Frihed

Tekst: Joh. 8,28-36

Fjerde søndag efter Påske 

Hvad er frihed? Ja, spørger man et skolebarn, vil han nok svare, at frihed, det er, når det ringer ud efter sidste time før sommerferien og der forude venter ugevis af fritid.

Spørger man det mindre barn kan det tænkes, at svaret lyder, at frihed, det er at vågne en søndag morgen, hvor ingen i familien har travlt, en morgen, hvor ingenting haster, hvor ingen behøver at skynde sig at få tøj på eller spise, fordi ens mor og far ellers kommer for sent

Spørger man en konfirmand hvad frihed er: Det er at være sammen med vennerne, uden at far og mor eller præsten kigger én over skulderen. Det er ikke at være sammen med voksne, så man kan gøre hvad man vil.

Spørger man den ældre, får man måske det svar, at frihed, det er at være rask og i stand til at klare sig selv. At frihed er at være fri for at være afhængig af hjemmehjælperens hjælp eller sygeplejerskens medicin. At frihed er at kunne råde over sit eget.

Spørger man en fange – så er frihed at bliver løsladt af fængslet. At kunne gå hvorhen man vil uden at høre lyden af fængselsbetjentens klirrende nøglebundt

Spørger man den syge og sengeliggende, så er frihed hvis man kunne rejse sig fra sengen og gå ud i naturen. Mærke solens stråler og indånde den friske luft i frie og ubesværede åndedrag

Spørger man den travle karrieremand hvad frihed er, vil han måske svare: at smide min kalender væk, lukke for computeren, slukke for mobilen og have tid til at være sammen med min familie og venner

Spørger man den nybagte mor hvad frihed er, vil hun måske svare: at få bare to timer til mig selv – til at sove i eller læse eller gå i butikker

I dag handler evangelieteksten om frihed. Det er en samtale mellem Jesus og folk i Jerusalem. Jesus siger til dem, som tror ham, at de i mødet med ham skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dem frie. Folk stiller sig på bagbenene. For nok vil de gerne tro, men frihed, det behøver de ikke, for den mener de nok, de har i forvejen. Hele deres nationale og folkelige stolthed vælder op i dem, de er Abrahams efterkommere, Guds udvalgte folk, de har aldrig været nogens slaver – hvilket godt nok er store ord at tage i munden for jøder, der også dengang levede i et lille land, som der var rift om, og som på Jesu tid var under romersk overherredømme. Besættelsesmagt til trods – jøderne føler sig ikke som nogens trælle. De er frie og har sandelig ikke brug for nogen befrier.

Den reaktion på Jesu løfte om frihed er ikke fremmed for os. Her hos os har frihed været et gennemgående tema igennem hele efterkrigstiden og frem til i dag.

Da den nationale frihed efter besættelsen var sikret, begyndte kampen for den personlige frihed. Den kom til udtryk i 60′ernes ungdomsoprør, hvor der blev proklameret frihed fra alle normer, alt skulle være frit, fri sex, fri hash, fri tid. Det kom også til udtryk i 70′ernes kvindekamp. Kvinden skulle gøre sig fri af rollen som mandens træl, hun skulle bryde ud af slaveriet og være selvstændig. Fælles for ungdomsoprør og kvindekamp var troen på, at friheden var opnåelige uden hjælp af nogen befrier. Ungdommen og kvinden ville frigøre sig selv.

Jeg tror, at det stikker dybt i os, – lige fra den trodsige tre-åriges selvstændighedskamp, over teenagerens smækken med dørene og til vores voksne selvfølelese, at nok vil vi gerne være frie, men vi vil selv tilkæmpe os vor frihed. Vi vil ikke befries. Vi synes ikke, vi har brug for nogen befrier.

Jesus prikker hul i den forestilling og stempler den som en illusion. Enhver, som gør synden, er syndens træl, lyder det, og man begynder at ane, at frihed i Guds univers betyder andet og mere, end det gør i vor sprogverden.

Menneskets livsvilkår er, at vi lever som slaver. Vi er syndens slaver, vi gør onde og smertelige ting. Det behøver man jo ikke læse mange aviser, for at opdage rigtigheden i. Ja, for nogle af os er det nok at se ind i os selv. Vi gør så meget, der gør livet tungt for både vore nærmeste og dem, der er lidt længere væk.

Ondskaben synes ofte at være forfærdelig håndgribelig. Igen og igen går galskaben grasat, og mennesker ødelægger hinanden i strid og uforsonlighed. Enhver, som gør synden, er syndens træl.

Men hvad så? Lever vi i en verden uden håb? Nej, for Jesu tale standser ikke her, den fortsætter: Trællen bliver ikke i huset for evigt, det gør derimod Guds søn. Hvis altså Guds søn får gjort jer frie, så skal I være virkeligt frie.

Hvad er frihed? Der er åbenbart forskel på det, vi normalt forbinder med frihed, og så det, som Jesus kalder virkelig frihed, frihed i Guds univers. Frihed er ikke det samme som at være uafhængig. Frihedens dybeste væsen er at være afhængig. Afhængig af det gode: at et menneske elsker mig, at mine børn har brug for mig, at mine medarbejdere kan regne med mig. En violinstreng er ikke fri, så længe den ligger på et bord. Men spændt ud over instrumentet bliver den fri til at være det, den er bestemt til: en violinstreng.

Hvad er virkelig frihed? I bibelen står Jesu samtale om frihed omkranset af to beretninger om mennesker, der på egen krop mærkede, hvad virkelig frihed er.

Den ene var en kvinde, som netop var grebet på fersk gerning i seng med en mand, som hun ikke var gift med. Nu slæbte landets ledende mænd afsted med hende, på vej for at stene hende til døde. Sådan var nu straffen dengang for den slags.

Da mændene spørger efter Jesu syn på sagen, får de svaret: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. En efter én lusker de store mænd bort. Den, der gør synden, er syndens træl. Her kan selv ikke de kalde sig frie. Til sidst er kun kvinden og Jesus tilbage. “Heller ikke jeg fordømmer dig” siger Jesus til hende, “Gå og synd fra nu af ikke mere.” Den dødsdømte kvinde kan rejse sig op og gå derfra, ikke bare fri, men virkelig fri.

Den anden var en blindfødt mand, som Jesus giver synet igen, og som i mødet med Jesus oplever troen vokse frem i sig. Også han oplever, hvad virkelig frihed er.

Hvis, altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Når Jesus gør et menneske frit, så bliver ingenting som før.

Den dødsdømte på afgrundens rand går bort som et nyt menneske, den blinde kan pludselig se og tro, slaven får sit frihedsbrev og er ikke mere nogens træl. Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Så radikalt anderledes er det at være virkelig fri.

Den, der før var syndens træl, fanget i det ondes magt, flyttes over i en verden af frihed, hvor syndens træl er blevet til Guds barn, er blevet virkelig fri. Dén frihed får vi ikke af os selv, her kan vi ikke befri os selv, her behøver vi en befrier, og som sådan er Jesus kommet til verden. Han er vores befrier. Da vi blev døbt, blev vi fortalt, at vi må se os selv som virkelig frie. Som mennesker, der er flyttet ind i Guds kærlighed.

Hvordan lever så den, der er virkelig fri? Jo, frihed forpligter. Frihed betyder ansvar. Den frie har ingen overmagt at skyde skylden over på. I Guds univers betyder frihed bundethed. Som vi hørte Paulus sige det: Kristi kærlighed tvinger os. Den, som Kristus har gjort fri, lever ikke mere for sig selv, men lever for det, som Kristus står for, nemlig kærligheden til og ansvaret for vort medmenneske.

Det er opgaven til os. At vi skal leve i kærlighed. De af jer, som har små børn, forstår måske bedst, hvilken værdi, der ligger i det at være bundet af kærligheden til et andet menneske. Et spædbarn gør forældrenes frihed til en bundet frihed, men forældre oplever også, at netop denne bundethed gør livet værd at leve. Det gælder os alle, at den frihed vi har i troen på Kristus, er en frihed, der forpligter, fordi hans kærlighed til os tvinger os til selv at gøre, hvad vi kan for at elske.

Friheden er en frihed til at elske frit. Den kristne er fri til at tage kærlighedens bud på sig, til at elske den anden som sig selv. At være fri fra loven og forpligtet af kærligheden medfører ansvar. Ansvaret for altid at omsætte budet om næstekærlighed til nutidig virkelighed.

Så lad os da forsøge at tage på os, at frihed forpligter. At kærligheden tvinger os. Og er det ind i mellem svært, ser det nogen gange håbløst ud, så lad os holde fast ved Jesu ord om, at det onde ikke bliver i huset for evigt. Det gør derimod Guds egen søn. Han har gjort os virkelig fri. Amen.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *