Guds ånd ér bare

Pinsedag

”Jeg må sætte min lid til Helligånden” – sådan siger vi nogle gange hvis vi ikke har tid til at forberede os, eller vi bare ikke aner hvad vi skal sige eller gøre. Lidt som en vittighed måske. Men der er kirkelige traditioner hvor det er almindeligt at præsten møder op søndag morgen, uden at forberede sig, men sætter sin lid til at Helligånden lægger ordene i munden på ham. Jeg overvejede det i forhold til i dag – hvis man ikke skulle kunne sætte sin lid til, at Helligånden vil lægge ord i munden på præsten Pinsedag, hvornår så? Men jeg turde alligevel ikke. Jeg turde ikke helt lade være med at forberede min prædiken til i dag. Egentlig ikke fordi jeg tvivler på at Gud har noget at sige til os i dag. Heller ikke, fordi det ikke kunne hænde at være blevet en bedre prædiken, hvis jeg bare havde ladet mig gribe af situationen og sagt hvad der faldt mig ind her til morgen. Men det kunne også hænde at være blevet noget værre sludder – usammenhængende og forvrøvlet. Det gør det selvfølgelig også nogen gange, selvom jeg forbereder mig – men alligevel. Jeg bilder mig ind, at det også indimellem er opbyggende. Og nu kommer jeg til min pointe. At Gud er til stede i sin Ånd, i Helligånden – betyder ikke at vi bare kan læne os tilbage og lade Gud gøre sit. Vi skal ikke slå hjernen eller fornuften fra. Det er faktisk meningen vi skal bruge den. Vi er skabt sådan. Det er vores forbistrede og fornemme opgave at gøre os umage med at være gode mennesker og ansvarsfulde i det der er vores opgaver – men Pinse betyder at Gud puster liv i det vi er og gør. Så hvis jeg holder en prædiken der taler til hjertet, så er det Guds ånd – den Helligeånd, der er kommet i mellem os, og puster liv i menneskeord og hjerter.

”Ikke for noget, men du har altså lidt dårlig ånde!” Det hader jeg bare at få at vide. Også selvom det er sagt i største diskretion, og af et menneske jeg egentlig ikke behøver at gøre mig til over for. Dårlig ånde. Det er på en måde så nedværdigende. Og også isolerende. For hvad skal man gøre? Ja, hvis man er så heldig at være i nærheden af en tandbørste, så kan man gå i krig med den. Skrubbe til gummer og tunge bløder – men det er som om man ikke rigtig tør tro på at den væk. Den dårlige ånde. Resten af dagen holder man sig på tre skridts afstand af andre. Det er en slags Emma Gadsk uskreven regel, at man gør det. Holder sig på afstand. Og måske er det derfor det hedder ”dårlig ånde”. For er det ikke også sådan det er, når vi taler om at der hersker en dårlig ånd i en bestemt sammenhæng? Tre skridt fra livet. Afstand. Distance. Hvorimod vi det med samme mærker når vi træder ind i et rum med god ånd – her kan vi gå tæt på hinanden, her er nærhed og en vilje til rummelighed. Vi taler om at der kan være god eller dårlig ånd imellem os – eller måske kalder vi det kemi. God eller dårlig kemi. Nogen gange er den der bare. Den gode ånd. Den opstår imellem os og fylder rummet ud, så afstand bliver til nærhed, ligegyldighed til mening. Og det er ikke vores anstrengelser der fremprovokerer ånden og kærligheden imellem os. Det er Gud der er kommet imellem os. Det er hans ånd og nærvær, der får os til at se hinanden.

Inspiration og nye indsigter kommer altid til os udefra. Vi møder et menneske der siger det helt rigtige til os, på rette tid og sted. Et menneske der får os til at tænke. Et menneske der får os til at vokse. Et menneske der ser os, forstår os og rummer os. Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Selv bliver jeg ofte helt vildt inspireret af at være sammen med mennesker, der tænker meget anderledes end mig selv. Det kan føles som en kæmpe gave, at støde ind i de der anderledes tanker og ideer, der udvider ens horisont eller får én til at se med nye øjne, på noget der er kørt fast eller af sporet i ens liv. Og vi kunne være meget bedre til at opsøge og skabe de sammenhænge, hvor vi mødes på tværs af interesser og meninger, nationaliteter og religioner. Ikke bare for at lære hinanden at kende, men fordi der sker noget når vi mødes og lære hinanden at kende. Der opstår et rum, hvor vi kan inspirere hinanden og måske få nye indsigter, der gør livet større.  Inspiration er et andet ord, for at blive fyldt af ånd.  Som ilden der fordelte sig på disciplenes hoveder, og satte deres hjerter i brand. Som en kraft der fylder os med ny inspiration og mod, og får os til at brænde. Det er ånd. Det er ånden der kommer over os – tit helt uventet – men altid tændt af en anden.

”Det er længe siden”. Sådan en sms fik jeg den anden dag. ”Det er længe siden”. Ikke et ord mere. Og alligevel så mættet af betydning. Den var fra min veninde. Og jeg kender hende og hun kender mig, så vi ved begge to hvad der står mellem linjerne. Det er ikke bare en kold konstatering, som i ”Det er længe siden vi har set hinanden”. Nej, det der står, er, at det er for længe siden vi har været sammen, og talt sådan rigtig sammen. Og at hun savner mig. ”Det er længe siden”. Ikke et ord mere, men der stod så meget mere – der stod: kan du huske sidste gang vi var sammen. Den aften, hvor vi spiste sushi og røg smøger og grinede helt vildt meget. Få ord der rummer al den kærlighed og omsorg vi har for hinanden, og som, selvom jeg sad ved mit skrivebord i gang med noget helt andet, i et nu, gjorde at hun var der og fyldte rummet ud med ånd. Den ånd der er imellem os, når vi er sammen.

Helligånden og Pinse har ry for at være ret vanskelige at begribe. Og ikke uden grund. Det er svært at tale om det der er helt ukonkret, og samtidig fylder det hele. Hvis Guds ånd, var en varer i REMA 1000, så ville den fylder alle hylder – sådan er det også i vores liv. Det der er mest ukonkret – kærligheden eller længslen efter det gode og sande – det er det der fylder det hele, men også det der er vanskeligst at tale om.

Jeg tror vi skal holde op med at forestille os, at vi skal kunne begribe Helligånden. Ja, Gud. Det kan være interessant som intellektuel diskussion eller studie – men i virkeligheden kommer vi ikke Ånden nærmere ved at spekulere eller stræbe mod himlen. Guds Ånd ér bare. Nogen gange kan det næsten opleves helt fysisk. Som når vi er sammen med mennesker der holder af os – eller når vi får fornyede kræfter – eller et andet blik på det der var gået af led.

Guds Ånd ér bare – lige her midt imellem os – måske er det bare det vi skal forstå? At Ånden er i os, imellem os som sprog og kærtegn, som håb og tro, som kærlighed og sandhed.

To munke sad engang og læste sammen i en gammel bog, hvor visdommen og sandheden stod skrevet. De læste ordene: Ved verdens ende skal der være et sted, hvor Himmel og jord mødes, og hvor den store lykke er at finde. De to munke besluttede, at de ville søge dette sted og ikke vende om, før de havde fundet det. Således vandrede de to gennem verden, bestod utallige farer, led alle de afsavn, som en vandring gennem hele verden fordrer; og alle de fristelser, som kan lede et menneske bort fra dets mål, afviste de.En dør skal der være dér, sådan havde de læst. Man skulle bare banke på, så var man hos Gud. Til sidst fandt de da også, hvad de søgte. De bankede på døren. Med bævende hjerte så de døren gå op. Og da de trådte ind og løftede deres øjne, befandt hver af dem sig i sin egen klostercelle. Da forstod de: Det sted, hvor Himmel og jord mødes, hvor den store lykke er at finde, ja hvor Gud kan mødes, er ikke ved verdens ende, men her på denne jord, på det sted, hvor Gud har sat os.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *