Menu Luk

Vi bliver vendt om

2. påskedag/ text: Joh 20, 1-18

Her 2. påskedag følger vi Maria Magdalene på hendes vandring til Jesu grav. Da hun kommer frem, tror hun ikke sine egne øjne. Graven er tom! Først ser Maria to engle, så ser hun havemanden.

Først da havemanden kalder Maria ved navn, opdager hun, at hun står overfor den opstandne Kristus.

Bag alteret i Københavns Domkirke står der en mægtig Kristus-figur af Bertel Thorvaldsen. Under figuren står ordene ”Kommer til mig”. Ordene er fra Matthæus, hvor Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Det virker stærkt, når man knælende ved alterets fod, kigger op på den store, hvide Kristus-figur. Figuren står som et monument, en statue rejst til evigt minde om Jesus. Jesus er midt i sit virke, men alligevel står han som en stenstøtte fastfrosset, som om hele historien pludselig er gået i stå.

Men det er netop, når man ved alterbordet løfter blikket og lader øjnene vandre op over den mægtige figur, at et opmærksomt blik opdager et lille mærke, der bryder den hvide flade i Jesu side, og lige sådan to mærker i Jesu hænder. Mærkerne vidner om Jesu død, korsfæstelsen og lidelsen, men de vidner også om Jesu opstandelse, om at vi der knæler, i virkeligheden sidder lige over for den opstandne Kristus.

Myten bag skulpturen fortæller, at Thorvaldsen oprindeligt havde lavet figuren med armene i vejret. Mens han indsamlede penge til afstøbningen skete det, at lerfiguren pludselig sænkede armene, så Kristus i stedet stod med udbredte arme, som om Han velsigner menigheden og tager imod den knælende altergæst.

Måske vil du opleve det samme, som Thorvaldsen gjorde, at figuren pludselig får liv. Når du knæler ved alteret og hører ordene: ”Opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede i blandt os”. Den som hører de ord vil opdage, hvordan stenstøtten bliver vakt til live, at Kristus træder ud af den bibelske fortælling og står foran ham, som den opstandne Herre og mester.

Det var det Maria oplevede, og det er det som vi også vil opleve, når vi sammen med Maria går til alters, og hører Herren tale til os og kalde os ved navn. Og taler til os med evighedens kraft og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Det er denne evige stemme, der med kraft fra den tomme grav, giver os mod til at gå ud og møde hinanden i virkeligheden. Påskemorgen er en katapult der kaster os ud det virkelige liv. Vi forstår det ikke, men vi mærker at vi kan gå videre.

Vi må gå videre med det der er virkeligt. Det er også det disciplene gør. De løber alt hvad de kan der ud, og går straks ind og undersøger den tomme grav, og de ”så og troede”, som der står og så går de hjem, og går videre med det der er virkeligt.

Og de er, som enhver der stilles overfor påskemorgens mysterium. Hvordan skal og kan vi begribe det der, hverken kan beskrives eller forklares. Hverken forstand eller følelser rækker.

Jo, vi kan overvældes af vores følelser – også af åndelige og religiøse oplevelser, men følelser er så individuelle og omskiftelige at de ikke går at satse livet på. Vi græder den ene dag og ler den næste. Og nogen gange uden nogen egentlig grund.

Og med forstanden kan vi ikke andet end konstatere at Jesus er væk og at der nu er en kold og tom klippehule og et brugt ligklæde.

Vi kan læse os til større indsigt, og det kan give os viden om, hvordan vi kan forstå den tomme grav, eller hvordan andre har forstået den – men det er ikke forstanden der omsætter det til virkeligt liv.

Hverken fornuft eller følelser rækker i forhold til at få liv ud af den tomme grav. Kun troen kan tage opstandelsen på ordet og holde det ud – og se livet og det ord vi kan bære med os som håb og trøst i det der er virkeligt.

Og måske er der en pointe i, at Maria ikke møder Jesus i graven, men netop udenfor. Hun står forgrædt og forstenet udenfor i sorg. Mødet med den opstandne sker ikke i graven. Den er tom. Mødet sker udenfor – ude i hverdagen, i gartnerens og vi andres arbejdsliv. Mødet med den opstandne sker i virkeligheden der, hvor vi er optaget af et andet menneskes liv og glæde.

Maria møder op ved graven fortvivlet og hun møder ham udenfor og genkender ham ikke først. Men Jesus sagde til hende: ”Maria” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ”Rabbuni!” – det betyder mester. Og man kan næsten høre den dybe glæde man kun finder hos det menneske, som er genkendt og elsket. Og så siger Jesus noget, som umiddelbart lyder lidt mærkeligt. Han siger: ”Hold mig ikke tilbage”! Eller som det er oversat i Den nye Aftale: ”Giv slip på mig!” Hvorfor siger Jesus til Maria at hun skal give slip på ham? Det gør han, fordi hun skal komme videre. Og Maria slipper ham og går videre.

Det er ikke Maria der omvender sig, men Kristus der vender hende om, så hun efter hun har set ham – igen vender sig mod det liv der er hendes og de mennesker, som hun skal bære opstandelsens håb og liv til. Det er den eneste måde opstandelsen bliver til virkeligt liv. Opstandelsen skal ikke forstås. Den skal leves i det små og i virkeligheden med de mennesker vi omgiver os med. Den er det lys og det håb og den trøst vi bærer med os og som vi må dele med hinanden. Så enkelt er det, men det betyder ikke det samme, som at det er let.

”Når der sker noget overraskende siger man: Det er løgn! Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt! Når der sker os noget skønt, aner vi: Det er for godt til at være sandt! Hvad er det for en forestilling vi har om sandhed der udelukker det overraskende, forfærdelige, det skønne og gode og kun tolerer det normale, det dagligdags som sandt” sådan skriver Villy Sørensen meget tankevækkende, i den ældre digtsamling ”Vejrdage”

Ifølge vores begrænsede sandhedsbegreber, skulle opstandelsen altså både være løgn, umulig og for godt til at være sandt. Det er hårde ods troen er oppe i mod.

Troen på opstandelsen er en bekendelse: ”Ja, jeg tror Kristus er opstået fra det døde. Ja, jeg tror livet er stærkere end døden. Ja, jeg tror lyset er kraftigere end mørket.” – men det betyder ikke at vi forstår bekendelsens indhold. Det betyder ikke vi begriber omfanget eller betydningen af den kærlighed der har sejret.

Jeg forstår ikke Guds kærlighed, men jeg tror på, at jeg ikke kan falde ud af den. Jeg tror på at den omfatter mig.  Det er den spænding man må leve med som kristen. Jeg forstår ikke, men jeg tror. Opstandelse er både mysterium og konkret troserfaring. På samme tid.

Vi oplever opstandelsen glimtvis i dette liv. I Fine øjeblikke der giver bevidsthed om at evigheden findes her i dette skrøbelige liv. Magiske øjeblikke med opstandelse i fuldt flor. Et fællesskab, en naturoplevelse, en blik fra den elskede, en lille barnehånd, en stor kunstner, en sprække ind til himlen. Vi oplever opstandelsen glimtvis i vores liv.

Men opstandelsen er også en altafgørende livsramme, som giver en grundlæggende tro på at før du elsker, er du elsket; før du fejler, er du benådet; før du svigter, er du tilgivet; før du glemmer, er du husket; før du farer vild er du fundet; før du dør, er du levende. Elsket, benådet, tilgivet, husket, fundet og levende hos Gud.

Kristus vender os om og siger: Jeg er opstandelsen og livet – og der ingen grund til at være bange! Og vi kan spørge os selv, hvad det betyder? Hvilke konsekvenser skal det have i dit liv, at du ikke skal være bange? Og hvordan kan vi hjælpe hinanden til ikke at være bange? Mødet med den opstandne sker i virkeligheden der, hvor vi er optaget af et andet menneskes liv og glæde. Og måske skal vi blive bedre til at spørge hinanden: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Måske skal vi blive bedre til at stille hinanden spørgsmål til liv. Opstandelsen er et spørgsmål om liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.