Hvad gør livet værd at leve?

2. søn. eft. helligtrekonger

Johs. 4,5-26

Hvad er det der gør livet værd at leve? Langt de fleste dage har vi hverken tid eller overskud til at stille os selv det spørgsmål? For mange af os er dagen optaget af opgaver, ansvar og forpligtigelser. Men indimellem – når vi giver os selv tid og lov – dukker spørgsmålet op. Hvad er vigtigt i mit liv? Hvad gør ondt og hvad gør godt? Hvad gør livet værd at leve?

 

Det er jo ikke en selvfølge, at livet til enhver tid er værd at leve. Der kommer perioder, hvor tanken om selvmord – i hvert fald strejfer de fleste mennesker. Og ikke alle lader det jo desværre blive ved tanken. Selvmord er så brutalt – ikke mindst når helt unge tager livet af sig selv. Det er så brutalt og unødvendigt, så helt og aldeles meningsløst. Men når det alligevel sker, må det være, fordi der er noget, der er værre end at dø. Og hvad kan det være? Måske at tage ansvar for sit eget liv?

 

For der er situationer og øjeblikke, hvor vi ikke engang synes at vi har kræfter til at tage ansvar for vores eget liv. De krav der stilles til os, bliver umenneskeligt store, og mange af os er vokset op under så beskyttede forhold, at vi overhovedet ikke er egnede til at møde livets kastevinde. Vi er ikke egnede til at møde livet når det gør ondt.

 

Hvad gør livet værd at leve? Det er et vigtigt spørgsmål at stille sig selv. Det kan være med til at give vores liv retning og mening at svare på det spørgsmål

Vi bliver tæppebombet fra reklamer og livsstilsprogrammer med forslag til hvad der kan gøre livet værd at leve. Vi bliver fortalt fra alle sider, at det der gør livet værd at leve, er når vi lykkes og har succes. Det er en gammel sandhed at vi ikke kan købe os til et godt liv, men alligevel er det nemt at bilde sig selv ind, at livet bliver bedre med en ny bil, en webergrill, en I-phone eller en Arne Jakobsen stol. At det er det gør livet værd at leve, men det er én stor løgn. En løgn der forblænder os og gør os ulykkelige, fordi den bliver ved med at fylde os med tomhed. Fordi den aldrig slukker vores tørst efter noget andet og mere.

 

Den samaritanske kvinde med sine seks mænd er et billede på livstørsten. Frygten for tomheden, som vi under vores velfungerende overflader alle sammen kender noget til. En nagende uro og rastløshed. Hvem er jeg og hvad vil jeg med mit liv? Mange savner ligesom den samaritanske kvinde kontinuitet og sammenhæng i deres liv. Længes efter at have nogen at dele deres historie med, ikke blot for et par vellykkede weekender, men igennem et helt liv. Ønsker at finde en, der kan holde dem ud.

 

Hvad gør livet værd at leve? Et personligt spørgsmål, med mange forskellige svar – men jeg vil prøve at komme med fire bud på det her:

 

Det første er kærlighed. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg nævner det som det første. De fleste ville nok have svaret det samme, kærlighed gør livet værd at leve.

Men der er forhold der ligner kærlighed, som ikke er det. Kærligheden har en stedfortræder, som ligner kærligheden så meget at vi næsten altid tager fejl. ”Sympati”. Sympatien er de gode meningers holdeplads. Vi er meget sympatiske. Vi ved, hvad vi skal sige, vi ved, hvilket udtryk vi skal have i ansigtet, vi ved, hvordan vi skal møde andre mennesker, så vi får deres sympati. Og vi giver også dem sympati, men sympati er ikke kærlighed. Sympati er ikke nok.

 Næstekærlighed er en central del af kristendommen, men den sværeste kærlighed, som ikke er mindre central er Jesus krav om fjendekærlighed. Der står den ægte kærlighed sin prøve.

Kærligheden er navnet på Guds holdning til verden.

 

Forskellen på sympati og kærlighed illustreres tydeligt, når Jesus i Bibelen siger: ”vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.”. Sympatien er altid villig til at gå den første mil, men det er kun kærligheden der går den anden mil. Det er kærligheden – ikke sympatien – der gør livet værd at leve.

 

Hvad gør livet værd at leve? Det andet jeg vil nævne, er krav. Det at der stilles krav til mig, gør livet værd at leve. Jesus udfordrer kvinden ved brønden med et krav: Giv mig noget at drikke?, siger han og kræver at hun reflekterer over hvad hun tørster efter.

 

Uden krav og ansvar bliver mit liv ligegyldigt og vægtløst. Indimellem kan kravene fra omgivelserne synes for store. Man kan føle at der bliver hevet i én fra alle sider, men prøv og tænk, hvis der aldrig var nogen der hev i én. Prøv og tænk hvis der aldrig var nogen der havde brug for dig. Krav gør livet værd at leve. I Bibelen står der at vi skal tage vores kors op og følge ham, altså Jesus. Du og jeg skal bære vores kors. Og selvom korset indimellem er et voldsomt krav, så kommer Gud til os og løfter os og livet ind i nye landskaber.

 

Kærlighed og krav gør livet værd at leve. Det tredje bud på, hvad der gør livet værd at leve, er kriser. Nogen af jer er måske i en eller anden form for krise nu. Den første krise i et menneskes liv, er når vi bliver født! Fra en tryg og beskyttet tilværelse i mors liv, kommer vi ud i en ukendt og farlig verden, hvor intet er sikkert. Det er også en krise at gå fra at være barn til at være voksen. Igennem livet kommer vi til at opleve forskellige identitetskriser.

 

På kinesisk finder der et tegn for hvert ord og ikke for hvert bogstav. Det kinesiske tegn for krise består af to ord, som hver for sig betyder to forskellige ting. Men når de står sammen, betyder de krise. De to ord er ”fare” og ”ny mulighed”.  Tilsammen betyder de to ord ”Krise”. Fare og ny mulighed! Gennem krisen løftes vi videre ind i livet.

 Kvinden ved brønden oplever en krise, den dag hun møder Jesus ved brønden og får del i det levende vand. Hun og vi får et nyt livsgrundlag og et livsmål. Det er en krise som skaber liv og giver liv.

 

Sidst men ikke mindst, gør Kristus selv livet værd at leve. Kristus er mening og skaber mening. Og når vi skal tale om hvad det betyder, så kan vi kun gøre det i billeder – som Kristus selv bruger billeder: Den der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Kristus er en livgivende kilde til frelse og fornyelse.

 

Hvad gør livet værd at leve? Kærlighed, krav, kriser ,Kristus!

Hvad er det der kan fylde vores liv med mening? Hvad er der kan slukke tørsten i al evighed? Hvad er det der kan slukke vores livs tørst?

 Det levende vand af kærlighed og krav og kriser, Ja, Kristus.

 

I sproget findes der ikke et ord for det modsatte af at være tørstig. Man kan være mæt, og det ord kan dække tilfredsstillelse af stort set alle fysiske behov, undtagen behovet for vand. Det er behov er noget dybereliggende og åbenbart ordløst.

 

Eller er det fordi man ikke kan være i en tilstand af ”Ikke tørstig”? Er det fordi tørst egentlig aldrig kan stilles? Er det at være menneske, det samme som at være en tørster? En tørster der daglig må få fyldt på og hældt op?

 

Du er vel ikke større end vor fader Jakob? Siger kvinden kækt til Jesus. Underforstået, du har vel ikke andet at komme med end det, vi havde i forvejen? Og vi stiller også spørgsmålet, uanset om vi har en gloværdig fortid, spændende nutid og lovende fremtid – eller det er mislykkethed, savn og tomhed, vi har at stille op med. ”Du har vel ikke andet at komme med?”

Og det er det vi oplever i gudstjenesten og det vi hører i teksten i dag – er, at jo, det har han. Kristus har noget andet at komme med. Kristus har noget mere at komme med.

 

 At gå til gudstjeneste er at få rakt ord og sakramenter til liv, at blive ”tanket op” både på sjæl og legeme og at blive skænket ny Kærlighed, nye krav, nye kriser med den mulighed det giver os, for et nyt i Kristus. Med andre ord. Vi bliver skænket vores synders forladelse. Det levende vand er vand der forvandler.

 

En af de kristne kirkefædre, Augustin, har engang sagt: “Du har skabt os til dig, Herre, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.”

Sådan har alle mennesker en længsel efter at finde en mening med livet. Finde Gud. Inderst inde ved vi godt, at det ikke er samtalekøkkener og lækkert design der giver vores liv indhold. Det kærligheden, kravene, kriserne og Kristus. Det bedste og vigtigste for et menneske er at have fred med Gud. Det er troens hemmelighed. Ikke tro på hvad som helst, men tro på Jesus


Det levende vand. En kilde, som vælder med vand til evigt liv. En kilde er ikke stillestående. Den springer, og den bliver til et større vandløb. Eller sagt anderledes: Det liv Jesus giver, er ikke til eget, privat brug.

 

Kvinden Jesus har åbenbaret sig for går tilbage til sin landsby for at vidne om ham: Jeg har mødt Messias, råber hun ud fra tage. Åbenbaringen er for den enkelte. Troen er en personlig sag. Men aldrig en privat sag. Den skal ud i det offentlige rumJ

 

Samtidigt siger Jesus, at Gud ikke skal tilbedes et bestemt sted, men i ånd og sandhed. Hvorfor er det så lige, vi ikke lige så godt kan blive hjemme og holde vores egen private gudstjeneste for os selv? Det er fordi kristne er noget vi er sammen. Kilden bliver til dovent, råddent vand, hvis den lukkes inde. Kirkerummet er rammen, men det er os, som er kirkens levende stene. Det er os der skaber gudstjeneste sammen. Og gudstjenesten er et rum for forvandling  –  troens forvandling af os  – ligesom en kvinde ved en brønd blev en helt anden, fordi hun pludselig befandt sig i troens samtale med Kristus.  Hun smagte det levende vand og hendes liv blev værd at leve.

Hvad er det der gør livet værd at leve for dig?

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *