Forventningens tid

9. søn. eft. trin. / Text: Luk 12,32-48

Det var med skyhøje forventninger til vores Spaniensferie, at vi satte os ind i bilen derhjemme med kurs mod Hamburg Lufthavn. ”I eftermiddag”, sagde vi til ungerne, ”svømmer vi rundt i poolen i Spanien. ”  Men sådan skulle det ikke gå. Da vi nåede Hamburg sad vi ubehjælpeligt fast i en kø pga. vejarbejde i nærheden af lufthavnen. I starten var vi sådan lidt…lige pludselig kommer der hul igennem. Vi blundede lidt og var overbeviste om at selvfølgelig nåede vi det fly. Det gør man jo – vi har alle sammen utallige historier om, at vi er ligeved at glippe et eller andet, men vi når det altid i sidste øjeblik. Men folk begyndte at stå ud af bilerne og løb afsted de sidste par Km med deres kufferter. Det var ligesom ikke en mulighed for os, med tre små drenge og fem store taske bag i bilen. Minutterne gik. Timerne gik. Drengene græd. Forældrene skændtes. Lidt.

En halv time før vi skulle være der, måtte vi se i øjnene at det var for sent. Vi kunne ikke nå det. Vi ringede til flyselskabet og fik udsat vores billetter til to dage efter. Og vi sad stadig der i bilen, i køen. Vi sad på de samme pladser. Havde det samme tøj på. Kørte i samme retning, men forandringen var ikke til at tage fejl af. Glæden og de skyhøje forventninger var blevet afløst af skuffelse, irritation og en rastløs venten.

Og der er en verden til forskel på forventningens tid og ventetid. Eller: Måske er det sådan det er – at vi lever i en eller anden spænding mellem ventetid og forventningens tid. En spænding der blev sat på spidsen der i bilen, hvor forventning blev vendt til en enerverende venten på at komme ud af den der kø, som ikke førte os nogen steder hen. Alligevel.

Langt om længe kom vi ud af køen. Vi parkerede på en rasteplads i et ret så trist og anonymt industrikvarter i Hamburg. Det regnede selvfølgelig. Og vi havde ingen jakker med, for dem har man jo ikke noget at bruge til om sommeren i Sydspanien… men vi var ikke i Sydspanien. Langtfra. Vi var på en rasteplads i Hamburg og humøret var ikke højt. Det ville være synd at sige.

Men nu var vi der, og det var så det. Og vi havde ferie og vi voksne var pinligt bevidste om, at nu var det vores pligt at få det bedste ud af situationen, så vi tog på Burger King. Af alle steder.

Og der midt i tristessen og pomfritterne, blev evangeliet lagt i munden på en af vores drenge, som i glæde over en ny plastikdims fra burgerkæden, udbrød: ”Prøv og tænk, hvis vi havde nået flyvemaskinen, så havde vi jo ikke oplevet den her butik!” Og det var jo rigtigt og det blev et vendepunkt og vi tog os sammen og solen begyndte at skinne og vi tog imod Hamburg. Og vi fik en god ferie alligevel. Anderledes end vi havde forventet, men god.

Forventningerne måtte justeres og sådan er det ofte med forventninger, og derfor skal vi passe på med ikke at fiksere vores forventninger, så de kun kan indfries på én måde – men i stedet arbejde på at gå til ferier og livet i det hele taget med åbne forventninger om det bedste, som kan justeres af virkeligheden, uden at de falder til jorden.

Troen på Gud er i bund og grund, en åben forventning om, at Han vil os det bedste.

Overskriften på dagens evangelium er: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”. Frygt ikke – Gud har besluttet sig for at give os riget. Det er udgangspunktet. Det er rammen om alt det der følger efter. Det er rammen om alt det der kræves af os.

Kristendommen består grundlæggende af en dobbelthed af tålmod og utålmodighed. Vi kan kun tålmodigt vente på Gud, men verden kan ikke vente. Vores næstes behov kan ikke vente.

At tro på Gud, er at have skyhøje forventninger til livet. Det er være båret af forventningens glæde. Og samtidigt stilles der skyhøje krav til os, om hvordan vi udfolder vores liv og forholder os til hinanden. Begge dele.

Forventninger fylder os med glæde, og giver os overskud til at leve og være noget for hinanden. Helt anderledes end det bare at vente. At vente er bare enerverende, som da vi sad der i bilkøen i Hamburg, velvidende at vi ikke kunne nå vores fly. Når vi venter, er vi alt andet end nærværende og tilstede, så vil vi altid hellere være et andet sted, end der hvor vi er. Vi venter, når vi ikke kan andet og det er tit forbundet med frygt og bekymringer. Vi venter på et eksamensresultat eller et resultat fra lægen. Vi venter på dommen efter en jobsamtale. Vi venter utålmodigt i en kø. Vi står der og kan ikke andet. Sidder med hænderne i skødet og er forhindrede i at handle, eller gøre noget der kan ændre resultatet. Når vi venter er vi tilbøjelige til at se tilbage: Kunne vi være kørt noget før hjemmefra, kunne jeg have læst noget mere til min eksamen, kunne jeg have gjort noget for at undgå at blive syg. Vi holder fast i det der var og dissekerer det, i et forsøg på at finde ud af, hvorfor vi står hvor vi gør og venter. Ventetid har det med at tømme os for kræfter.

Og ventetid er der masser af i vores liv – vi lader hinanden vente, også mere end det er rimeligt. Og vi venter med at gøre det vi skal, selvom det kunne gøre hele forskellen for et andet menneske.

Gud er forventningens Gud, og vi har som hans børn, både mulighed for – og pligt til – at gå til livet med skyhøje forventninger.

Forventningens glæde er den største, sagde Søren Kierkegaard og han sagde meget klogt, men samtidig levede han selv et underligt forkrampet liv.

Han har ret i, at forventningens glæde tit er den største. Glæden ved at gå og vente på noget kan nemt overgå den glæde, som vi rent faktisk oplever når vi står ved målet for vores forventning. Tænk bare på barnet, der er fuldstændig elektrisk og ønsker sig en bestemt gave så brændende, at det næste ikke er til at holde ud. Men når gaven er pakket op og afprøvet, så falmer den hurtigt. Det går måske kun nogle få dage, før den bliver uinteressant. Og voksne kan have det på samme måde. Forventningens glæde var større.

Søren Kierkegaard demonstrerede det i sit eget liv på en sær brutal måde. Engang inviterede han sin forlovede, Regine Olsen, i teatret. Og Regine glædede sig som et lille barn. Hun gik og talte dagene og overvejede, hvad for en kjole og hvad for en hat, hun skulle have på den aften. Da tiden endelig kom, spadserede Søren og Regine igennem Københavns gader mod Det kongelige Teater. De hilste på de fodgængere, som de passerede, og konverserede lidt med de andre teatergæster inden de gik ind i teatersalen og fandt deres pladser. Nu var de klar til, at forestillingen kunne begynde. Men i samme øjeblik tæppet går op, rejser Søren Kierkegaard sig og tager Regine under armen – og så forlader han teatret med den forklaring, at forventningens glæde er den største. Og den glæde har Regine jo allerede fået. Så er det ikke nødvendigt at se selve skuespillet. Sikken en skuffelse for Regine. Det er ikke underligt, at forlovelsen mellem de to ikke kunne holde i længden.

Det er godt at drømme og ønske og håbe. Der er kreative kræfter gemt i forventningerne. Men det dur selvfølgelig ikke at gøre, som Søren Kierkegaard gjorde. Han ophøjede forventningen til det egentlige. Han droppede selve sagen og nøjedes med forventningens glæde. Forventningen og den sag, som vi venter på, skal hænge sammen. Længslen er ikke noget uden sin genstand. De to ting skal høre sammen – og de skal passe sammen på en troværdig og realistisk måde.

Forventning fylder os med glæde og giver os overskud/kræfter til at lave mere end vi plejer. Vi venter ikke bare. Vi venter på noget, der er mere end os selv. Forventningen er netop forventningen til det, der kommer. I forventningens tid er vi ikke fyldt af bekymringer, men at håb og glæde over det der skal komme. Vi er ikke så bange for ikke selv at have hånd i hanke med det hele. En del af forventningen, er, at vi venter på noget, der ikke kommer i kraft af os selv og vores egen indsats. Noget vi ser frem til og håber på og venter os det bedste af. Og det er Gud.

Det Guds givne liv, er et liv i forventningens tid, båret af glæde. Den åbne forventning, der hele tiden bliver justeret og korrigeret af ændrede planer og virkelighed, men hvor vi alligevel må blive ved med at håbe og vente og forvente det bedste af Gud.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *