Forargelse

3. søndag i advent 2008

Jeg blev forarget forleden. Rigtig godt gammeldags forarget. Jeg kom forbi en hjemmeside med titlen: ”Hjælp dyr i nød!” – og det er jo ikke fordi jeg har noget imod dyr, jeg har endda selv en kat,  og selvfølgelig skal vi da behandle vores dyr ordentligt. MEN dyr er altså bare dyr – og der er noget helt galt med proportionerne, når jeg bliver opfordret til at hjælpe dyr i nød, og orienteret om, at man for 200 kr. kan give en kat mad og husly i fire dage – når man for knap det samme beløb – hos en anden organisation – kan mætte en flygtning med ris i ½ år. Der er noget helt galt, når jeg bliver opfordret til at bruge 600 kr. på at give en hund mad og midlertidigt husly en uge, når jeg for lige godt det samme beløb – hos en anden organisation – kan give tre geder, og dermed give tre fattige familier i Malawi et livsgrundlag i form af mælk, kød, skind og penge.Det er altså noget helt galt med prioriteringerne hvis jeg skulle vælge at bruge 1000 kr. på at give to hunde et dyrlægebesøg, i stedet for at bruge de samme penge på at etablere en risbank, der kan komme 75 fattige familier til gode.

Hvis det ikke er langt ude, så ved jeg ikke hvad der er det. Og jeg bliver forarget over, at vi er nået dertil at vi prioriterer hunde højere end mennesker. Er der da overhovedet ingen anstændighed tilbage? Er der da overhovedet ikke noget håb tilbage for os?
”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig”, sådan svarer Jesus Johannes, da han i fængslet er blevet i tvivl om, om Jesus nu også virkelig er den ventede Messias.
Og det er da egentlig et mærkværdigt svar at give ham. Han kunne bare have svaret: ”Ja, det er mig!” Men i stedet viser han hen til en række af tegn, som allerede i det gamle testamente er messiastegn, og som Johannes kendte ganske udmærket: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op! Men i alt det var der ikke noget nyt, noget, der kunne hjælpe Johannes. For når nu Jesus kunne gøre alt dette, lade de blinde blive seende, de lamme gå, de spedalske blive renset og de døde stå op, når han kunne gøre alle messiastegnene, hvorfor lod han dog så ikke riget komme, med fred og glæde og retfærdighed? Egentlig, så kan det godt undre, at Jesus ikke svarer ligeud på Johannes spørgsmål. Det kunne han jo da godt have gjort. Men nej, det kunne han ikke. For ved at svare på den måde, som han gør, afsløres der noget helt afgørende ved kristentroen: Nemlig, at der ikke findes noget ligefremt svar på, om Jesus er Guds søn og Vores frelser. Man kan ikke sådan lægge undere og mirakler, skriftsteder og historiske beviser sammen og så få facittet: Jo, Jesus er den, der skal komme! Netop derfor slutter Jesus heller ikke sin gennemgang af messiastegnene, som man måske kunne vente, med at sige” Så Johannes, nu må du da kunne forstå, at jeg er den, der skal komme”. Tværtimod, så siger han næsten det modsatte: Forargelsen ligger lige for, men salig er den, der ikke forarges på mig!

Troen, den kan man nemlig aldrig argumentere sig til. Den må man tage imod og vælge. Men vi bliver også forargede: Når blinde ser, hvorfor gør de det så ikke? Når døde står op, hvorfor gør de det så ikke? Kirken har gennem tiderne ventet og ventet, men alt er ved det gamle. Der er krig og uretfærdighed. Der er fattigdom og sult. Der er nød og død. Er der da overhovedet noget håb tilbage for os? Hvad bliver det hele til? Der sker jo ingen ting! Alt det ser forargelsen, og forarges. Men troen ser det samme, og tror. Og hvordan det går til, det forstår vi af Jesu svar, hvor han siger” Evangeliet forkyndes for fattige”- altså: Kun den fattige er i stand til at overvinde forargelsen, og tro.
Han havde det ikke ret godt, Johannes. Og det var ikke så meget fængslets skyld. Der var han havnet fordi han havde anklaget kong Herodes for hor. Nej hans elendighed skyldtes meget mere, at han var fanget i sit eget sind. Han var nemlig ikke bare forarget på kongen, men han var sandelig også forarget på Jesus. Han, Johannes havde jo ellers brugt hele sit liv på at forkynde Messias komme, og han ventede sig noget af ham: Den store dommens dag, den afgørende adskillelse mellem retfærdige og Uretfærdige. Jo øksen lå allerede ved træets rod, og Messias skulle løfte den til hug. Kerne skulle skilles fra avne, og så skulle Gudsriget endelig komme, endeligt, synligt og sejrrigt. Og hvad oplever Johannes så, at der sker? Ingen verdens ting! Jesus sagde endda, at han ikke var kommet for at kalde retfærdige, men uretfærdige, og han gik på besøg hos toldere, talte med ludere og andre håbløse eksistenser. Nej, Gudsriget kom ikke. Alt var ved det gamle. Ingenting nyt var sket.
Det piner Johannes. Ingenting af det han havde ventet og varslet var sket.Nogen gange siger vi, at livet er en ørkenvandring – eller i hvert fald at vi har det, som om vi er på en ørkenvandring. Udtrykket ørkenvandring stammer fra bibelshistorien, hvor den hentyder til

de fyrre år, som Israelitterne vandrede i ørkenen omkring Sinai-bjerget, uden egentligt at komme nogen vegne. Og det er også i den betydning af vi bruger ordet. Det bruges netop som en karakteristik af den oplevelse af at livet står i stampe, vi rokkes ikke ud af stedet – vi sidder uhjælpsomt fast i et hængedynd. At være på ørkenvandring i den forstand, det er ikke rart,blandt andet fordi det er udsigtsløst, horisonten er så uendelig fjern, der er langt mellem oaserne, sandstormene hvirvles op, just som vi tror at se ét lyspunkt får vi sand i øjnene, når sandkornet endeligt er gnedet ud, så er udsigten igen uendelig og trøstesløs. Og det opleves som om der ikke er noget håb for os.

Det er på den baggrund at evangeliet til i dag skal høres. Det handler bogstaveligt talt om ‘en røst, der råber i ørkenen, den der skal bane Herrens vej. “Blinde skal få deres syn igen, lamme skal. gå, spedalske skal renses, døve høre, døde stå op og sidst – men ikke mindst – evangeliet skal forkyndes for fattige”.

Og hvem er de fattige? Ja, det er netop os, der midt i vores ørkenvandring her på jorden skal se lyset. De døde, der skal opstå, det er os for hvem der må intet mindre end en opstandelse til, for at dette liv kan blive livet værd! De døve, der får høre-sansen igen, det er os, der skal få dén tro, der kommer af at høre dét evangelium om tro, håb og kærlighed, som giver os mening og livsindhold.

De spedalske er os, når vi taber både næse og mund over vores egne præstationer, og evangeliet befrier os, så vi kan være medmennesker, der som den lamme kan rejse sig op og se verden i øjnene i et nyt perspektiv. Håbets perspektiv.

Den forargelse som jeg oplevede forleden over de forvrængede proportioner mellem dyreliv og menneskeliv. Det er den form for forargelse vi oplever, når vi møder nogen der har andre grænser end os selv. Når Jesus siger: Salig er den der ikke forarges på mig, så er det ikke kun den form for forargelse han tænker på. Det er ikke kun moralsk indignation, men først og fremmest det, der hindrer et gudsforhold og lægger afstand mellem Gud og os. I det gamle testamente bliver den form for forargelse kaldt for ”anstødssten” – det man snubler over. Forargelsen, i Det nye Testamente, er at miste troen. Det er den mulighed, der ligger og truer, når det ikke går, som vi synes, det skal. Når Gud ikke kommer, som vi forventer.
 

”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig”, siger Jesus. Og vi forstår ikke Jesu svar, hvis vi ikke forstår at dette er den samme skaberkraft som fra begyndelsen frembragte himmel og jord. Det er den samme skaberkraft som altid har fornyet livet og verden. Det er den samme skaberkraft som profeten taler om: “Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd.” … “Blomstre som en rosengård skal de ødevange.” Sådan gendigter Grundtvig Esajas’ ord.
Og det er den samme skaberkraft som kommer over Maria: “Den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Og nu virker den samme skaberkraft i dette menneske, Jesus. Den virker i hans ord og handlinger. Den virker overalt hvor han kommer. Den griber al menneskelig skrøbelighed. Den når ud til de fattigste og mest fortabte. Det er omsorg. Det er barmhjertighed. Det er tilgivelse. Det er fornyelse.
For Gud vil i dette menneske fuldende det han én gang har begyndt. Gud vil gøre sit skaberværk færdigt. Det er det han tager fat på da Kristus kommer blandt mennesker. Det evige liv begynder der, og vi lever i et spændingsfelt – Guds rige er allerede brudt frem og er midt i blandt os i tro, håb og kærlighed. Men Guds rige er endnu ikke brudt helt igennem, og derfor må vi stadig leve med forargelige prioriteringer, og håbløse beslutninger. Derfor kan vi stadig snuble over hinanden og komme i tvivl, som Johannes gjorde det, om, hvorvidt Jesus er den der kommer, eller vi skal vente en anden.
Og vi må bede Gud om, at holde godt fast i os – så vi ikke mister troen, men ser det spirende liv og håb, og oplever at vi hos Gud, ikke bare er på tålt ophold, men er favnet af hans kærlighed dag ud og dag ind. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *