guds barmhjertighed og tilgivelse.

Luther taler om hjertet sådan her: det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud. Og spørgsmålet bliver så ikke så meget hvad vi gør eller ikke gør, hvad vi har gjort eller ikke har gjort – men hvad vores hjerte er egentlig af fyldt at, for det er ikke alene afgørende for os – det er også afgørende for vores forhold til hinanden. Så måske skulle vi spørge os selv – hvad er mit hjerte fyldt af? Hvad flyder min mund over med? Og hvordan kan mine ord være med til at bygge op, der hvor noget er revet ned? Hvordan kan jeg lade Guds ord og ånd, komme til udtryk?

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvad hjertet er fuldt af…

  1. Herman Sørensen skriver:

    Noget af det bedste jeg nogensinde har læst om “synd imod Helligånden” virkeligt godt forklaret og formuleret, god og stærk prædiken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *