Evigheden er Guds hukommelse

ELEPHANTSNytårsaften 2016

Det er ikke godt at have en hukommelse som en elefant. De husker ellers godt, siges det. Men når vi bruger udtrykket, så er det ofte i forbindelse med et menneske, der nok husker godt, men som også går rundt og husker på det forkerte. En der er dårlig til at glemme. Andres forseelser fx Vi er alle sammen elefanter indimellem, om ikke som i en glasbutik, så i hvert fald når det kommer til vores evne til at huske. Det falder os lettere at huske det der gik galt – måske især for andre, end det der gik godt.

Men vi yder ikke elefanterne retfærdighed, når vi bruger udtrykket negativt. For det er faktisk rigtigt at elefanter har en fantastisk hukommelse, som især viser sig ved at de husker deres nærmeste. Man har lavet forsøg med elefanter der viser, at de har en genetisk hukommelse og er meget sociale dyr. Det er interessant synes jeg, at hukommelsen bliver koblet med det sociale.

En vild elefantflok er en stor og følsom organisme. Elefantunger opfostres i en matriarkalsk familie med kærlige og omsorgsfulde hunner, først og fremmest moderen, men også søstre, kusiner, tanter, bedstemødre og tætte venner.

De nære bånd holder hele livet – i op til 70 år. Unge elefanter holder sig tæt til deres mødre og deres udvidede familie – hannerne, til de er omkring 14 år, hunnerne resten af livet. Når en unge bliver truet eller kommer til skade, trøster og beskytter alle de andre elefanter den.

Efter et dødsfald viser familiemedlemmerne tegn på sorg med en rituel adfærd. Forskere fortæller om elefanter, der prøver at løfte den døde krop og dække den med jord og grene. Forskeren Joyce Poole så engang en hun, der vogtede over sin dødfødte unge i tre dage med hoved, ører og snabel sænket i sorg. Elefanter kan vende tilbage til knoglerne af de afdøde i måneds- eller årevis og røre dem med snablerne.

Når vi siger om et menneske at han eller hun har en hukommelse som en elefant, er det ofte i en situation, hvor noget hellere skulle være glemt. Og sådan er det jo med noget af det vi kommer ud for, eller noget af det vi kommer til at sige til hinanden og såre hinanden med: Det er bedst bare at glemme det. Der kommer ikke noget godt ud af at huske på det. Glemsel er forbundet med tilgivelse og forsoning, men hukommelse er derimod forbundet med det sociale. Det, at være til i en sammenhæng. En historisk kulturel sammenhæng og en social sammenhæng af familie og venner. Uden hukommelse var vi blot primitive bæster.

Den svenske tegner har en streg af en vagabond, der ser godt fordrukken ud. Han siger: “Uden ur og uden kalender og uden religion levede mennesket som et bæst.” Han mener altså, at det, der gør os til mennesker, er, at vi ved, hvornår vi er i tid, hvor vi er i tid. Og i dag kan vi ikke tage fejl, for når vi skifter år, ved vi præcis, hvor vi er. Vi er på kanten af 2016 – på vej ind i 2017. Det er nok en markering værd, men det interessante og værdifulde i opmærksomheden på tiden komme af hukommelsen, for hukommelsen sætter os i en sammenhæng med andre mennesker. Der er nogen vi husker på og der er nogen der husker på os. Og lige netop det, er også det der gør, at vi kan blive ramt af bekymringer på sådan en dag som i dag. Måske ikke så meget for os selv, som for alle dem vi holder af. Hvis vi havde elefantens øre og snabel ville vi have forsøgt at pakke dem ind – hvad gør vi i stedet?

Når vores hænder ikke kan nå, så folder vi dem og lægger det hele i Guds hænder. Det er det der adskiller os mennesker fra dyrene, at vi har bevidsthed og religiøs længsel. Vi kan bede.

Jeg læste en artikel med cykelrytteren Brian Holm i går. I BT af alle steder. Han fortæller om en aften hvor han i begyndelsen af 90erne sad på hospitalet og frygtede at hans kæreste ikke ville overleve en kritisk operation: ”Stresset og bange sidder jeg og kigger på skiltet der peger mod hospitalets kapel. Altså, et kapel magen til det, hvor næsten alle mine belgiske venner tændte lys for deres syge eller for at finde styrke, eller måske bare fordi de var vokset op med det. Jeg havde altid trukket på smilebåndet ad belgiernes overtro og traditioner. Skulle jeg alligevel tænde et lys for min måske døende kæreste? Selv om det jo var lidt af et personligt nedelagt at trodse min egen overbevisning? Livet består jo af valg og jeg valgte at tå til kapellet og tænde et lys. Og nu jeg var der, bad jeg også mit livs første bøn”.

Kæresten overlevede og Brian Holm fortæller at han begyndte at gå i kirke. De første år mere af pligt end af lyst. Men gradvist skete der det, at han begyndte at holde af at komme i kirken. Her var der ro til at bede for de mennesker han bekymrede sig for. Han beskriver det med et billede af, at han kan gå ind i kirken som en mobiltelefon der er ved at løbe tør for strøm, og når han kommer ud igen, er batterierne ladt op. Måske fordi bønnen netop er der hvor vi ikke selv skal nå noget, men hvor vi overlader det til Gud? Der er en verden til forskel på et liv, hvor vi tror alt er op til os – og et liv, hvor vi erkender at vores liv er op til Gud. Jesus lærer os hvordan vi skal bede: I vores kammer og når vi er alene med os selv, der skal vi bede Fadervor. Mere behøver vi ikke sige, for Guds skyld. Han ved allerede hvad vi trænger til og hvad der ligger os på sinde. Ord er ikke nødvendige for Gud – men det er det måske for os. Måske har vi brug for at være mere konkrete, måske har vi brug for at nævne vores nærmeste ved navn og italesætte vores bekymringer? Jeg tror det kan være helende.

Luther skriver om bønnen: ”Som en skomager laver en sko, eller en skrædder en frakke, sådan burde en kristen også bede. Bøn er den kristnes daglige gøremål.” Selv bad Luther 3 og 4 timer dagligt, og han mente uden omsvøb, at dagen burde begynde og slutte med bøn. Et dagligt fadervor kan hjælpe os med at besinde os på omsorgen for vores næste og at livet er en gave fra Gud. Jeg besøger en kvinde der er rundet de 100 år. Hun kan ikke så meget mere. Hun hører dårligt, hun ser dårligt og benene fungerer heller ikke godt mere. Nogen dage har hun det sådan, at hun tænker: Hvorfor er jeg her overhovedet mere? Hvad er meningen med at jeg bliver ved med at leve? Jeg tror jeg ved hvorfor. For hun har fortalt mig om én bekymring hun har. Hver dag sidder hun i sin stol og beder for alle hun kender: Sine børn, sine børnebørn og sine oldebørn. Hun nævner dem alle sammen ved navn, og dem hun i særlig grad bekymrer sig for beder hun ekstra meget for. ”Når jeg dør”, siger hun: ”Så er jeg bange for at der ikke længere er nogen der husker at bede for dem.”  Bønnen er blevet hendes livsopgave. For det er det hun kan, hun kan ikke længere nå med sine hænder – men hun kan folde dem.

Det er godt at være genstand for nogens omsorg. Det er godt at være i nogens hukommelse. Det er det der får tid og liv til at hænge sammen, at vi hører til hos nogen. I deres minder og fortid – og i deres drømme og fremtid.

Men hvad så med dem der ikke er i nogens hukommelse? Hvad med dem, som ingen beder for eller husker på? Ja, dem må vi tro Gud husker på ”Hvad er da et menneskebarn at du husker på det? Et menneskebarn at du tager dig af det?” Ikke engang det mindste barn er glemt hos Gud. Guds hukommelse hedder evigheden, og i forhold til evigheden er vores hukommelse og tid uendelig kort, og derfor kan vi trygt lægge også det nye år i Guds hænder.
Den Gud, der har været vores bolig
i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed
er han Gud.

Godt Nytår!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *