Gud er en dør

1. søndag i advent

Min elskede!
Nu er dagene korte,
for korte til det, vi skal nå.
Hvad skal vi nå?

Snart vil vi se,
at det, som er livets glæde,
er ikke det, som vi nåede,
men det, som nåede os.
Og dagen bli’r lang,
uudtømmelig.

Sådan står der i “adventsdigt til en travl husmor”.

Men digtet kunne lige så godt være til en konfirmand, der er bange for at gå glip af noget og har travlt med at skulle være med og på alle steder – både i skolen, sammen med vennerne, til håndbold og på Facebook. Eller til far der er bange for ikke at slå til, hverken på arbejde eller derhjemme. Eller til en efterlønner, der synes at der er alt for travlt – og at man bliver revet i alle steder fra – fra børnebørn og tillidshverv og interesser. Der er så meget der skal nås. Travlheden kan være god. Nogen gange kan vi være så optaget af alt det vi skal og gerne vil, at vi helt glemmer os selv – og det kan være både glædeligt og godt – men når det bliver for meget og bliver til stress og fortravlethed, så mister vi fodfæste og blikket for det, der kommer til os.

Dagen er for kort, til at alt det vi gerne vil og skal nå. Vi vil gerne det hele, og det kan vi ikke. Men dagen bliver uudtømmelig lang, når vi lader den komme til os. Når vi lader dagen nå os. Det er Gud/evigheden der griber ind i tiden. Det største i livet, er det der kommer til os.

Men for at få øje på det der kommer til os, bliver vi nødt til at give slip. På os selv. På det vi skal nå. Vi bliver nødt til at indimellem at stoppe op/lytte/holde pause/tage os tid til kedsomhed og eftertanke. – for at opdage det og for at kunne tage imod.

Vi bliver nødt til ikke at have alt for faste forestillinger om, hvordan det perfekte liv er – eller det bedste er. Være åbne overfor at alting kan være anderledes. At det bedste måske kommer til os, gennem et menneske eller i en situation, vi slet ikke havde forestillet os.  At det måske endda er sådan, at det vigtigste og det største, ikke er det, vi kan nå – eller præstere. Men at det vigtigste i livet, er større. Større end det vi kan forestille os. Større end det vi kan løbe os til.
det, som er livets glæde,
er ikke det, som vi nåede,
men det, som nåede os.

Først hørte vi om det i Paulus’ brev til romerne: Fremtiden er på vej. “Natten er ved at være forbi. Snart er det dag. ” Det mørke, den nat, vi lever i – det skal få ende. Vi står på overgangen til dagen. Til morgenens lys. Til lysets komme. Som på tærsklen til noget nyt. Som på en dørtærskel. Natten og dens mørke er snart forbi. Dagen kommer til os med lys og glæde.

For den, hvem alting synes mørkt og ufremkommeligt – eller som har dage, der formørkes af sorg og savn, er det ment som en trøst. Der er lys. Der er håb. Et håb om at det vil lysne. At de mørke døre vil blive løftet af hængslerne og der vil komme lys ind sindets mørkekroge igen. Håbet om at dagen og morgenen er nær. Den kommer ind af døren om lidt. Lyset er på vej.

Det er ikke indlysende for os, at det er sådan. Sortseere og dommedagsprofeter, der fortæller os at alt bogstaveligt talt går ad helvede til, er der nok af – Globalopvarmning og lokal ensomhed. Der er nok, der vil fortælle os, at det går dårligt sådan i al almindelighed. Med verden og med fremtidsudsigterne. Det er ikke svært at miste blik for det gode der kommer til os. Meget nemmere er det at proklamere, at Gud er død og at der ikke er mere at håbe på.

Det kræver et beslutsomt blik, at blive ved med at holde døren åben for håb og muligheder – så vi kan tage imod det der kommer til os.
Hvis vort hjerte er blevet en lille kattelem – eller måske helt lukket af og  låst –  af den fortrydelse og bitterhed og mistro vi slæber med os fra de tider, der er gået, eller i bekymring over alt det , vi skal nå  –  så må vi udvide vort hjerte og gøre det blødt, så det kan tage imod og rumme det, der er større end alt det i vores fortid, vi kan fortabe os i, og alt det i vores fremtid, som vi kan være nervøse for.

Adventslysene er vores håbstegn. Tegnet på, at dagen er nær. Det skal blive lysere og lysere. Flere lys på adventskransen skal tændes. Når vi ser adventskransen, fortæller den os håbets historie: historien om Kristus, der kommer, som solopgang og lys.

I dag hører vi også fortællingen om Jesus, der rider ind ad Jerusalems port. Og mennesker råber: Velsignet være han, som kommer. Det er det, der kommer, der er det vigtigste. Ikke alene rider Jesus ind ad Jerusalems port; han rider ind i deres hjerter – han rider ind gennem vores hjertes dør. Han kommer til os. Det er nært forestående. Vi står lige på tærsklen.

Dørtærskler og overgange er spændende – men man har også altid vidst, at de rummede farer. I nogle lande har man endda ment, at der boede onde ånder i dørtrinnet – det er faktisk derfor, at det er en gammel tradition, at bruden bæres over dørtærsklen til hjemmet: for at beskytte hende mod alt ondt.

Vi kender mange døre. Også i overført betydning.

Døren ind til vores hjem. Døre der vækker minder. Døren ind til vores barndomshjem. Døre der åbner ind til noget trygt og hjemmeligt. Her ved juletid er der mange minder inde bag barndomshjemmets dør. Særlige dufte og traditioner. Minder om mennesker vi holdt af. Minder om et  sted, hvor man bare kunne være barn. Hvor familien var, som den nu var. Vi, der er voksne, er én gang trådt over dørtærsklen og videre i livet. Men mange af os har særlige minder forbundet med juletiden bag barndommens døre.

I gamle dage kunne man fornemme, at det var sådan. Det vigtigste er det, der kommer. Det er evigheden i tiden. Den uudtømmelige dag.
For der var mørkt i kirken.  Der har været dunkelt nede i kirken, hvor man var. Men forude var der lys. Fra det østvendte vindue. Her i Møllevangskirken og i mange andre moderne kirker er det ikke så tydeligt. Vi ser på et alter og de små korsvinduer i gavlen. Men også her kommer lysets stråler ind. Et tegn på Kristus, der kommer. Kommer til os nu. Og åbner døren ind til os. Og vi skal bare sige “Velkommen – velkommen her”, sådan som vi skal synge i “Vær velkommen Herrens år”. Velkommen – du livets uudslukkelige sol – ind i vore korte dage. Velkommen ind i vore hæsblæste forjagede dage.
det, som er livets glæde,
er ikke det, som vi nåede,
men det, som nåede os.

Da bliver dagen uudtømmelig. Da kan vi glæde os til jul. Til jul, hvor Gud kom. Ikke fordi mennesker havde nået det de skulle, men fordi han ville. Han kommer til alle. Han kommer gennem de mørke og grå skyer, som lys og liv til os. Han kommer gennem vores hjertes døre og sprækker og skænker os nyt liv. Han kommer til os i nadverens brød og vin, når vi søndag efter søndag gentager hosianna råbet: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Han kommer til os, som det første lys i adventskransen. Som et tegn på, at dagen er nær.

At stole på Guds tilgivelse – det er dybest set at tro, at det, der kommer til os, er det vigtigste.

Måske er vi fyldt af plagede af byrder og sorg og svigt og skam. Måske er vi bange for alt det, der sker i verden eller noget der har ramt os selv, eller vores nærmeste. Måske er det svært at se nogen fremtid. Men dagen er nær.

Ja, der er ondskab og lidelse i verden. Men det er ikke det slutningen på vores historie. Det er den kristne tro. Lyset er kommet til verden, og mørket greb det ikke. Dagen er nær. Den kommer til os.
Der er så meget vi skal nå. Vi løber stormløb mod alle døre. Adventstiden er ventetid. Tid til åbne vores hjertes dør, for det – eller for Ham som kommer til os. Vi må vende os mod det lys, der kommer.

Vi må vente. I de korte dage

Snart vil vi se,
at det, som er livets glæde,
er ikke det, som vi nåede,
men det, som nåede os.
Og dagen bli’r lang,
uudtømmelig.


(Digtet er skrevet af tidl. biskop Dons Christensen, desuden inspiration fra sognepræst Tine Illum)

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *