Gud er stor!

MariæBebudelsesdag

Nu sænker Gud sit ansigt over jorden,
det store hjerte banker ganske stille
og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler,
er kølig som en forårsnat i Norden.

Sådan begynder Tove Ditlevsen sit digt ”Forårsnat”. Vi kan forestille os, hvordan Gud læner sig ned mod jorden og alting holder vejret i andægtighed. Guds store hjerte banker ganske stille, mens han betragter sit skaberværk. Og så gør han det, som kan gøre os åndeløse: Han giver en ung kvinde rangen af guds moder. Hun skal bære Guds søn under sit eget bankende hjerte.

 

Maria fandt nåde for Gud til at bære et barn til verden, som var undfanget af Gud selv. Kristne har altid undret sig over, hvad der var specielt med hende. Grundtvig var én af dem. Han levede på en tid, hvor den katolske kirke udstedte dogmet om, at Maria også var undfanget ved Helligånden. Marias mor, Anna, skulle altså også have været jomfru, da hun fødte. Det gjorde Maria hellig nok til at føde Jesus, ifølge paven. Men det ærgrede Grundtvig, for han mener, man kan gøre to fejl, der er lige forkerte: Den ene er at ophøje Maria til noget helligt, så vi fratager hende og Jesus deres menneskelighed. Den anden fejl er ikke at ville omtale hende, fordi det kun er Jesus, det skal handle om. Maria er Jesu mor. Hun skal være menneskelig, for det er igennem hende, at Jesus bliver menneske.

 

Men spørgsmålet om jomfrufødsel bliver kun interessant idet øjeblik vi forstår at når vi i trosbekendelsen bekender at vi tror på “Jesus Kristus – undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria”, så er det en bekendelse til Kristus. En bekendelse til at Gud har forenet sig med mennesket i Kristus og bytter vilkår med mennesket, der hvor det er allersvagest og uden bevidsthed, nemlig som foster. Og så er jomfrufødslen først og sidst forkyndelse af, at for Gud er alt muligt.

 

“Allahu akbar” siger muslimerne. “Gud er stor” – og det kunne vi kristne nok godt sige noget oftere. Den erkendelse, som ligger i erfaringen og begrebet gudsfrygt er ikke moderne. Vi har gjort Gud til et interessefelt, som man måske/måske ikke interesserer sig for at komme i kontakt med – eller som man måske/måske ikke prioriterer at få plads og tid til i sit liv. Vi får tit gjort Gud til noget vi kan vælge til og fra alt efter interesse og tid. Og egentlig er det jo en meget mærkelig måde at omgås begrebet om en almægtig Gud, som fylder jord og himmel, og himlenes himle, som hørte stjernernes morgensange og ser universer fødes og forsvinde, som er begyndelsen og enden. Alfa og Omega. Egentlig kan vi jo netop ikke komme uden om ham, fordi vi er omsluttet af ham. Han er over os, under os, i os og ved siden af os.

 

Men måske fordi Gud i Kristus har gjort sig svag og lille, glemmer vi , at det er den Mægtige, som har gjort store ting mod os, og som der også må bruges store ord om. Ja, som der vel ikke er store ord nok at sige om, fordi vi  netop ikke kan rumme Guds storhed i sproget. Ordene rækker ikke til at beskrive Gud.

 

At Maria skal føde Guds søn er et mirakel. Det er et under. Og baggrunden for det under, er, at Gud er stor.

At Gud er stor, men gør sig lille. Den store Gud er lille. Inkarnationens “underfulde bytte” – som Luther udtrykker det – er at Gud gør sig til det mindste og mest værgeløse, et foster. Og det betyder det samme som Jesu død på korset. At den evige går ind i tiden og bliver sårbar og dødelig, og giver alt det sårbare og dødelige evig værdi. Gud bliver født og dør.

Gud er stor og rummer alle universer – Og Gud er lille og skjuler sig i livmoderens univers.

 

Evangeliets nye og helt paradoksale måde at tale om Gud på, bliver også den nye måde at se og tale om mennesker og alt det skabte. Det mindste Gud har skabt er stort. Og det giver en ny og paradoksal selvtillid for os små mennesker. Netop der, hvor jeg er allermindst og føler mig mest udsat eller får at vide, at jeg ikke er noget værd. Netop der, må jeg se mig selv som uendeligt værdifuld og som én, der bærer meningen med livet – og det samme gælder synet på andre.

 

Som Klods Hans der er den ringeste blandt brødrene, men viser sig at være den største.

Som Askepot der sortere ærter, men ender med prinsen og det halve kongerige

Som børnene i fortællingen om Narnia, der viser sig at bære nøglen til sandheden.

Som disciplen Peter der svigter, da det virkelig gælder, men som ender med at blive betroet en stor stor opgave

Eller som her – den fattige unge pige, der ender med at blive mor til Guds søn.

 

Der er utallige eksempler i litteraturen og i Bibelen på små menneskers storhed. Evangeliske livshistorier som forkynder storheden i det mindste, håbet og den evige mulighed for en ny begyndelse.

Og det er fortællinger vi kan spejle os i. Vi bliver igen og igen mindet om, at vi er skabt unikke, elsket betingelsesløst og uendeligt værdifulde. Og når vi spørger det spejl, hvad vi kan og hvad vi skal – så svar det ikke på om vi er smukkest i landet her – men at viser os at livet er større end det vi kan se, og at mulighederne er flere end vi kan få øje på – og at vi igen og igen kan få lov at begynde forfra.

 

At leve på løftet om at intet er umuligt for Gud. Og at håbe på det, man ikke ser. Er det troen på mirakler? – eller betyder det omvæltning af magtforhold? Eller begge dele?

Troen og håbet er på en måde en modsigelse, af, at den  virkelighed vi kender, erfarer og oplever, er det eneste der at sige. Troen og håbet er et oprør mod, at virkeligheden ikke kan forandre sig. I troen og håbet spiller fremtidens løfter ind i nutiden, og farver den.

 

Men er det så “opium for folket”, et pacificerende håb om, at engang bliver alting nok bedre – eller er det en drivkraft til at arbejde og handle ud fra den større virkelighed, fremtidshåbet, sådan at nutidens virkelighed ændres konkret i lyset af det, der endnu ikke kan ses? En vision, kunne man vel kalde det.

 

Er troen på mirakler pacificerende eller igangsættende? Et mirakel er, at det som ikke kan ske, alligevel sker. Fx at muren faldt, at apartheid mødte sit nederlag, at magtmænd og undertrykkere væltes, at en forbryder kan angre, at en offer forsones med sin bøddel, at den uhelbredelige bliver rask, at den håbløse får en fremtid, at mennesker kommer ud på den anden side af en depression.

 

Jeg tror vi har brug for troen på mirakler. Jeg tror vi har brug for håbet om en anderledes orden og mening. Jeg tror den tro og det håb om den kærligheds magt, er med til at holde os i live, så vi igen og igen ser muligheder for en ny begyndelse.

 

Søren Ulrik Thomsen skriver i sin digtsamling: “Det værste og det bedste”

At alting stadig kan ske er det værste

og senere

At alting stadig kan ske er det bedste

Og rammer meget fint det paradoks vi lever midt i. På den ene side frygten for alt det der kan ske, og på den anden side håbet om alt det der kan ske.

 

De fleste af os oplever både noget af det vi frygtede og noget af det vi håbede, sådan er livet, modsætningsfyldt: indimellem fantastisk hårdt og indimellem frygteligt dejligt.

 

Mariæ Bebudelse handler om den nye begyndelse, som vi ikke kan undvære og som vi ikke selv kan sætte i gang.

Mariæ bebudelse  viser os, at der hvor vores umulighed lægger vores liv øde, dér er der stadig mulighed for Gud. Han sender os en ny begyndelse i skikkelse af et barn, og går ind under vores vilkår.

Gud bliver lille, og er derfor stor.

For Marias barn vokser op og bliver sandt menneske. Det som er helt umuligt og helt uundværligt for mennesker, det er muligt for Gud og den mulighed gør Gud til virkelighed i Kristus. I Kristus begynder Gud forfra med ham alene og for alle mennesker. Så ny og anderledes er Guds begyndelse med os, at den ikke ligger i forlængelse af noget af det gamle, heller ikke vores ønsker eller tanker eller drømme om ny begyndelse.

Mariæ Bebudelse vil fortælle os, at vi ikke kan begynde forfra af egen kraft, men at Gud med sin kraft, sin Helligånd kan begynde begynde forfra med enhver af os. Os, lige her og nu, der står og vakler i det blæsende forår, med alle vores slidte håb og vingeskudte oplevelser. Os der igen og igen mister troen på at det nytter og at tingene kan bliver anderledes. Os, der har brug for at få at vide at Gud er med os, når alt er gået i sort og er helt umuligt. Og når tanken om at begynde forfra igen kommer til os, ja så ved vi, at det kan være nedslående umuligt for os, men underfuldt muligt for Gud. For for Gud er alting muligt! Lad det ske os, som han vil.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *