Gud er kommet i mellem os

2. Pinsedag – Gudstjeneste og Åben himmel i Botanisk Have

Mellem os sagt. Eller altså nu hvor det bare er jer, så vil jeg godt afsløre noget lidt privat. Måske også lidt underligt. Jeg er sådan er der laver lister. Altid lister. Om alt muligt. Ikke bare sådan vi-mangler-mælk-og-leverpostej-lister. Nej, jeg laver lange lister med regler over hvad jeg må og ikke må. Jeg laver prioriterede lister over hvad jeg vil nå i mit liv som sådan. Jeg laver også plus og minus lister over mad, over min hverdag. Ja, jeg har endda præsteret at lave en plus og minus liste over Gud.

Når jeg nu er liste-typen, så kan I godt forestille jer, at listen over, hvad vi skulle huske til i dag, har været ret lang: Et alter: Tjek. Duer: Tjek. Trailer: Tjek. Sangark: Tjek. Alt muligt. Tjek. Tjek. Tjek. Midt på den lange liste havde jeg også skrevet ”Ånd”. Og det er bestemt ikke uvæsenligt, faktisk jo det væsentligste for en god gudstjeneste – men jo også ret svært. Altså helt anderledes. Ikke bare noget man kan vinge af med et ”Tjek”. For Ånden den kan man ikke sådan planlægge. Ånd er noget der opstår i mellem os, når vi er sammen. Vi kan ikke fremtvinge den eller arrangere den. Ånd er Gud der fylder rummet ud i mellem os, og det sker bare – også uden vi anstrenger os.

Prøv engang at se op mod himlen! Himmelrummet er åbent. Horisonten er fri. Vi sidder her på den grønne jord. Synger sammen og lovpriser den Gud der med sin skaberkraft får de sammenkrøllede blade til at folde sig ud og generøst gør alting grønt. Den Gud der gør alting nyt, og puster sin fornyende ånd ind i vores hjerterum. Det bliver tydeligt her under den åbne himmel. På forunderligvis er den åbne himmel forbundet med de dybeste lag i vores hjerte. Himlen har åbnet sig i vores hjerte. Hjertet har åbnet sig mod himlen. Og både himmel og hjerte er vævet af længslen efter frihed og sandhed. Gud er i det høje og Gud er i det lave. I horisonter og i hjertesuk.

Og jeg tror der er en dyb sandhed i Augustins ord: ”Du har skabt os til dig Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”.

Pinse er fortællingen om, at Gud kommer imellem os og gør afstand til nærhed. Guds ånd fylder alle de rum, hvor vi er: Mørkerum, mellemrum, tomrum, og også almindelig hverdags trummerum. Der findes ikke noget rum, hvor Gud ikke er. Guds ånd er ikke fjern og abstrakt himmelrumsfantasteri, men konkret nærvær. Vi erfarer ikke Gud gennem himmelske spekulationer, men gennem hinanden.

Før så vi duerne lette over os. Der er noget florlet frit og ubesværet over duer. Duer der får luft under vingerne og flyver mod himlen. Og måske er det derfor duen er et billede på Helligånden. Ånden er som duer der slår vingerne ud og i et nu, letter og bæres oppe af vinden: Verden bliver større. Perspektivet udvides. Der åbner sig nye muligheder. Der kastes nyt liv og lys ind over vores liv. Som Gud der på skabelsens morgen skabte lys ud af intet, sådan trænger Guds ånd og lys ind af alle sprækker, også i sindets mørkerum. Som lynglimt der flænser og åbner himmelrummet, sådan kiler Gud ånd og lys sig også ind i vores iturevne hjerterum. Pinse er fortællingen om at Gud har taget bolig i vores iturevne verden.

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” sådan står der i Johannesevangeliet. Det er Pinseånden på pilleform og i en mundfuld. Gud elskede verden. Vores verden med alle dens fejl og mangler. Ikke en anden verden. Ikke en bedre verden. Ikke en ideal udgave af verden. Men vores forfærdelige og fantastiske, forbandede og forunderlige verden med al dens flimmer. Det er den verden. Vores ualmindeligt almindelige verden Gud elsker. Pinse er fortællingen om, at det kan godt være vores vinger er slidte og stækkede – men der er mere at sige end det. Gud er kommet imellem os. Og også i det rum der føles helt urimelig tomt og meningsløst, er Gud. Også der, ér der håb og åbnes sprækker, hvor lyset kan trænge ind.

Det fortælles at Sherlock Holmes og Dr. Watson engang tog på jagt i Afrika. Efter et solidt måltid mad og et par gode flasker vin lagde de sig til at sove i deres telt. Nogle timer senere vågnede Holmes, puffede til Dr. Watson og sagde: “Fortæl mig hvad du ser Watson”. Watson svarede, “Jeg kan se millioner og atter millioner af stjerner.” “Og hvad siger det dig?” spurgte Sherlock. Watson tænkte sig grundigt om, inden han svarede: “I astronomisk henseende fortæller det mig, at der er millioner af galakser og muligvis milliarder af planeter. På det astrologiske plan observerer jeg, at Saturn står i Løven og det leder mig til den kronologiske konklusion, at klokken er cirka kvart over tre” Watson fortsatte, “På det teologiske plan ser jeg, at Gud er almægtig og at vi blot er små og ubetydelige eksistenser i det mægtige univers. Og min meteorologiske baggrundsviden foranlediger mig til at antage, at morgendagen bliver klar og solrig. Men hvorfor spørger du, hvad siger det da dig Holmes?” Sherlock Holmes var stille en stund, inden han tørt svarede. “Watson, det siger mig, at der en, der har stjålet vores telt.”

Og så kunne jeg spørge: Hvem af de to ser egentlig det rigtige? Et stjålet telt – eller Guds uendelige univers. Men pointen er ikke et enten–eller. Pointen er at livet er et både-og. Et støvet jordisk telt og åndrige horisonter. Livet rummer både dybden og højden, mørket og lyset, støv og ånd. Men Pinse er, at vi får et nyt blik på livet – et andet perspektiv, som også kræver vores vilje til, ligesom Watson at se Guds storhed og under, i det støvede og små.

Selvom vi er støv, er vi også ånd. Vi søger mod det åndelige og bevæges af det åndelige. Ånden er fylde. Nogen gange kan den næsten være helt fysisk. Når vi er omgivet af mennesker der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Gud er kommet i mellem os. Når vi elsker er det fordi Gud elsker. Det er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Og det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte. Pinseunderet er, at det ikke bare er fortid eller fremtid, men at det er nu. Lige nu og her, og i evighedens nu

Gud kommer til udtryk imellem os og sætter aftryk i os. Når der kommer ånd ud af munden på os, så er det Gud der taler i os og fylder ideforladte tomrum med ånd. Og puster nyt liv al vores hverdags trummerum. Ikke altid som en voldsom storm eller ilter brand. Ofte som en næsten umærkelig brise eller stille flamme der ansporer os til at gå nye veje i vores liv. Det ægte liv leves der, hvor Gud er kommet imellem os. Dvs. det ægte liv leves nu.

Glædelig Pinse

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *