Gud snyder på vægten

4. søndag eft. trin.

I Radiserne spørger Nuser engang Trine, hvorfor hun er blevet psykolog, ”Det er fordi jeg har talent for at se andres fejl”, siger hun. ”Hvad så med dine egne?” spørger Nuser. ”Dem har jeg talent for at overse”, siger Trine. Akkurat som Kong David, eller som mig.

Kong David fik holdt et spejl op foran sig, så han kunne se, at det han havde gjort var forkert. Han skulle forstå, at det, at han sendte Urias i døden, for at han kunne få hans kone, var forkert. Og han forstod, at det er forkert at tage noget fra en anden, men lavede ikke koblingen til sig selv. Han havde talent for at se andres fejl, men var blind over for sine egne.

Evangeliet i dag er også sådan et spejl vi får sat op foran os, så vi skal kunne se os selv tydeligere. Se, at vi ikke er bedre end andre.

Det er ikke et af de der spejle der forvrænger billedet, så vi ser tyndere og højere ud. Det er nærmere sådan et spejl der for os til at se umådeligt grimme ud. Det er på alle måder umoderne med sådan et spejl, der viser fejl og mangler. Ja, som vil fortælle os at vi er syndere. Synd er super umoderne. Der er ingen, der taler om synd mere.

Jeg læste forleden et interview med den tidligere rektor på præstehøjskolen ”Niels Thomsen”, der også påstår at syndernes forladelse har svære betingelser i dag, fordi tanken om egen skyld er fremmed for os. Han siger:

”Hverken præster eller folk i almindelighed mener, at de har skyld. Skyldfølelse – o.k. Men hvis man er plaget af det, går man til psykolog for at få fjernet den følelse. At skyldfølelsen kunne komme af, at man er skyldig, er en fjern tanke. Man går ud fra at det stort set er i orden med mig. Man har lært at acceptere sig selv, som det hedder. Man kunne også sige ”tilgive sig selv”. Så er der ikke meget at bruge Guds tilgivelse til. Interessen i syndernes forladelse er højst en ekstra forsikring: Skulle der alligevel mangle noget et eller andet sted, så kan man regne med, at det dækkes af syndernes forladelse.”

Jeg tror han har ret, men jeg tror også, at det er en dumhed, at det er sådan. I forståelsen af, at synden er et grundvilkår for ethvert menneske, ligger der paradoksalt nok en enorm befrielse. Tanken om at ingen er os er gode nok, men at det netop er godt nok – er en befrielse. Luther taler om at vi på engang er syndere og retfærdiggjorte. Det er ikke et enten eller. Det er ikke et dem og os. Det er ikke sådan at der er nogen der er syndere, og nogle andre der er retfærdiggjorte. Evangeliets spejl er den dom over os, der afslører, at vi som mennesker er syndere. Og evangeliets spejl er samtidig den dom, der tilsiger os, at vi er Guds elskede børn. Når Gud ser os gennem spejlet, ser han os, som dem vi er – mennesker skabt i Guds billede.

Og når spejlet bliver holdt op foran os, så viser det os en virkelighed, som vi ikke kan se af os selv. Vi bliver mødt af et blik, som vi ikke kan give os selv. Det er Guds blik – Guds syn på os, der forandrer og fornyer os i en grad, som vi ikke selv er i stand til.

Udlægningen af teksten kan meget nemt ende i ren moralprædiken. Hvis du ikke fordømmer andre, bliver du heller ikke fordømt. Hvis du tilgiver andre, bliver du også tilgivet. Det kan lyde som om at Guds accept af os, er afhængig af, hvad vi kan præstere af accept over for den anden. Som om der er en automatik i det – en slags nåde for nåde-mekanik.

Hvis det var sådan, ville det ikke være særligt opløftende. Nej, det ville faktisk være temmelig nedslående. Guds accept af os, er ikke afhængig af vores gerninger eller præstationer. Guds accept af os, er alene afhængig af at vi tager i mod den.

Når der står ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse” – så skal det ikke forstås sådan, at vi er dem der skal handle først, at det er på vores initiativ. Nej, det er altid Gud der handler først. Det er altid Guds initiativ. Vi er i stand til at elske, fordi han elskede os først. Vi er i stand til at tilgive, fordi han tilgav os først. Vi er i stand til at møde andre med accept og uden fordømmelse, fordi det er sådan vi bliver mødt af Gud. Gud er kærlighed, og man kan sige det sådan, at vi lever af hans kærlighed og deler hans kærlighed.

I en lille landsby var der engang en rigtig sur og ond møller. Der var også en gammel og galhovedet kone, og så havde de en præst, som ingen rigtig kunne lide. Så skete der det, at de alle tre døde på den samme dag. Det gjorde landsbyens gode møllersvend også; han havde ellers haft det hårdt og havde fået mange hug af den sure møller, men nu var han faldet ned fra møllen og var også død.

Alle de fire kom op og stod foran Sankt Peter, og nu kom det kedelige tidspunkt, da de skulle vejes. Sankt Peter skulle se, om nogen på grund af deres opførsel i livet var for lette til at komme ind i himlen.

Da han så møllersvenden, sagde han: ”Du er jo fagmand, du kan veje de andre”. Det kunne møllersvenden jo ikke sige nej til, og den første skulle være præsten. Han stillede sig op på vægten, men møllersvende opdagede straks, at han selvfølgelig slet ikke vejede nok. Nu skete der bare det, at Sankt Peter så hen på den gamle kone et øjeblik, og så snød møllersvenden med vægten.

”Hvad vejer han så?”, spurgte Sankt Peter. ”Han vejer det, hans skal”, løj møllersvenden. ”Det var godt for ham”, sagde Sankt Peter og lukkede præsten ind i himlen.

I mellemtiden var den gamle galhovede kone kommet op på vægten. Der manglede temmelig meget!

”Nå, hvad vejer hun?”, sagde Sankt Peter med ryggen til, mens han fumlede med den store nøgle. ”Hun vejer, hvad hun skal”, løj møllersvenden igen. ”Glimrende; så send hende herover”, sagde Sankt Peter, fik nøglen frem og fik hende ind.

Så var det den sure møllers tur. Møllersvenden tænkte lidt på alle de gange, han havde fået bank af ham, men han stillede sig sådan, at Sankt Peter ikke kunne se, at han også snød med lodderne og vægten for hans vedkommende.

”Hvad vejer mølleren?” Hvad han skal”, skyndte møllersvenden sig at lyve, og så fik Sankt Peter travlt med at få nøglen frem igen.

Nu var der jo kun møllersvenden selv tilbage, og han var godt bange, for han havde jo snydt selveste Sankt Peter for at hjælpe de andre. ”Jamen, så må jeg jo selv veje dig”, sagde Sankt Peter. Og derved blev møllersvenden så hvid som det mel, han plejede at slæbe rundt på i sine sække. Han vidste, at hans vægt ikke slog til.

Så skete der noget mærkeligt: Godt nok slog hans vægt slet ikke til, men nu var det Sankt Peter, der snød med vægten, så møllersvenden vejede det, han skulle veje. ”Hvad i alverden”, sagde møllersvenden, ”snyder du også med vægten?””Ja”, svarede Sankt Peter, ”for Mesteren, Jesus, sagde dengang til os på bjerget: ”Med det mål, I måler, med det skal I selv få tilmålt”.

Når vi måler og vejer hinanden, så er vi tilbøjelige til at trække fra i stedet for at lægge til. Vi er tilbøjelige til at lade den andens fejl og mangler fylde mere, end de gode sider – som vi gerne vil have at andre måler os efter.

Evangeliet i dag opfordrer os til at måle hinanden, sådan som vi gerne selv vil måles. Evangeliet opfordrer ikke bare til at se igennem fejl og mangler, men til at se bort fra fejl og mangler hos hinanden – sådan at vi altid forventer og ser den bedste udgave af hinanden.

Når vi bliver målt og vejet af Gud, så snyder han med vægten. Han stiller sig ved siden af os eller foran os, sådan at vi ikke bliver vejet og fundet for lette – men i stedet vejer det vi skal.

Jesus blev hængt op på en bjælke langfredag. Vores bjælke. Jesus blev korsfæstet på den bjælke, der sidder i vores øje. Gud tog den fra os, og lod sin søn dø på den, sådan at han kan se os i øjnene, som dem vi nu engang er. Det er det befriende budskab i dag.

Der er ikke noget dem og os. Alle mennesker er skabt i Guds billede og er hans elskede børn.

Vi trækker streger og sætter skel
imellem andre folk og os selv.

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,
og andre, hvis ægthed vi vil benægte.

I evangeliet får vi at vide,
han stillede sig på de uægtes side.

Og alle dem, der faldt uden for stregen,
dem slog han følge med hele vejen.

Så ingen af dem som Vorherre skabte,
skal kaldes udenfor og fortabte.

Han fjernede grænser og slettede skel,
og derfor slog de ham også ihjel.

Han satte en streg over hver en streg,
som sættes imellem dig og mig.

Det danner et kors, naturligvis,
og det blev hans kærligheds høje pris.

Hans kærlighed sletter julenat
de streger og skel, vi selv har sat

Sådan skriver Johannes Møllehave.

Der er ikke noget dem og os. For Gud er vi alle lige. Lige forfærdelige og alligevel lige forfærdeligt elskede.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *