Gud er den gode hyrde

2. søndag eft. påske/ Text: Joh. 10,22-32 + Salme 23

Et får er et pattedyr som er drægtigt i fem måneder og normalt føder to lam om foråret. Fåret klippes to gange årligt og giver 2 – 10 kg uld om året afhængig af race. Ulden bruges til håndarbejde: garn og filtning.  Såvidt Wikipedia. Og må jeg tilføje: Får er ikke de klogeste dyr i verden. De er faktisk decideret dumme.

Jeg kender én, der engang har arbejdet på et stort norsk slagteri, hvor man har en særlig afdeling for slagtning af får. Han fortalte meget malerisk om, hvordan fårene bliver lokket i døden.

Når fårene ankommer til slagteriget bliver de sat i en stor dejlig stald m. meditativt musik, dæmpet belysning, rigeligt med foder og blødt hø. Det gør man for at fårene er helt afslappede og ikke stresser. Så åbner man en dør ud til en lang gang. For enden af gangen strømmer der et kraftigt, kunstigt lys ud – og fårene går mod lyset. De går mod lyset og stikker hovedet ind i det hul, hvor lyset kommer fra og haps – der står en mand og påfører fåret høretelefoner som giver fåret et så kraftigt elektrisk stød at det besvimer på stedet. Derfra bliver fåret slæbt ud og får hugget hovedet af. En ret bizar død. De går mod lyset og direkte ud i den visse død. Slagteriet har bygget hele deres system op med udgangspunkt i fårets flokdyrs-mentalitet.

Får er dumme og får er flokdyr – og jeg tror ikke vi skal tage det personligt, at Jesus altid sammenligner os mennesker med får. Eller måske er det lige netop det vi skal – altså tage det personligt.

Får kender deres hyrdes røst. De forstår ikke ord, men forstår nok, at netop den stemme som kalder, betyder mad og drikke. Kalder en fremmed med de samme ord, lystrer de ikke. Hyrderne gennede får og geder omkring. De var ikke bundet sammen. Der var heller ikke hunde til at holde styr på flokken. De fulgte bare med. Landskabet kunne være både bakket og ufremkommeligt – vejen fårene skulle gå, kunne være både udtørret, afgnavet og uindbydende – måske ikke ligefrem mørkets dal, men ofte tæt på. Fårene fulgte efter, fordi de vidste, at hyrden kunne lede dem igennem og frem til vand og mad.

Det er det billede Jesus bruger. Han er hyrde, vi er fårene, og han vil lede os igennem livet. Og det er billedet som helhed der giver mening. Får er får i kraft af hyrden. Hyrden er hyrde i kraft af fårene. Vi er ingenting uden hinanden. Gud og os mennesker. Vi hører sammen.

Vi er ikke bare får, der ikke forstår et ord. Vi er som får, der har en hyrde – som vi måske ikke altid forstår – men som vi alligevel kan følge.

Der er mange røster og stemmer i verden og i vores liv. Der kan være stemmer der lokker os til blindt at følge efter flokken, selvom det måske er dødens pølse for os. Der kan være stemmer der får os til at gå efter, det der er viser sig at være kunstigt og uholdbart – som fårene på det norske slagteri. Der kan være stemmer der er så kraftige, at de overdøver alt andet og vi næsten ikke kan høre livet. Men midt i det hele er der en stemme, som vi genkender – og som bliver ved med kalde på os – og kalde os tilbage. Ægthedens, kærlighedens, sandhedens stemme – Guds stemme – ofte lagt i munden på mennesker vi omgiver os med. Det interessante er at vi egentlig sjældent er i tvivl om, at det netop er den stemme, når vi hører den – men det betyder ikke at, at vi ikke nogen gange lukker ørerne for den. For den er tit så besværlig. Guds stemme kalder os ikke til et nemt liv, men til et meningsfyldt liv.

Billedet af fåreflokken halter lidt – for får er udprægede flokdyr. Det er vi mennesker også i en eller anden forstand, men vi er også os selv. Og der er i dag ikke særlig meget prestige i at være en i flokken. Faktisk er der i nogle sammenhænge i dag, så få i flokken, at hyrderne næsten kommer til at udgøre flokken. Vi vil være individualister /first-movere /ledere – og den første kan ikke være en flok. Men måske udspiller det egentlige liv sig i flokken sammen med de andre fårehoveder. I hvert fald udgør fællesskabet og samspillet med andre en væsentlig del af livet. Og vi er som mennesker og menighed tæt forbundet med Gud. Paulus bruger endda billedet, at vi er kristi krop. Men vi står ikke kun i et kollektivt forhold til Gud som mennesker, og som menighed. Vi står også i et personligt forhold til Gud.  Det er ikke kun os der kan genkende Guds stemme. Det er også hyrden der genkender det enkelte får. Det er Gud der genkender og kender hver enkelt af os.  Det kommer smukt til udtryk i salme 23, som vi læste før fra alteret:

Herren er min hyrde. Sådan lyder det. Herren er MIN hyrde. Ikke bare EN hyrde, men MIN hyrde. Det betyder ikke at jeg har ham for mig selv, men det betyder at han også er hos mig, når jeg er mig selv. Jeg lider ingen nød. Eller jo, det gør jeg indimellem. Der kan være meget nød og elendighed i mit liv, også selvom Herren er min hyrde, men nøden er aldrig fundamental. Der er ikke kun nød, eller nøden er ikke endelig. Den får ende. Der er håb. Der er ingen situationer der er så fastlåste, at de ikke vil løsnes og lysnes. Det er nåden.

Han lader mig ligge i grønne enge. Og grønt er håbets farve. Håbet er lysegrønt. Og nogen gange må jeg ligge der længe, inden det får tag i mig, håbet. Han lader mig ligge, lader mig være – og på et eller andet tidspunkt smitter den grønne farve af på mig, så jeg kan rejse mig igen. Eller han leder mig til det stille vand. Til livets kilde og det levende vand, der får livet til at vokse i mig igen. Det er som en stille og rolig rislende kilde, der bliver ved med at forvandle dødt væv til nyt liv i mig. Hver dag.

Han giver mig kraft på ny. Og det er nødvendigt. Hver dag. Og han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Han kalder mig også mig ved navn. Og han kalder på mig når jeg træder ved siden af eller falder eller bevæger mig væk fra mig selv og ham.

Og selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Og sådan har jeg det ikke altid. Nogen gange er jeg bange og fyldt af frygt og nogen gange er mørket i mit liv, for tæt. Så tæt at der ikke er andre end Gud, eller sådan kan det i hverfald føles. At vi er ladt alene. I en dal, som det er svært at se sig ud af.

 Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Og jeg tænker: hvem er mine fjender? Er det min egoisme og selvtilstrækkelighed? Måske. Du dækker bord for mig og dækker op til fællesskab der trækker mig væk fra mine fjender. Væk fra det der får mig til at vende ryggen til bordet. Til dig og andre mennesker.  

Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Og det minder mig om at der er meget at være taknemmelig for. Og det minder mig om at jeg skal huske at være taknemmelig. Og sige det, når jeg bliver ramt af det. Sige tak til dem jeg elsker. Og sige tak, når der er noget at takke for. Og det er der ofte, for mange af os, men det kræver lidt træning at få øje på det. Nogen gange meget træning.

Og Jesus samler os forknytte og forvirrede mennesker op og tilsiger os liv, værdighed og kærlighed. Og han lader os se, at der er en, der elsker os så meget, at han vil sætte sit liv til for os.  Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *