Menu Luk

Gud er nær i skuffelsen

Første søndag i advent
Text: Matt 21,1-9

Prædiken
Der er mange der er skuffede. Skuffede over at Donald Trump måske ikke helt er så radikalt anderledes end andre politikere. Nu er han alligevel positiv overfor klimaaftalen, nu vil han alligevel ikke indføre waterboarding som forhørsmetode, nu mener han at der er dele af sundhedspakken – den såkaldte Obamacare, der er meget fornuftig. Der bliver nok heller ikke bygget en mur over imod Mexico. Mange ånder lidt lettet op, andre er skuffede – for det var ikke det de havde forventet. Det havde forventet noget andet. Der er også nogle af Liberal Alliances vælgere der er skuffede herhjemme. For Samuelsen havde stillet et ultimativt krav om topskattelettelser, og nu ser verden anderledes ud. Der er nogle der ånder lettet op. Måske – men der er også mange der er skuffede over at det ikke blev som de havde forventet. Politik er tit skuffende. Eller: når valgløfter skal omsættes til virkelighed og i forhandlinger med nogen der mener noget andet, så bliver politik kompromisets kunst.

Livet generelt er også ret skuffende. Tænk bare på alle de drømme man har når man er barn eller ung, alt det man skal udrette. Om at ville gøre en forskel eller gøre noget anderledes end sine forældre, eller vilde ting man vil prøve – ambitioner man har om hvad man skal blive til eller have. For de fleste af os viser livet sig egentlig at være en skuffelse. Der er sjældent fuld overensstemmelse mellem det man drømte om da man var 20 og det man så faktisk nåede inden man blev 60. Sådan er det bare. Livet. Og det er også godt nok. Det er fordi livet for de fleste af os viser sig ikke at være så enkelt, som vi troede. Der kan være noget vi mangler for at realisere vores drømme – evner eller mod fx

Og der kan ske noget i vores liv, der ændrer vores kurs fuldstændig. Vi kan blive ramt af sygdom eller sorg, som gør at vi ændrer vores fokus. At livet ikke blev som vi forventede, betyder ikke at vores liv er dårligt. Tværtimod. Måske bliver livet derimod dybere og større, på en anden måde.

At livet ikke bliver som vi forventer, betyder heller ikke, at vi skal holde op med at forvente os noget. Tænk bare på børn – hvad er mere trist end et barn der ikke drømmer eller har store forventninger til julen – fordi det allerede har lært at ingenting er så godt som det ser ud til. Og på den anden side: Hvad er mere livsbekræftende end at se et barns ufortrødne glæde og forventning, også selvom man godt ved, at skuffelsen venter på det, et eller andet sted. Det hører med til at blive voksen at lære, at man ikke skal vente sig himmeriget af noget i ens liv. Enhver opfyldelse her i verden rummer i sig en skuffelse. Selv det menneske, der synes det får mest, må på en måde lære at resignere.

Tingene er mindre end vi ser dem. De giver os mindre, end det vi havde forestillet os – den nye bil får skræmmer, der er også kedelige rutiner i det nye arbejde og det bliver hverdag igen selv efter en lang ferie til Thailand. På et eller andet tidspunkt mister vi tålmodigheden og holder op med at vente os for meget. Særligt af det der kræver noget af os.

Sådan er der mange der har det med gudstjenesten og det at gå i kirke. Det siger dem ikke rigtig noget. Nogle kommer en enkelt gang, og gir op. Det var ikke det store ”Sus” eller den store åndelige oplevelse man havde forventet. Andre kommer igen – nogen igen og igen. Men måske med nedjusterede forventninger til hvad man skal have ud af det. Hvem går i kirke med en forventning, om at der kan ske en forandring? At der kan ske noget meget vigtigt?

I dag hører vi fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem. Det var tydeligvis noget folk havde glædet sig helt vildt til. Ikke underligt, for historien lød: at en dag skulle der komme en konge og indtage byen, og bliver modtaget med folkets hyldest og jubelråb. Og sådan kom det jo også til at foregå.

Og så alligevel ikke. Man havde forventet at Messias så ud som en konge, og ikke bare så sådan helt almindelig ud , ridende på et æsel. Man havde forstillet sig og glædet sig til en synlig forandring i byen, når kongen kom. Og det blev der ikke.

Jesus skuffede. Ligesom han gjorde allerede fra begyndelsen, da han som spæd lå i en stald – og de vise mænd der havde redet lang vej for at finde en kongesøn, i stedet fandt et fattigt barn i en krybbe. Det var en skuffelse. Det var også en skuffelse for disciplene dengang Jesus blev taget til fange og dræbt. En masse forventninger der styrtede i grus.

Men fortællingen siger os, at Jesus ER den konge, som Gud ville sende. Det er ikke en fejl. Det er sådan det er meningen. Skuffelsen er fra Gud. Folk har gået og ventet en mægtig konge, og så får de Jesus. Jesus er skuffelsen fra Gud. Det Gud giver, er ikke det folk forventer. Gud giver os ikke, hvad vi drømmer om eller forventer os – han giver os det bedste, også selvom Jesus i første omgang viser sig at være en skuffelse.

Vi hører historien om Jesus der skuffende nok rider ind i Jerusalem på et æsel – og det er en fortælling der handler om, at det bedste ligger gemt i den skuffelse. I den giver Gud os alt, hvad han har lovet og mere til

Når mennesker opfylder vor største ønsker og dybeste drømme, må de alligevel skuffe os. Sådan er livet. Men når Gud skuffer os, opfylder han alle sine dyrebareste løfter til os om glæde og lys. Sådan er Gud. Ting, som vi venter os så meget af, giver os mindre, end vi tror de gør. Men Gud giver os mere, end vi ofte tror og venter, han gør – mere end vi i første omgang kan få øje på.

Vi bliver skuffede over at det som han giver, ikke ser ud af mere. Når det virker alt for almindeliget. Når den store åndelige oplevelse udebliver, eller forandringen er meget lille. I verden kommer skuffelsen tit bagefter og med erfaringen.  Hos Gud er det omvendt. Der kommer skuffelsen først. Men gemt i den findes opfyldelsen og glæden.

Sådan var det også da Jesus red ind i byen på æslet. Gemt i dette almindelige menneske af kød og blod,kom Gud den dag til Jerusalem.

Og sådan kommer Gud også til os. Ikke med bulder og brag og som en åbenbaring der forandrer vores liv med et trylleslag. Men sagtmodigt og i det almindelige. Det synes ikke altid af meget, det der sker i kirken. Det er ikke altid, der bliver sagt noget særligt bemærkelsesværdigt til en gudstjeneste. Det er ikke ord og ritualer der med et trylleslag forandrer hverken hjerter eller verden. Men det er mere, end det umiddelbart ser ud til. Der er mere i det helt almindelige vand, som små børn døbes i. Der er mere i brødet og vinen, som vi modtager ved alterbordet. Det ser skuffende almindeliget ud: vand, brød og vin. Og det føles skuffende almindeligt. Vi føler så lille en forandring når vi går ned fra alterbordet og hjem fra gudstjenesten. Men vi har fået mere, end vi både ser og føler. Vi har fået mere, end vi troede. Vi har fået Guds kærlighed. Det største er sket, uanset hvad vi har følt og tænkt bagefter.

Mennesker lover tit for meget og må derfor skuffe. Gud derimod begynder med at give os det vi ikke vil have. Derfor kan vi ikke vente os for meget af ham. Når vi oplevelser skuffelser og modgang i vores liv, så lover han os at der venter os meget godt. Så lover han os det bedste.

Det er nemt at lade sig slå ud af modgang – og også når vi mærker modgang, at miste troen på – og håbet om, at Gud står ved sine løfter til os, om at der venter os det bedste, og at han er med os alle dage. Men fortællingen om indtoget i Jerusalem fortæller os også, at der netop i modgangen og alt det der er svært for os, der i det skjulte ligger løftet fra Gud: At jo mørkere det er i vores liv, jo tættere er vi på livets og lysets Guds komme.

Det kommer nok aldrig så langt, at vi får lært at tage tilværelsen på den måde, at vi ligefrem takker for vores besværligheder, fordi der skjult i dem er et løfte om, at Gud er på vej til os. Men hvis det nu bliver sagt ofte nok til os, kunne vi måske engang imellem lidt bedre bære vores skuffelser. Og virkelig tro, at deri mørket hvor Guds synes os fjernest, der er han tættere på os end før.

Der er ingen af os der undgår skuffelser og modgang, selv ikke i det liv hvor der er mest godt at sige. Men vi må tro, at selv når vi skuffede må erfare, at intet varer evigt, så kommer Gud os i møde med Kærlighed, fred og lys der vil varer evigt. Jesus kom på en måde, der var mindre end folk havde forventet – og alligevel var han langt mere. Sådan er det også for et kristent menneske – livet er mindre forandret end man havde ventet, og alligevel langt mere forandret, end vi kan forestille os eller håbe på. Gud kommer til os. (Dele af prædiken inspireret af prædiken af Niels Henrik Arendt)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.