Gud er en klippe

8. søn. eft trin
Jeg tænker, altså er jeg, siger filosoffen Decartes: Jeg kysser, altså er jeg, siger digteren Heinrich Heine Jeg spiser, altså er jeg, siger sundhedsstyrelsen Jeg køber, altså er jeg, siger forbrugerrådet

Men er det også det der giver mig min identitet over tid? Er det også det der holder sammen på mit liv? Når jeg tænker i dag, er jeg så nødvendigvis den samme, som tænkte i går? Eller for 10 år siden. Mine tanker synes at forandre sig ret drastisk. Og når jeg kysser i dag, er jeg så helt den samme, som jeg var, da jeg kyssede første gang med ham der Rune fra parallelklassen? Når jeg spiser i dag, spiser jeg helt sikkert anderledes end for bare få år siden. Kostpyramidens råd ændrer sig konstant. Engang skulle vi spise brød. Nu skal vi helst ikke spise for meget brød. Og når jeg køber, så køber jeg noget helt andet end tidligere. Mine behov, mit forbrug og min økonomi har ændret sig mærkbart. Alting synes at ændre sig. Som sand der løber igennem hænderne på mig. Molekylerne i min krop bliver skiftet ud i løbet af syv år. Mine tanker forandrer sig hurtigere, end tiden går Mine penge skifter ejermand hver måned Madmoden og tøjmoden og vores vaner dikteres af skiftende profeter. Nogle følelser er så flygtige, at man knap kan genkalde sig dem. Og jeg bliver fremmed for mig selv. Indimellem. Men jeg tror på Gud. Måske kan man sige: Jeg tror, altså er jeg. Troen på Gud er ikke den samme. Den forandrer sig også: Men Gud er den samme fra evighed til evighed. Og derfor kan vi sige: Jeg tænker, altså er jeg ikke en drøm. Jeg elsker, altså er jeg virkelig for andre. Jeg tænker, elsker og tror altså er jeg til identisk for mig selv og for andre fra livets begyndelse til enden. (tanker inspireret af Gert Theissen, Tro og tanke)

Jesus giver os et billede på livet.  Manden der bygger sit hus på sand er en tåbe. Manden der bygger sit hus på klippen er klog. Det er ikke tågesnak. Det er til at forstå. Vi skal bygge vores liv på noget der holder. Vi skal sætte vores lid til det der kan bære. Det som ikke hele tiden forandrer sig og forsvinder som sand mellem hænderne på os. Det som ikke bare kan fjernes eller erstattes af noget andet, der er lige så godt – eller lige så uholdbart. Det der er uafhængigt af alle mulige profetier om mad, sundhed, økonomi og vækst. Gud er det som står fast, som en klippe. På trods af tidernes skiften og skiftende tids-profeter. Gud er som klippen. Evig og fast grund under fødderne. Gud er det, som er troværdigt i tilværelsen. De menneskehænder som mødes os med kærlighed, tillid og barmhjertighed. Gud er tro-værdig. Og det er han, fordi han gør hvad han siger: Han skabte os og han er den der opretholder os. Han flyttede ind i vores verden som et menneske, for at dele vilkår med os, som udsatte og skrøbelige mennesker. Han viste os langfredag hvad kærligheden er istand til – og fordi Kristus døde på korset, er vi aldrig ladt alene i noget mørke. Der er ingen gyngende grund, hvor han ikke er sammen med os. Der er ingen afgrund der er så dyb, at han ikke er der med os. Det er tro-værdigt, for kærligheden sejrede over døden påskemorgen til liv og fællesskab med os. Og det er troen på det, vi skal bygge vores liv på. Det er fortællingen om Gud der holder hånden under  fødderne på os, så vi ikke bare kan stå fast – men også så vi har et sted, hvor vi kan vende os imod og forstå livet og verden ud fra. Vi er her på grund af Gud. Vi er her, fordi vi skal elske Gud og elske vor næste. Vi er her, fordi kærligheden har brug for vores hænder og vores ord.

Klippe rimer på klippefast. Klippefast rimer på skråsikkerhed. Skråsikkerhed rimer fundamen-talist. Og fundamentalister læser så bogstaveligt, at de får det meste galt i halsen. At sætte sin lid til Gud, er at være sat fri til at leve sit liv i tillid til at det kan bære. Det er ikke en masse leveregler og forbud om dette og hint. Guds-livet er tværtimod befriet fra alle andre krav, end dette ene: at elske Gud og næsten. Det kan være svært nok, om ikke umuligt. Det, at vi i hvert eneste øjeblik og i hvert eneste møde med et andet menneske, står til ansvar i frihed og kærlighed. Indimellem vakler vi og indimellem løber vores gode vilje eller mangel på samme, ude imellem hænderne på os som sand.

Kristen tro er, at vi skal gøre vores bedste og at Gud ikke taber os ud af sine hænder, selv når vi fejler – men at han bliver ved med at samle os op og skænke os sin mulighed.

Gud er som en klippe, men vores tro er ikke en klippe. Den er ikke sådan at holde fast. Den kan smutte mellem hænderne på os som sand. Det er vores vilkår. Den er som et blinklys – så er den der, og så er den der ikke. Jeg tror, altså er jeg. Måske kan vi bedre tale om troen på Gud som en længsel. Vi længes efter at blive fyldt. Længslen er som et stort tomt hul inden i os, der kræver at blive fyldt ud af noget ægte. Vi forsøger engang imellem med alt muligt andet: lækker mad, skønne rejser, nye hobbyer, spændende foredrag – alt muligt der mætter en tid, men som ikke holder når livet gør ondt og vi bliver ramt af den alvor der sætter sig som en prop i systemet. Vi søger og finder og søger igen. Troen er i os som en længsel efter det sted, hvor vi hører til. Vi længes efter noget ægte. Og det er i sidste ende Gud. Troen og længslen kan se forskellig ud for os, og nogle af os finder fred i noget, som andre ikke ser.  Og det er der plads til hos Gud. Gud er stor nok til at rumme al vores forskellighed. Det er vi ikke, men vi kan øve os i ikke at vurdere og dømme andres valg og andres tro. Det har vi ikke ret til og det er der ingen grund til, Ikke når vi bygger vores hus på klippegrund. For den grund, er Guds, og ikke vores. Og netop derfor kan vi være os selv og møde andre med åbenhed og tillid. Jeg tror, at det er vores opgave at blive ved med at længes efter klippen, efter det faste, efter det som holder. Vi skal blive ved med at håbe og længes. Der er ikke andet for end at prøve at blive ved med at leve det liv, der er vores, så godt vi kan. Og når alt sand er løbet væk mellem fingrene på os, så bliver den klippe tilbage, at Gud har lovet os, at vi må høre til hos ham. Selv når vi ikke fik udrettet noget som helst. Selv da er vi hans og hører til hos ham. Den klippe må vi trygt hvile på. Under alt vores sand, der ligger Guds klippegrund lavet af kærlighed

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *