Din vej?

Prædiken holdt v. konfirmandindskrivningsgudstjeneste 2011

Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier! Vejled mig i din sandhed og belær mig, for du er min frelses Gud, til dig sætter jeg altid mit håb (sl. 25,4-5)

Man havde lagt fin sort asfalt på den tre kilometer lange og lige indfaldsvej til byen. Den dobbeltsporede motorvej var blevet forbundet med en stor og bred vej indtil centrum i stedet for den gamle snoede hovedvej, som tidligere fandtes. Man havde godt nok måttet lægge adskillige millioner for at udgrave og dræne, men nu ville man endelig kunne komme et helt minut hurtigere ind til byen end tidligere.

Der havde været voldsomme diskussioner, inden indfaldsvejen stod klar. Mest vred var nok gamle Vera. Hun havde mistet hele sin kartoffelmark til fordel for vejen, men kartofler er jo billige i forhold til den dyre vej. Så der var ikke meget at diskutere, havde man med et fint papir fra kommunen forklaret Vera, mens gravemaskinerne ryddede kartoffelmarken.

I et helt år lå indfaldsvejen der som et stolt monument over vejvæsnet, men midt om sommeren begyndte asfalten at sprække flere steder uden for Veras hus. Og da hele landet havde ferie, varede det til midten af august, før byens fine mænd kom ud for at inspicere. Hele vejen lignede et rivejern.

Overalt var overlevelsesstærke kartoffelplanter brudt igennem. Vera sad i køkkenvinduet og smilede.

En hel hat havde hun brugt på at sætte kartofler, inden asfalteringen begyndte.

Med vrede miner blev det besluttet at nyasfaltere, og Vera fik et endnu finere brev fra kommunen, men nu i skarpe vendinger, og Vera lovede venligt, at hun ikke ville sætte flere kartofler.

Næste år skete det igen. Uden Veras hjælp var hver kartoffelplante blevet til fem-seks nye planter, og midt på sommeren genopstod rivejernet med endnu flere huller. I år fik kartoflerne desuden selskab af fyrretræerne, som voksede ved siden af vejen. Med deres vældige rødder begyndte de langsomt, men metodisk, at lave lange sprækker i byens mesterværk. Flere mælkebøtter hjalp med at dekorere den sorte kartoffelmark.

Vejvæsnet kom atter ud for at inspicere. Denne gang fik Vera hjælp af gravemaskiner til at få kartoflerne op. Den snorlige indfaldsvej måtte lægges om og blive en smule snoet, men det gjorde måske ikke noget.

”Man mister højest ti sekunder”, forsvarede vejvæsnets ordfører kommunens nye planer. Efter en diskussion kom man frem til, at det var til at leve med.

Nu dyrker Vera sine kartofler og bilerne tager et lille sving om hendes grund. (Fortællingen er fra ”Livet er ikke snorlige”, Markus Leandersson, Unitas Forlag)

Vejen gennem livet går ikke altid lige fremad. Indimellem må den bøje sig – for livet. Det bliver ikke altid, som man har forestillet sig.

Mange af os har et billede af hvordan det perfekte liv skal være. Alt for ofte bestemmer vi os for, hvordan livet skal være, for at vi kan blive lykkelige, men så sker der noget som gør, at det alligevel ikke bliver sådan.

Det mislykkes, siger vi, men måske er det faktisk bare en side af livet, som vi ikke har villet se. En side, der er lige så vigtig som fremgangen. Det betyder måske ikke alverden, hvis mit liv skulle lave små sving rundtom livets forskellige kartoffelmarker. Måske mister jeg ti sekunder af min snorlige udtænkte livsvej, men det gør ikke så meget.

Mange mennesker, der har været udsat for store ulykker, kan fortælle, hvordan de nu sætter endnu mere pris på livet. Når alt bare gik den lige vej, for livet af sted, uden de tænkte over det. Nu ser de hver dag som en unik mulighed.

Livet bliver ikke dårligere af kartoffelmarker, som skaber ophold i mine livsplaner. Livet er ikke til at planlægge. Det bliver ved med at overraske og opfører sig anderledes end vi havde tænkt. Det bliver det ikke dårligere af. Tværtimod lærer det mig at opdage, at livet er uendeligt meget større, end jeg selv kan forestille mig. Vi har sikkert hver især vores personlige kartoffelmarker , som har givet vores liv en drejning. Prøv at overveje, hvad der er sket for dig, som har givet din liv en drejning?

Nogen af os her i kirken i dag, har tilbagelagt størstedelen af vores livsvej – andre af os – og specielt jer konfirmander – er lige begyndt på jeres vej, men fælles for os er at vi alle sammen er på vej. Vi har oplevet lidt eller meget, set meget eller set noget, mødt mange eller i det mindste mødt nogen. Vi er på vej – hver dag og hele tiden er vi på vej.

De fleste af os har også oplevet at der var forhindringer eller udfordringer på vores vej. Der er ingen der kommer igennem livet uden skrammer – for sådan er livet. Indimellem afsindigt fantastisk, og indimellem afsindigt forfærdeligt.

Vi er hele tiden på vej. Vi er hele tiden i bevægelse, som manden vi så lige før. Han bevæger sig fra sted til sted, men han forandrer sig grundlæggende ikke. Måske bliver han klogere? Måske får han flere erfaringer? Måske lære han noget af verden og livet, men han er stadig ham.

Og det vigtige er måske ikke altid hvor vi skal hen? Og hvordan vi kommer den hen hurtigst muligt? Det vigtigste er måske i lige så høj grad hvad vi har med? Hvad har vi med i bagagen? Hvordan holder vi fast i os selv i en verden og en hverdag, som hele tiden er under forandring og i et liv, hvor vi hele tiden er på vej. Hvad har vi med?

Mange af os der er forældre har sikkert gjort os nogle overvejelser om, hvad vi gerne vil give vores børn med. Vi har gjort os tanker om, hvad der er vigtigt. Det kan være vi gerne vi lære vores barn at være en god ven, eller at tage ansvar eller vi vil give det en grundlæggende tro på, at man kan hvad man vil. Det kan også være noget helt andet.

I kirken har vi også nogle bud på, hvad vi skal have med. Kirken har nogle bud på en pakkeliste til turen. Jeg vil nævne ti af de ting, som kristendommen bidrager med på vores livsvej. Vi kunne kalde dem De ti (til)bud, for at være lidt kække:

1. Du er elsket

Der er så mange krav og forventninger og for mange af os, kan hverdagen blive en lang række af præstationer, for at blive eller føle sig accepteret. Det er helt afgørende i kristendommen at vi ikke skal præstere noget for at få del i Guds kærlighed. Du må tro på at du er elsket og værdifuld, og omsluttet af Guds kærlighed. Han har skabt dig og elsker dig, og det er der ingenting i verden der kan lave om på.

2. Du er med i et fællesskab

Vi er med i mange forskellige slags fællesskaber, men det der er så vildt med det kristne fællesskab, er at det rækker så langt. Det er både helt lokalt i den kirke man hører til – men det er meget større end det. Du deler tro og liv, bønner, fortællinger og traditioner med millioner af mennesker i hele verden. Fællesskabet går på tværs af alle de grænser, vi ellers bygger op.

3. Du kan dele dit liv med Gud

Der er rigtig meget vi selv kan gøre noget ved, men der er også meget i livet, som vi overhovedet ikke er Herre over. Vi bliver frustrerede og kede af det, når vi tror at vi kan klare det hele selv, men gang på gang erfarer, at det, kan vi ikke. Gud kender os helt igennem, og vi kan dele vores liv med ham. Vi kan lægge vores drømme, håb og bekymringer i hans hænder – vi kan også dele vores skyld og vores svigt med ham, så vi ikke skal bære det hele alene.

4. Du skal ikke være bange

Krig og terror, klimaforandringer og sygdom. Vor tids trusler. Der er meget vi kan være bange for. Kristendommen insisterer på at vi ikke må blive bange. ”Frygt ikke, tro kun!” siger Jesus, og det er et vigtigt budskab at, for det giver mod til at møde andre mennesker med tillid, og til at møde livet og døden med tro på at Gud holder hånden under os og griber os, uanset hvad der sker. Kristi opstandelse betyder at døden aldrig har det sidste ord.

5. Du skal ikke være anderledes

Mange af os kæmper med manglende selvværd og selvtillid, og forsøger at være anderledes end vi er, for at finde en plads i livet. Derfor er det et forbistret godt budskab, at Gud elsker dig præcis som den du er. Gud har ikke skabt nogen forkerte mennesker, og derfor skal du ikke føle dig forkert. Du skal ikke være noget du ikke er.

6. Du er fri

Vi oplever ofte at der er en hel masse regler og ting vi skal, og mange vil fejlagtigt have den opfattelse, at kristendommen er smækfyldt med regler, men kristendommen er et budskab om frihed. Kristendommen er ikke et sæt regler man skal overholde, men en frihed til at leve sit liv i respekt for andre menneskers frihed. Friheden er forbundet med kærlighed. Gud kærlighed til os, og vores kærlighed til hinanden.

7. Du får nyt liv

Vi kører ofte fast i dårlige mønstre, træffer forkerte valg, sårer dem vi holder af, og svigter vores idealer. Og derfor er kristendommens budskab om, at hver dag er nye muligheder, et godt budskab. Vi har brug for at høre om og mærke den kærlighed, som igen og igen tilgiver og giver mulighed for nyt liv og en ny begyndelse.

8. Du får et nyt syn på andre

Vi får meget let det indtryk, at der er forskel på folks værdi. At præsidenten er mere værd end posedamen, babyen fra Skanderborg mere værd end babyen fra Somalia. Kristendommen er et oprør mod den tanke. Alle mennesker har uendelig meget værdi. Det er et fantastisk vigtigt budskab i en tid, hvor alt peger i en anden retning.

9. Du får ansvar

Du har betydning, og derfor har det også betydning hvad du gør. At være kristen er en stærk forpligtelse på medmennesket og ansvar overfor fællesskabet. Der er så mange kræfter i verden og i os selv der vil noget andet. Det ligger ret naturligt for de fleste af os, at gå mest op i os selv, og det ligger i tidsånden at livet handler om penge, prestige og karriere – der er så meget tomhed der forsøger at overbevise os om at det ikke er tomt. Kristendommen siger noget andet. Den er en stemme der forpligter os på hinanden og som hele tiden insisterer på at livet ikke drejer sig om mig – men om de andre.

10. Du får mening og sammenhæng

I en fragmenteret og forstyrret verden, er kristendommen et sted at forstå verden ud fra. En fortolkningsnøgle der giver et større perspektiv, end det vi selv kan præstere. Kristendommen er et forstørrelsesglas, der sætter tro, håb og kærlighed som fortegn i dit liv – og hjælper med at skelne mellem hvad der er væsentlig og uvæsentligt til hverdag.

Det kunne være kirkens bud på ti vigtige ting til rygsækken. Livet er fuld af overraskelser og hele tiden bliver vi stillet overfor afsindigt mange valg. Både små – men også nogen der er så store, at de kan få betydning for resten af vores liv. For mig er det en kæmpe befrielse at tro på, at Gud er med mig hele tiden – i de små valg, og i de store valg. Han følger mig hele livet – han går med mig på vejen, når det er nemt og går ned af bakke – og særligt når det er svært og går op af bakke.

Om lidt skal vi synge en nyere salme der hedder: Kære linedanser. Den er faktisk skrevet som en gave til en konfirmand – som sammenligner livet med at være linedanser og skulle balancere mellem godt og ondt, og en masse forskellige valg. Den slutter sådan her:

Uanset om du nu tror det
Så ved jeg
At lyset brænder for dig
Og kigger du op, er der nok en vej.Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *