Drop tilbudsjagten

10. søn. eft. trin. Text: Matt. 11,16-24

”Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvor billigt kan vi få det?” – sådan skulle den tidligere biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, efter sigende engang have sammenfattet vor tids store spørgsmål.”Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvor billigt kan vi få det?” – og det udtrykker meget rammende en generel uvilje hos os, mod at betale for meget for både svinekød og livet som sådan.

Vi taler om det, liker artikler om dyrevelfærd og livskvalitet på Facebook. Vi køber dyre kogebøger og metervis af livsstilsbøger, men når det kommer til stykket, vil vi ikke betale det, det koster. Vi vil ikke betale mere end 12 kr. for en pakke rullepølse og vi gider ikke investere mere end højest nødvendigt af os selv i hverken vores eget eller andres liv.

– Så vi ender med at blive ramt af listeria-bakterier og ligegyldighed. I værste fald kan man dø af begge dele. Listeria-bakterier kan man i de fleste tilfælde slippe af med igen, det er langt mere kompliceret med ligegyldighed. Den har det med at sætte sig først i benene, hvorefter den spreder sig til hele kroppen, for til sidste at sætte sig i hjertet, og gøre os fuldstændig resistente over for alt, hvad der foregår omkring os.

Vi ser og hører fløjtespillet og alle mulighederne, vi hører klagesangene og al elendigheden i fjernsynet, på nettet, i avisen, på gaden, hos naboen – men ser og hører det ikke rigtigt alligevel – og tager det ikke ind. Vi magter det ikke/orker det ikke/kan ikke, for det vil kræve at vi lægger vores smartphones og tablets fra os og er tilstede. Det kræver at vi retter opmærksomheden mod det eller dem, der er foran os. Og det koster. Det koster vores engagement.

Søren Kierkegaard siger et sted: ”Jeg gider ikke – jeg gider overhovedet ikke! Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: Jeg gider slet ikke!

Og Jesus siger: ”Så var det meningen I skulle danse, men det gad I ikke. Så var det nødvendigt at I var kede af det, men det blev I ikke. Johannes Døber brød I jer ikke om – han var for kedelig, for streng og alt for moralsk. Og mig, siger Jesus, brød I jer heller ikke om – jeg var for farverig, for slap og alt for rummelig…”

Jesus bebrejder os, for at være hverken varme eller kolde. Når der skal danses, vil vi ikke være med. Når der skal sørges, er vi heller ikke med. Han bebrejder os at vi ikke involverer os, at vi ikke vil investere det livet kræver af os. Nemlig vores liv. Os.

Hvad er egentlig meningen? Vi sidder der på torvet og ser på dem der optræder med det ene og det andet. Og vi har en mening om det hele, men alligevel giver det ikke rigtigt mening for os. Vi mener noget om hvad man burde gøre i Irak, Palæstina og Ukraine. Vi mener noget om, hvad der er galt i Folkeskolen, i Folkekirken, på Fuglebakken. Vi mener en hel masse, og det bliver for uoverskueligt at forholde sig til det hele, så vi forholder os mest bare til os selv. Meningen, som sådan, spejder vi efter, fra hver vores plads: Vis os noget! Giv os et tegn! Giv os en oplevelse, som bekræfter os i vores holdning til livet.

Vi spørger efter meningen! Ja, vi forventer endda at få den serveret. Forventer at vi kan læse os til den, eller at den popper ind på Messenger eller i Inboxen. Men sådan fungerer det ikke. Meningen med livet, kan vi have mange meninger om – men vi kan ikke stå på sidelinjen som tilskuere til livet, og tro at vi finder den.

Livet er både sorrig og glæde, klagesang og dans, alvor og leg, lov og evangelium. Og måske er det præcis i erkendelsen af det, at meningen må søges og leves.

Vi kan ikke bare stå på sidelinjen af livet og forvente, at det kommer til os. Livet kræver os. Kræver vores engagement og medleven. Og meningen oplever vi ikke, uden at vi risikere at få både andres snavs og glæde på fingrene. Livet er ikke på tilbud. Det koster mere end det er behageligt at punge ud med.

Sidder vi og venter på at meningen bliver bøjet i neon for os. Sidder vi og venter på at Gud lader det regne med tegn og mirakler, der lader os uden tvivl. Ja, så ender vi om ikke andet med, at livet går forbi os.

Gud fjernstyrer ikke mirakler der rammer os som lyn fra en klar himmel. Gud er så involveret i livet, at han er selve livet. Det liv vi har fået og, som vi ikke kan leve på tre skridts afstand af, men som kræver at vi involverer os i både kamp og glæde. Det liv, vi ikke kan være tilskuere til. Det liv, som kræver os helt.

Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvor billigt kan vi få det?” er åndsforladte spørgsmål. Det er fraværets spørgsmål– Måske skulle vi i stedet spørge:  Hvor er jeg? Hvem er jeg sammen med? Og hvad kan jeg give?
Det er tre spørgsmål der fordrer vores tilstedeværelse her og nu. I stedet for ”Hvor kommer jeg fra?”, så spørg ”Hvor er jeg?” Det er et spørgsmål, der ikke fastholder os i en fortid eller i kredsen om forklaringer på hvorfor tingene er som de er, men som åbner vores øjne for, hvor vi er lige nu. Hvad står vi i af glæder og sorger, muligheder og udfordringer – Hvor er jeg? Er et spørgsmål der tvinger os til at mærke os selv, men også til et udsyn og blik for verden omkring os. Så vi mærker andre.

I stedet for ”Hvor skal vi hen?”, så spørg: ”Hvem er jeg sammen med?” I stedet for hele tiden at have blikket rettet mod fremtiden, vækst, forandring. I stedet for hele tiden at være på vej videre – så kunne vi forsøge at være nærværende lige nu – være åbne / nysgerrige /interesserede i at dele historier og liv med de mennesker vi omgiver os med. En ægte interesse i de mennesker der er lige omkring os – naboer/kollegaer/venner/familie – er med til fastholde os i et meningsfyldt liv. Hvis vi mister fornemmelsen for og opmærksomheden overfor de mennesker der er i vores liv, så er vi i gang med at miste livet selv.

I stedet for ”Hvor billigt kan vi få det?” – så spørg ”Hvad kan jeg give?” Jagten på tilbud kan være en udmærket hobby at have når det gælder dagligvarer, men at forsøge at komme så billigt som muligt om ved det daglige liv, det giver ikke andet end et fattigt liv. Det er ved at give at vi får, siger Frans af Assisi. Ikke give på den udtørrende/fortravlede måde, der ikke bidrager til andet end stress og udmagret hed. Men give på den måde der vokser ud af tilstedeværelse og opmærksomt nærvær i vores liv og vores medmennesker.

Vi har brug for tegn! Men de tegn vi har brug for, får vi ikke ved at se efter dem i sol og måne. Vi skal ikke se mod himlen for at få de tegn der giver livet mening. De tegn får vi, når vi retter opmærksomheden mod de mennesker der er omkring os. Tegn der viser at vi har vores plads her, at der er brug for os og at vi ikke er alene.

Ve os, når vi ikke ser Gud i vores næste. Og ve os, når vi glemmer at vores liv, er tegn på Guds kærlighed til os.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *