God tid er god tid

15. søndag eft. trinitatis

Det er Martha der har bukserne på hjemme hos de to søstre. Ingen tvivl om det. Det er Martha der ejer huset. Martha der sørger for at de får brød på bordet. Martha der har styr på regninger og rengøring, og det er også Martha der tager hånd om beværtningen når der kommer gæster, som den dag Jesus kom forbi.

Martha er på alle måder en god værtinde, alligevel får hun en irettesættelse der er til at tage at føle på af Jesus. En irettesættelse der er gået over i historien og som har givet Martha et noget blakket eftermægle i kirken. Som den der kun er optaget af praktiske ting og som har så travlt at hun ikke har tid til at være til stede. Men er det egentlig rimeligt? Pointen er vel næppe at det er forkert at beværte sine gæster? Den pointe giver ihvertfald ikke meget mening i munden på en mand, der har gjort sig til talsmand for at vi skal være tjenere. I øvrigt er det også værd at bemærke at denne fortælling om Jesus der besøger Martha og Maria, står lige umiddelbart efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Lukas Evangeliet – hvor Jesus slutter med at sige: Gå du hen og gør lige så.  – og ikke så snart har han sagt det, før han fremhæver Marias tomgang som noget positivt. Næstekærlighed er også et spørgsmål om i konkrete handlinger at vise kærlighed. Og er det ikke præcis det Martha gør, da Jesus kommer som gæst i hendes hus? Viser sin kærlighed til ham, gennem konkrete handlinger – hun sørger for ham, står der – hun laver mad og varter ham op. Hvordan kan det nu pludselig være galt? Og hvis det ikke er galt, hvad er det så der er galt?

Maria spiller egentlig bare en birolle i fortællingen.  Og måske også i det daglige søstre forhold. Man kan sagtens forestille sig, at det ikke er første gang den geskæftige Martha bliver provokeret over livsnyderen Marias opførelse. Maria kunne ikke have fungeret uden Martha. Maria gjorde det hun ville – og ikke det hun burde. Hun lyttede til sig selv – til sit indre – og fulgte bare sit hjerte. Tænkte hverken på at tjene eller gøre det rigtige. Og kan det være rigtigt at det det vi skal?

 

Martha sprang i luften: “Herre er du ligeglad med at min søster lader mig være alene om at sørge for dig. Sig dog til hende at hun skal hjælpe mig.”

 

Men det gør Jesus ikke, han irettesætter istedet Martha og siger: Martha, Martha du gør dig bekymringer og er er urolig for mange ting. Men et er fornødent”.

 

Og det gør han, fordi Martha kræver mere af sig selv end hun kan – og også fordi hun kræver at Maria skal være ligesom hende selv.

 

Pointen er ikke at vi skal være enten som Maria eller Martha. Jesus gør ikke nogen af dem til et forbillede. Pointen er at vi skal være os selv og være tilstede som os selv. Maria hun lytter og hun kan ikke andet og det er godt nok. Martha hun arbejder, og hun kan ikke andet, men hun vil gerne mere – og hun skal ikke mere. Hun skal ikke bekymre sig. At gøre for meget er ikke bedre end at gøre for lidt. Det bedste man kan gøre er at gøre det man kan. Hverken mere eller mindre.

 

Marthas fejl er ikke det hun gør, men det hun tænker. Hun bekymrer sig og vil disponere både over nogle kræfter hun ikke selv har, og over Maria. Det er hendes bekymrethed der er problemet. Når vi bekymrer os mister vi fornemmelsen for vores egen formåen. Vi tror at vi kan magte mere end vi kan og det giver stress og uro og manglende selvværd. Bekymringer fjerner fokus fra det væsentlige.

 

Stress og udbrændthed er blevet en folkesygdom i vores tid. Og mange flere end lige dem der har decideret stress, kan nikke genkendende til symptomer som:

– udtømte energi-ressourcer

– mindre modstandskraft mod sygdom

-forøget utilfredshed og pessimisme

-adspredthed og ineffektivitet i arbejdet.

 

Når tiden ikke slår til, og man går omkring med bekymringer og dårlig samvittighed over alt det, der bliver halvt gjort eller slet ikke gjort, må man standse op og tænker efter og ændre situationen. Ikke presse sig ydereligere og bede om mere kraft, men overveje med sig selv, hvad der er nødvendigt og væsentligt, hvilke ressourcer man faktisk har, og hvordan man bruger dem bedst.

Man kan ikke være to steder på samme tid. Når man har truffet et valg, må man helhjertet vær der, hvor man nu er og udelt gøre det, man gør.

Man kan ikke gøre alle tilpas. Hvordan man end gebærder sig, og hvad man end gør, vil der altid være nogle, der bliver skuffede.

Man magter ikke mere end, man magter. Man burde ikke mangte mere. Kræfter og helbred kan vi ikke selv skabe; det er gaver, vi har fået givet i forskellig målestok.

Gud kender bedst vores vilkår og valgmuligheder. Han ved, hvor forskellige forudsætninger, vi har.

Når vi ikke slår til, når tiden ikke slår til, har vi lavet en regnefejl. Det må være sådan, at den tid og de kræfter vi har fået, passer til det der virkelig er vores opgave.

“Bedre en håndfuld hvile end hænderne fulde af flid og jag efter vind”, som der står i Prædikerens bog.

 

Bed og arbejd! Begge dele er nødvendige i et menneskes liv. Det er interessant at fortællingen om at Jesus besøger Martha og Maria står i umiddelbar forlængelse af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Måske er det en narrativ udfoldelse af det dobbelte kærlighedsbud. Den barmhjertige samaritaner der er blevet en personificering af  næstekærlighed. Og Maria der lytter og giver sig hen i kærlighed til Gud.

 

Det er som et åndedrag. Vi kan ikke bare trække vejret ud eller ind. Åndedraget går både ud og ind. Og sådan er det også med kærligheden. Den vil både fylde op og hældes ud.

 

Kirkens virke er både Marias inderlighed og hengivenhed, og Marthas eller den barmhjertige samaritaners tjeneste.

Martha og Maria repræsenterer to forskellige måder at praktisere kristentroen. Der er dem som gør noget – har en aktivistisk tilgang til troen og engagerer sig i forskelligt hjælpearbejde.  Og der er dem som er mere inderlige i deres forhold til Gud. Læser i Bibelen og lytter til Guds ord.

 

Bed og arbejd! Det skal helst gå hånd i hånd. Kirken får slagside, hvis vi mangler den ene dimension. Vi må hverken blive ren hørekirke eller gørekirke. Ord og handling hører sammen i kristendommen. Gud og næsten hører sammen i kristendommen.

 

Også for hver enkelt af os. Vi får også slagside, hvis vi ikke giver tid til både bøn og arbejde, Gud og næsten.

 

Hvad er den gode del, som ikke skal tages fra Maria.” Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Hvad er det der ikke skal tages fra hende?

Søren Ulrik Thomsen har i sin digtsamling, Hjemfalden, et fantastisk lille digt:

”En gang om dagen er ensomheden så stor / at man ikke kan stille noget op med den / Og én gang er lykken / Indimellem må man så se at få ordnet sine ting.”

Ud over den humoristiske tone forsøger digtet, i mine øjne, at sige noget om forskellige former for tid, og også det at give sig tid – bare én gang om dagen til at være alene med Gud.

 

Når vi siger om nogen at han har god tid, så mener vi ar han har tilstrækkeligt med tid, at han har mere end nok tid. Men faktisk betyder det også at tiden er god, altså kvalitetsmæssigt god.

På samme måde, når vi siger om en, at han har dårlig tid – så er det ikke kun et spørgsmål om at han har for lidt tid, men også at den tid han har er dårlig. Glæde kræver god tid – ikke ubegrænset tid – men øjeblikke hvor tiden er god. Sådan en tid havde Maria. Hun havde valgt den gode tid.

 

Vi har allesammen brug for øjeblikke hvor tiden er god, øjeblikke med næring og liv og gode ord. I kirken kan vi få dem. I kirken skal vi ikke nå noget. I kirken skal vi ikke bekymre os. For her kommer det hele – livet – til os. Alt hvad vi behøver. I kirken kan vi få kastet lys ind over vores liv, så vi bedre kan se det væsentlige – bedre kan få øje på den gode del, som ikke skal tages fra os. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *