Et oprør mod den falske fred

2. juledag. Tekst: Matt 10,32-42

Så er freden forbi! Julenat sang englene: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Men nu er freden tilsyneladende forbi. Det var en kort fornøjelse. Håber I har nydt julen! Og at den såkaldte julefred nåede at sænke sig.

Her to dage henne i julen hører vi Jesu ord: ”Tro ikke, jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred men sværd”. Hvad skal det nu betyde? Englene sang om fred på jorden – men barnet har slet ikke tænkt sig at bringe fred, eller hvad?

Jesus gør oprør mod den falske fred i alle afskygninger.

Det er et oprør mod konfliktskyhed. Den der falske fred der opstår, når man af hensyn til den gode stemning fortier noget som burde frem i lyset, fordi det er der, og er i vejen, for den virkelige fred.

Mange af os kender det godt, måske er det endda helt aktuelt i de her dage, hvor vi mødes i familien og skal hygge os og have det rart sammen. I avisen kan man læse velmenende råd fra familieterapeuter om, hvordan man kan undgå uoverensstemmelser her i julen. Det er ikke altid nemt at have det rart på kommando og slet ikke, hvis der ligger en masse uudtalte konflikte og murer imellem os.

Konflikter der har fået lov til at vokse sig store i det skjulte, fordi vi ikke taler om dem – og da slet ikke i julen, hvor vi bare skal hygge os og have det rart sammen. Men det er faktisk umuligt at have det rart sammen, hvis der er noget der fylder hele rummet og overskygger det hele, men som man ikke taler om, fordi vi skal holde fred. Det er ikke ægte fred. Det er falsk fred. Og det er den falske fred, Jesus gør oprør mod.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus

Det er et oprør mod ligegyldighed. Når vi lukker af for andre og bare vil være i fred. Når vi siger ”I kan gøre hvad I vil”. Jeg passer mig selv. Jeg er ligeglad med om I river hovederne af hinanden eller behandler hinanden elendigt – bare I bliver væk.  Fra grænsebommen! Fra min dør! Alt hvad der foregår uden for Danmarks grænser er mig så uendelig ligegyldigt. Det er langt fra noget jeg vil blande mig i. Alt hvad der foregår uden for min dør. Det er mig så uendelig ligegyldigt. Det er langt fra noget jeg vil blande mig i. Lad mig bare være i fred!

Det er den form for ligegyldighed Jesus gør op med, for vi lever ikke for os selv. Vi lever sammen i et fællesskab og den fred man kan have bag en lukket dør, mens verden går amok udenfor døren. Det er en falsk fred.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus

Det er et opgør mod at lade som ingenting, når en i vores omgangskreds har det svært på den ene eller anden måde. Det kan være tegn på depression eller stress. Det kan være en der sidder fast, som lider under svigt, eller som selv svigter. Nok er der tegn på at noget er galt, men vi slår dem hen, fordi vi så gerne vil tro, at alt er godt. Og vi lader være med at blande os, så går det nok væk. Men det går ikke væk, hvis ikke der er nogen der blander sig. Der bliver ikke ægte fred for det menneske, før nogen tør blande sig – og det kan koste både sved og tårer.

Ser man på, hvem der har modtaget Nobels fredspris siden 1902, så rummer listen prominente pacifister, ikke mindst de første år, og den rummer temmelig krigeriske typer, der fik den for at have sluttet fred fx Sadat, Arafat og Kissinger. Men det interessante er, at den også tæller menneskerettighedsforkæmpere, borgerretsaktivister, systemkritikere, der alle har det til fælles, at de hver især har givet anledning til uro og ballade, fordi de har kæmpet for en sandhed, der er større end den fred, de bryder. Det gælder folk som fx Martin Luther King, Andrei Sakharov og Lech Walensa.

Alting havde været fredeligere, hvis de havde holdt deres mund, og alligevel er de værdige prismodtagere. De har kæmpet mod en falsk fred, der hviler på undertrykkelse og uretfærdighed, og derfor kom det til ballade. Et menneske kan ikke få fred i egentlig forstand, hvis ikke det tør stå op imod det, der bare er en overfladisk og falsk fred.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus. Kristus-tro kan føre til brud, konflikt, ballade – ikke for ufredens skyld, men for sandhedens og livets skyld.

Det er ikke gratis at gå ind i de konflikter der er i familien og i ens omgivelser.  Det er ikke uden omkostninger at blande sig i andres liv og i verden. Det er ikke smertefrit at kæmpe for fred og sandhed for livets skyld. Det er ikke altid let at være Kristus-tro. For Stefanus kostede det livet. For os koster det om end ikke livet, så ihverfald mod til at stå frem op og kæmpe for det vi tror på.

”Den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”, siger Jesus. I det hele taget opregner han en hel masse forhold der skulle gøre os uværdige – og det er noget usædvanligt stof. Den der ikke gør dit og den der ikke gør dat, er mig ikke værd, siger Jesus. Hvad betyder det egentligt? Lad os vende det på hovedet og spørge: Hvad forhindrer mig i at være ham værd?

Hvad skal der til, før vi er noget værd? Mange af os bilder os ind af vi har brug for andres anerkendelse, for at føle os noget værd. Eller at vi har brug for faglig succes, en god karriere, smukke børn og en præsentabel ægtefælde, 400 venner på facebook eller noget helt andet!

Her er det anderledes enkelt. Her handler det om tro og handling. Og tro i kristen forstand er ikke en åndelig kraftpræstation, men at række hånden ud og vide at jeg er afhængig af, at Gud tager imod mig.

Det er interessant at de mennesker der er de bibelske fortællinger hører Jesus sige: ”Din tro har frelst dig”, er mennesker der efter vores begreber ikke er meget værd. De kan ikke sætte kryds ved ret mange af de før nævnte kriterier – det er en kvinde grebet i ægteskabsbrud, en latterlig tolder i et træ og en fremmed kvinde ved en brønd. De er ikke måske ikke noget værd, men de er Gud værd.

Troen kalder på handling. Vi skal give den tørstige et glas vand. Det lyder da egentlig forholdsvis overkommeligt. Er det virkelig bare det der ligger i at tage Kristi kors op og følge ham? Det lyder let, men i virkeligheden er det nok ikke så nemt.

I virkeligheden er det nok mere tiltalende for os at tale om de store ofre, som kristus-troen kræver. Dem, hvor der virkelig er noget at skrive hjem om. Dem der gør, at vi føler os noget værd.

Her tales der også om de usynlige ofre, dem man ikke får særlig meget kredit for. De usynlige dagligdags kærlighedsgerninger, der får livet til at blomstre imellem os.  Det er det ansvar vi har for hinandens liv, de kors vi må bære for hinanden. De konflikter og de slåskampe vi må tage for hinanden, for sandhedens og livets skyld. Det er det der skaber den ægte fred.

”Den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”, siger Jesus. Troen gør os værd, og vi udmønter det værd i vores fællesskab med hinanden.

Vi er skabt i Guds billede, den Gud, som selv er fællesskab. Da det første menneske var skabt, blev det ikke godt, før der var to, som kunne hjælpe hinanden. Den bibelske fortælling er en fortælling om fællesskab. Jesus levede og formede fællesskab sammen med sin lille flok af disciple. Han sendte dem altid ud to og to, og den første kirke er fortællingen om et folk, der var sammen og var af ét hjerte og ét sind og havde alting til fælles.

Men det betyder ikke, at det med fællesskab er let. For alt i denne verden forsøger at trække os væk fra fællesskabet – vi bliver fristet til at vælge os selv frem for andre, vælge uafhængighed frem for gensidig afhængighed, vælge store ting frem for de små, vælge at gå hurtigt frem på egen hånd frem for at nå langt sammen med andre. Den enkle vej er ikke den lette vej.

”kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig… For mit åg er godt, og min byrde er let.” Sådan siger Jesus og der er nogen, der har fået det til at betyde, at hvis vi kommer til Jesus, vil alt blive let. Og sådan er det jo ikke – faktisk kan man hævde at det kan være lettere ikke at være kristen, fordi  kristne er forpligtet på deres tro. På en måde bliver byrden lettere, fordi vi bærer byrderne sammen.

Hvis vores liv er helt uden sværdslag og konflikter, må der være noget der er forlorent og falskt. Den ægte fred kræver sine ofre og slag for sandheden og livets skyld.

Hvis vores liv er let, må der være noget vi gør forkert. Livet skal ikke være let. At elske sin næste er ikke let. Men at elske sin næste er meningsfyldt og livgivende. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *