Godt det ikke er mig

21. søn. eft. trinitatis/ text: Luk 13,1-9

Johannes Møllehave fortæller om en bedemand der skulle lære kistebærerne at gå i takt. Det var svært, for de gik så forfærdelig urytmisk. Når der ikke var noget begravelsesfølge, måtte bedemanden have personale til at bære kisten, og han skulle lære dem at gå i takt. De gik alt for forskelligt og det så ikke pænt ud. Og så fandt han på råd: ”I skal gå i takt til en sætning, som I skal sige inden i jer selv. I må endelig ikke sige den højt: ”Det-er-godt-det-ikke-er-mig, det-er-godt-det-ikke-er-mig” Det gjorde de så, og takten passede. Det er godt det ikke er mig!

Det er godt det ikke er mig, sådan tænker vi, når vi hører, om en der er blevet ramt af alvorlig sygdom, kørt ned af en bil eller har så mange problemer i familien, at de overskygger alt det der er godt. Det er godt det ikke er mig. Det er ok at tænke sådan. Det er i hvert fald meget menneskeligt at tænke sådan. Vi siger det ikke højt, for vi skammer os ofte over det. Men i virkeligheden er tanken jo et udtryk for, at der er noget i vores liv, som er godt, og som vi ikke ville være foruden. På en måde udtrykker det, en følelse af, at det er godt at være mig. Altså en taknemmelighed for det vi har.

Det er godt det ikke er mig, der bor i Syrien eller Sydsudan. Det er godt det ikke er mig der bor i et land der er ramt af krig eller ebola. Det er godt det ikke er mig, der skal være bange for at gå på gaden eller bange for at kunne sige hvad jeg tænker. Det er godt det ikke er mig! Der er noget livsbekræftende i den tanke. Det er godt at være mig.

Og det er sandt. Det er godt det ikke er mig, der var offer for Pilatus forbrydelse, eller var i Siloa den dag tårnet styrtede ned og dræbte 18 mennesker, eller det er godt det ikke er mig der var på E45 den nat da en lastbil kolliderede med en bil og alle de implicerede blev slået ihjel på stedet. Det er godt det ikke er mig der har fået konstateret kræft. Det er godt det ikke er mig der har mistet mit barn. Det er OK at tænke sådan. For det er godt at være i live. Det er godt at leve.

Vi forstår ikke hvorfor der sker så meget ondt i verden. Hvorfor mennesker skal rammes af død og ulykker og forbrydelser. Og Jesus spørger: Mener I at dem der blev ramt, var mere skyldige end os der ikke blev ramt?

Dengang var det almindeligt, at man forestillede sig, at der måtte være en sammenhæng mellem skyld og straf, mellem synd og ulykker. Man havde brug for en retfærdig forklaring på sygdom og ulykke. Men Jesus svarer klart: Nej, der er ikke nogen sammenhæng!

Her i 2014 spørger vi også efter forklaringer. Vi efterlyser, at der må være en mening eller en ordentlig sammenhæng i forhold til hvem der bliver ramt af sygdom. Vi kalder det ikke synd eller skyld – men vi påstår det kan gøre en forskel i forhold til sygdom, helbred, livsduelighed at vi tænker positivt.

At vi med vores egen tankes kraft, indstilling til livet, mad – og motionsvaner kan undgå sygdom. Og tanken er ikke anderledes end på Jesu tid. Det hedder bare noget andet.

Vi har brug for, at der er en forklaring på den skæbne der rammer os, og forfalder til den alt for lette løsning – nemlig at lægge ansvaret på mennesket selv, og siger indirekte: Det er jeres egen skyld, at I er blevet syge. Og så bliver tanken om den der bliver syg umenneskelig: ”Det er godt det ikke er mig”, bliver til et ”Det er godt jeg ikke er som dig”. Og når det så rammer mig selv, så bliver det til et ”Det er forfærdeligt, at jeg er som jeg er.” Og ikke nok med at vi er ramt af en hård skæbne, så pålægger vi også hinanden den tunge byrde, at vi kunne have gjort noget for, at det var anderledes.

Jesus siger: Der er ingen sammenhæng. Skæbnen rammer tilfældigt den er fuldstændig stæreblind og uden retfærdighedssans. Punktum.

Vi leder efter en forklaring på det onde. Vi længes efter at der må være en retfærdighed og en mening, med det onde der sker.

Men i den nytestamentlige forkyndelse opfattes ondskaben ikke som retfærdig, men som ond. Det er ikke retfærdigt at tårnet i Siloa styrter ned og dræber 18 mennesker. Det er ondt.  Og derfor skal ondskaben ikke forklares, men bekæmpes. Det onde er hverken noget, Gud vil, eller noget Gud tillader. Gud er ikke årsag til det onde der sker. Det onde der findes i tilværelsen, er derimod udtryk for, at Guds vilje IKKE sker.

At vi ikke kan eller skal forklare det onde, kommer til udtryk Fadervor. Vi beder ikke Gud om, at han vil hjælpe os med at forstå, hvad meningen med det onde er. Vi beder ikke om en forklaring på ondskaben. Vi beder derimod: ”fri os fra det onde”.

Fadervor skelner mellem to situationer. Der findes en situation der hedder himlen eller Guds rige, og en situation der hedder jorden. Himlen eller Guds rige er den situation, hvor Guds vilje sker. Derfor beder vi også: ”komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden”.

Ligesom Guds vilje sker i Guds rige, beder vi om at hans vilje også må ske på jorden. Og det betyder så også, at der er situationer og områder i vores tilværelse, hvor Guds vilje ikke sker. Bønnen forudsætter, at der på jorden sker noget, som ikke er Guds vilje. Og der, hvor Guds vilje ikke sker, der sker det onde. Når vi beder Gud om, at hans vilje må ske på jorden, betyder det, at vi beder Gud om at fri os fra alt det onde, som ikke er Guds vilje.

Evangeliet og fadervor fortæller os, at vi kan henvende os til Gud som vores far, fordi Gud er med os i kampen mod alt det onde. Det onde kommer ikke fra Gud. Det onde er ikke villet af Gud. Det onde er nøjagtig hvad vi erfarer det som, nemlig ondt, meningsløst, uretfærdigt og livsnedbrydende. Det onde kan og skal derfor heller ikke forklares eller retfærdiggøres. Det skal bekæmpes, og det er det vi beder Gud om hjælp til. Gud er ikke andet end god, og derfor kan vi tillade os at håbe på, at det onde en dag vil høre op. At, som der står:
Han vil tørre hver tåre af deres øjne
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere,
For det, der var før, er forsvundet. (Åb 21,4)

Vi er ikke skyld i vores egen skæbne, men hvad betyder det? Er det så fuldstændig ligegyldigt hvad vi gør eller ikke gør, er det ligegyldigt hvordan vi forholder os i livet? Nej! At være menneske indebærer et stort ansvar. Gud gør krav på os. Han er, som den meget tålmodige og omsorgsfulde gartner, der selv, når vi er i vores mest frugtløse og mindst givende perioder i vores liv, bliver ved med at vande os og bliver ved med at tro på at vi kan bære frugt, og bliver ved med at fastholde at der er mere liv i os, end det både vi selv, og andre kan få øje på.

Omvend jer, siger Jesus!

Hvad betyder det? Det betyder at vi skal tro på Gud. Det betyder at vi skal turde stole på, at Gud, er den gode Gud, som ikke holder hånden over os og skåner os for alverdens ulykker og sygdom, men som vi må tro på holder hånden under os og holder os fast hos sig, både i liv og død.

Omvendelse er, at vi i vores glæde over det gode liv, tænker. ”Godt det ikke er mig”, men at vi samtidig også tænker: ”Det kunne lige så godt have været mig”. I den erkendelse, at den skæbne som ramte mit medmenneske, ligeså godt kunne have ramt mig, der ligger en genkendelse af det menneskelige i den anden. Det menneske-lige, er netop et udtryk for at vi mennesker er lige – at vi ligner hinanden og at vi er lige meget værd. At genkende det menneske-lige i hinanden, at have vilje til at kunne sætte sig i den andens sted, det er et udtryk for Guds kærlighed. Og det er i den menneskelige kærlighed, Guds vilje sker. Vi må leve uden forklaringer på hvorfor det onde sker, og i stedet tålmodigt og vedholdende bede om at Guds vilje må ske.

(med inspiration fra Sandbecks: Afsked med almagt,2014)

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *