Håbet som forstørrelsesglas

10. søndag efter Trinitatis, tekst: Matt. 11,16-24

Hvis vi der er her i dag, hver især skulle beskrive vores billede af Kristus, ville der sikkert komme mange forskellige nuancer frem. Kristus har så mange forskellige sider at han er svær at rumme i et enkelt billede.

Et billede der står stærkt for mig, er billedet af Kristus der kommer os i møde med åbne arme, sådan som Bertel Thorvaldsen har gengivet ham i den store marmorstatue i Københavns Domkirke.

Men det er ikke det billede vi får af Jesus i dagens tekst. Her virker han træt og opgivende. Det er som om, han har fået nok! Han skælder sine tilhørere ud. Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Ja, hvad skal jeg sammenligne jer med? – for vi kan vist roligt lade hans ord også omfatte os også. Slægten er menneskeslægten – det er menneskeheden – os mennesker generelt, han henvender sig til.

Er der da overhovedet ikke noget der bider på jer? Er der da overhovedet ikke noget der bevæger jer?, siger han.

Han sammenligner os med børn, der er fuldstændigt uden for pædagogisk rækkevidde. ”Så var det meningen I skulle danse, men det gad I ikke. Så have det været passende at I var kede af det, men det blev I ikke. Johannes Døber brød I jer ikke om – han var for kedelig, for streng og alt for moralsk. Og mig, siger Jesus, brød I jer heller ikke om – jeg var for farverig, for slap og alt for rummelig…”

Og alle Jesu undere havde kun kort effekt på folk i Korazin, Betsajda og Kapernaum – ja, han kan gøre vand til vin, og få blinde til at se – imponerende, men ikke noget der for alvor fik dem til at ændre perspektiv på tilværelsen alligevel… sådan har mennesker altid reageret, og det er derfor Jesus skælder ud.

Jesus skælder ud over, at de har slået sig til tåls med livet sådan som det er. De har affundet sig med forholdene og mistet troen på at det kan være anderledes. Mistet forestillingen om at livet indeholder mere end det vi kan måle og veje, og se med det blotte øje. De har ikke noget håb for fremtiden – men har besluttet sig for et liv uden noget større perspektiv. Vi kender godt den holdning i dag også. Ved jorden at blive det tjener os bedst, klap nu lige hesten og spis brød til, hellere én fugl i hånden end 10 på taget, siger vi til hinanden. Snusfornuften har også taget i os.

Dybest set er det et udtryk for at vi ikke har noget håb for fremtiden. Vi tror ikke rigtig på at tingene kan blive bedre og verdens større. Dybest set er det en kritik af, at vi mennesker ofte forfalder til at gøre livet småt og indskrænket, i stedet for at se det gennem Guds forstørrelsesglas.

Vi slår os til tåls. Vi er godt tilfredse. Og vi tør ikke rigtigt lade håbet få plads. Sådan har mennesker haft det til alle tider:

– I det gamle testamente kan man læse om hvordan mange af isralitterne da de vandrede i ørken, blev så trætte af det at de mistede troen på, det de havde håbet på da de begyndte – ”skulle vi ikke bare været blevet i Ægypten, der fik vi da i det mindste mad hver dag…” begyndte de at sige til hinanden…

– og sådan kan man også opleve folk i flere af de tidligere kommunistiske lande – det var godt nok skidt dengang, men vi vidste da i det mindste hvad vi havde og ikke havde…

– og sådan siger vi også, når vi står over for udfordringer vi ikke umiddelbart kan overskue, så mister vi håbet og det større perspektiv – fx også i forhold til de besværligheder vi støder på, når vi skal have flere kulturer religioner til at leve side om side i DK – så tænker vi måske, kan det ikke bare være ligesom i de gode gamle dage, hvor alle kunne lide leverpostej – og oliven og humus, var noget man kun spiste når man var på ferie meget langt væk.

Det er håbet der giver vores liv med hinanden perspektiv. Mister vi det, kan det komme til at ligne en form for konservatisme eller stillestående holdning. Det kan komme til at se ud som om vi er bange for forandringer i almindelighed.

Forandring fryder, siger vi. og det, er jo ikke altid sandt. Forandring kan også være til det værre. Forandring fryder ikke nødvendigvis, men håbet indeholder altid en forandring til det bedre– eller måske nærmere en forstørrelse eller forvandling.

Jesus retter en skarp kritik mod os i dag, og det er da egentligt lidt surt at stå op til, sådan en sommer søndag morgen. Det ville da have været mere behageligt at blive klappet lidt på ryggen og strøget med hårene…

Interessant er det at kritikken ikke er rettet mod dig eller mig. Kritikken er ikke rettet mod os som enkelt personer. Den er rettet mod slægten – altså mod os mennesker generelt. Den er rettet mod byer, som Korazin, Betsajda og Kapernaum. Den er altså rettet mod samfund, mod byer, mod fællesskaber. Fællesskaber af mennesker der faktisk har mulighed og kræfter til at ændre på forholdene.

By hedder på græsk ”polis” – og det er herfra vi har ordet politik.

Som enkelt person kan man godt have en holdning til et forbedret miljø, fred i verden og respekt for den enkelte. Men det er meget begrænset hvad man kan gøre ved det alene, men i fællesskabet – som politisk enhed, kan man gøre noget.

Det er vores tilskuer-holdning til livet, Jesus går i rette med. Ja, hvem kan sige sig fri for tilbøjelighed til at betragte livet som en slags teater, hvor det gælder om at få den bedste plads –
men helst kun som tilskuer. Omtrent samme måde betragter vi
den daglige strøm af nyheder fra nær og fjern.

Kun sjældent berører det os i vort inderste, når verdens elendighed præsenteres lige ind i hovedet eller øret på os. Det kommer os ikke rigtigt ved, for hvis det gjorde, ville vi springe op af sofaen og gøre noget ved det.

Vi ville gribe til handling, hvis alt det, vi konfronteres med hver dag, virkelig berørte os. Det er denne tilskuer-holdning til livet,
Jesus nu stiller til skue – dét at tage livet som et teater, hvor vi forsøger at finde de bedste pladser, hvor vi helst nøjes med at være tilskuere.

Den tanke ligger os fjernt, som med Søren Kierkegaards udtryk handler om at være sit eget livs ansvarshavende redaktør.
Det er mere interessant at kunne vælge og vrage mellem de forskellige tilbud på livets store scene. På denne måde bliver livet sjældent rigtig festligt, og egentlig kun rigtig sørgeligt,
når stor modgang bryder ind over vores hverdag.

Nej, vi skal i stedet være helt og fuldt til stede i stedet for at gemme os bag en distance. Vi tror, vi kan gå vores vej, eller liste væk, når skuespillet ikke længere passer os. Jesus siger her sandheden i uindpakket form.

Når vi står sammen i fællesskab, så har vi faktisk mulighed for at stræbe efter at gøre det gode for hinanden. Så har vi faktisk kræfterne til at ændre på forholdene, så der sker en forandring til det bedre. Vi skal ikke give op på forhånd.

Jesus skælder dem ud over ikke at se længere end til sig selv. Han skælder ud over manglende håb om et nyt liv, et større perspektiv, en ny verdensorden, manglende tro på en ny himmel og en ny jord.

Jesus afviste altid smålighed, og begrænsende perspektiver på tilværelsen. Fx da de kommer og spørger Jesus om man må plukke aks på en sabbat eller ej. Så går han slet ikke ind på tankegangen. Han siger ikke: Ja, man må plukke så mange man kan blive mæt af dem. Nej, han stiller dem et nyt spørgsmål der forstørrer deres livs perspektiv. Han spørger: er mennesket til for sabbattens skyld, eller sabbatten for menneskets skyld?

Himlen er ikke bange for forandring, sådan skriver Niels Barfoed i bogen ”Forandring fryder – fryd forandrer”:

Himlen er ikke bange for forandring, og han fortsætter:
det er kun os der tror vi dør
fordi det bliver nat en gang imellem
og fordi vi mister os selv i sneen
der skjuler os for hinanden
eller fordi solen en hel hvid uge
er et punkt i hjernen vi ikke kan se
men som gør alt andet frysende synligt.
Det er kun os der frygter de lave skyer
som truer derude så trygt
bag de yderste skibe
Her havde jeg tænkt mig at gentage:
Himlen er ikke bange for forandring
men lod være for forandringens skyld

Såvidt Niels Barfoed. Himlen er ikke bange, fordi håbet sætter én fri fra frygten. Håbet sætter én fri af hverdagens smålighed, og bekymringer. Håbet giver frihed til være tilstede og leve med åbne øjne og udstrakte arme.

Jesus fantastiske budskab om Guds Rige, om et herredømme hvor kærligheden udleves fuldt ud, vil altid være i modsætning til vores ønske om at fastholde og bevare vores eget.

Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses! – sådan står der i Hebræerbrevet.

Tro er tillid. Tillid til hvad? Tillid til det der håbes på? Hvad er det der håbes på? Det er, at det er sandt at Gud elsker os så meget, at han gav os Jesus, og at vi, fordi han vandt over døden, får nyt liv. Et nyt liv der allerede er begyndt, og som vi også må tro på en dag slår helt og fuldt igennem i et kærlighedens rige. Det kan ikke ses. Det kan kun tros. Og tro er altså overbevisning om at det er sandt.

Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses!

Vi får ingen sikkerhed, ingen garantier. Ingen forsikringer og ingen beviser. Kunne man bevise at det var sandt, var det ikke længere et håb. Kunne vi se det med vores egne øjne, så var det ikke længere nødvendigt at tro. At tro på Gud er at have tillid til at han giver os noget at håbe på. Og vores tro, vores handlinger nu, bestemmes af det håb vi har,

Kirken er et forstørrelsesglas, der skal vise os virkeligheden i et håbsperspektiv. Den skal ikke lægge slør over virkeligheden
eller skræmme mennesker med dommedagsprofetier
eller andre skrækscenarier. Kirken skal fortælle os evangeliets glædelig budskab, der går ud på at give dig og mig tid og overskud til at gøre noget ved det, når nu samme evangelium siger, at vi ikke gør det godt nok, men at Gud vil have med os at gøre, som dem, vi er, så vi går ud og handler efter dette gode budskab ved at gøre verden blot en lille smule bedre. Så vi folder håbet ud i verden og for hinanden i troen på at Gud er for os og med os, nu og alle dage.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *