Forvandling!

For noget tid siden var jeg til et arrangement i Ørum Rødding, som ligger et sted temmelig langt uden for Ringvejen. Til arrangementet var der ikke  mindre end 25 % der ernærede sig som gravere. Hvilket, omregnet til personer, vil sige fire stk. Og nu er det overhovedet ikke meningen at jeg vil hænge en bestemt faggruppe ud, men bare gøre opmærksom på at fire gravere til én fest, giver nogle meget konkrete indspil i en diskussion om kødets opstandelse.

Grunden til at jeg nævner det, er fordi, vi i Ørum Rødding, kom til at tale om det sted i Bibelen, hvor Paulus taler om vores opstandelse fra de døde. Han taler om at vores kroppe, når vi dør, skal forvandles, fra en jordisk til en himmelsk krop. Og at vores himmelske krop vil have en anden glans, end vores jordiske krop har.

Sådan vil forvandlingen være på den yderste dag. Det man også kan kalde ”forklarelsens dag”, – den dag, hvor alt vil stå bøjet i neon for os, og alt vil være fuldkomment omsluttet af Gud.

Vi har lige hørt fortællingen om ”Forklarelsen på bjerget”. Peter, Jakob og Johannes fulgte Jesus op på bjerget – og de fik lov til et øjebliks klarsyn.

Jesu ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lys. Det Guds nærvær, som er en usynlig virkelighed i vores daglige liv, var på bjerget en helt synlig virkelighed. I et øjeblik så de alting i forklarelsens lys. De fik et kig ind i den virkelighed der er fuldkommen. Og de kunne lide det de så! De ville holde fast i det himmelske øjeblik. De ville blive der. Og ønskede ikke at vende tilbage til verden – med alle dens fejl og mangler – igen.

På bjerget oplever Peter og de andre disciple et syn, hvor det står lysende klart for dem, hvem Jesus er.

Det der sker på bjerget er, at Gud fortæller verden at Jesus er hans søn: Denne er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!, lyder det fra Himmelen. Men hvad betyder det? Ja, for disciplene betød det, at de skulle ned af bjerget igen! De kunne ikke fastholde den indsigt de har fået del i.

Bjerge er åbenbaringssteder. De markerer steder, hvor himmel og jord kan tale sammen, komme i kontakt med hinanden. Symbolsk kan vi opfatte opstigning og nedstigning som billeder på en rejse i sindet, en indre himmelrejse, der flytter os fra en erkendelsesmåde til en anden.

Med troens øjne ser vi engang imellem klart. Med troens øjne får vi engang imellem oplevelsen af et klarsyn, der bringer enhver tvivl til tavshed. Men ligesom disciplene oplever vi det kun i glimt. Måske er Gudstjenestens mål at give os mulighed for glimt af klarsyn? Og måske kan vi læse dagens tekst, som en lignelse på Gudstjenestens himmelrejse?

Jesus fører disciplene op på bjerget for at vise dem noget. I gudstjenesten er det Guds ord, der leder os for at vise os noget, for at bringe os til at se – eller bringe os til indsigt.

Det er hjertet der oplyses snarere end hjernen. Det er sprog der i højere grad taler til følelser end fornuften. Og hånden på hjertet hvad kan vi bruge det til? Kan vi godt tillade at give noget så flygtigt som følelser erkendelseskvalitet? Ja, og det er vi nødt til, for uden en tæt sammenhæng mellem hjerne og hjerte, mellem ord og følelser, bliver forkyndelsen ligegyldig og gudstjenesten gold.

Ligesom disciplene bliver sendt ned af bjerget og ud i verden, hvor sandheden ikke altid er så lysende klar – sådan bliver vi også sendt ud fra gudstjenesten til et liv med skidt og kanel, sorger og glæder.

Ordet ”forvandling” stammer fra forklarelsen på bjerget, som en beskrivelse af, hvordan noget jordisk kan omdannes til noget helligt. Det var denne forklarelse at Jesus guddommelighed – af hans lysstyrke – som disciplene så på bjergtoppen.

Bibelen er fuld af billeder på forvandling. Gud viser sig igen og igen som én, der former og ændrer verdenen. Når Gud møder et menneske, så sker der en forandring og ofte en forvandling. Mennesket finder først og fremmest sit sande væsen, når Gud træder ind i dets liv og gennemtrænger det med sin Ånd.

Enhver oplevelse forvandler os. Alt, hvad vi erfarer, alt som berører os, bevirker noget i os og kalder noget frem i os. Også glæden, vi mærker, forvandler os.

Disciplene så et glimt af den forvandling der sker med opstandelsen. Og det særlige er, at vi har fået lovning på, at den forvandling der skete da Kristus opstod fra de døde – at den også gælder os. At vi må tro på, at vi også skal opstå fra de døde, og at vi må tro på at opstandelsens forvandling er virkelighed, selv de mest utænkelige steder.

Der er ikke noget jordisk, som Gud ikke vil røre ved. Der er ikke noget Gud er for fin til!

Alt hvad Gud skabte, er godt. Hele Guds skabning – alt hvad der kravler og går – er skabt godt. Derfor kan vi kristne i den nikænske troskendelse, sige, at vi tror på Gud, skaberen af alt, både det synlige og usynlige.

Derfor er der ingen steder, situationer eller mennesker, hvor der ikke kan ske en forvandling. Man kan møde Gud, ikke blot på opsigtvækkende, traditionelle steder eller ved særlige oplagte lejligheder – som på Sinai, i Jerusalem… i kirken eller til gudstjenester – men bemærkelsesværdigt nok på steder og hos mennesker, som er både uventede, udstødte og usandsynlige – som f.eks. et nyfødt barn i en krybbe og på et kors – Forvandlingen sker hele tiden på de særeste steder. Vi skal bare åbne øjnene!

Kristendommen er ikke livs-fornægetende og verdensfjern. Den er livs-elskende, livs-villende og livsnær. Vi er tilbøjelige til at søge sandheden i drømmenes verden, men den findes kun i nådens verden, fordi Gud altid vil ud af sin himmel og ned på jorden, hvor han har øje for os og aldrig lader os være alene i håbet om at magte tilværelsen.

Hør ham!, sådan lød Guds ord til disciplene – og til os: ”Hør ham!” Og hvad er det så han vil os? Det er ham, der kalder på os og ikke kun på de særligt udvalgte eller kompetente. Han kalder os til at følge sig – Som kirke, og som enkeltpersoner.

Og at følge ham, kan ikke være andet end at følge med ind på kærlighedens vej.  Det er ham, den korsfæstede og livsudfoldende kærlighedserklæring, vi som kirke tror på, og at følge ham er, at troen når ud i kroppen på os. En tro med hjerte, mund og hænder. I Kristus blev Ordet kød, og i efterfølgelsen af ham bliver troen på Ordet kød.

Og vi skal ikke at famle i blinde. Kristus, der kalder på os, er gået i forvejen. Han har gået stien ud til de svageste iblandt os, De glemte og oversete, de besværlige, de belastede, de syge og de sørgende. Han har solidariseret sig med dem, ja, gjort sig til ét med dem i en sådan grad, at det i dem, er ham, vi møder.

Jesus minder sine disciple om, at de ikke bare kan stå og sole sig i Guds herlighed på bjergtoppen. De skal gå ned i dalen – være i verden – med menneskenes behov. Og det samme skal vi. Men samtidig med at vi giver den sultne mad, skal vi også huske at bespise os selv. Der skal også være tid og plads til himmerigs mundfulde og åndeligt føde!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *