Befrielse

Prædiken holdt til sæsonafslutnings gudstjeneste i torsdagsarbejdet under temaet befrielse.

 

”Altid frejdig når du går” – en salme der er i dag ofte bliver forbundet med begravelser, men som også har været en af modstandskampens slagsange. Vi synger i glæde. Men vi synger også, når vi møder sorg og prøvelser. Derfor blev der også sunget meget under den tyske besættelse af Danmark.


Man mødtes til alsang og kaffe, og sang danske sange og ikke mindst salmen »Altid frejdig, når du går«, inden man gik hver til sidst. Den fungerede også som afslutning på spejdermøder og andre møder. På et tidspunkt opstod der en debat om hvorvidt man ikke ødelagde salmens værdi, ved at synge den hver gang man var samlet til møde og fest.

Kaj Munk var én af dem der kritiserede brugen af ”Altid frejdig” –  Han sagde i en prædiken: »Den er så nem at slutte et møde af med, den lille korte: »Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder«. Vi synger den gerne, men mene noget med den, efterleve den. Vorherre bevare os! – og nok en gang: Vorherre bevare os!«.


Men trods kritik og diskussion blev salmen, »Altid frejdig«, en national kampsang for den lille flok af modstandsfolk.

 

Den kendte modstandsmand Christian Ulrik Hansen, der blev henrettet 1944, skrev allerede i september 1940 til en af sine venner: »Jeg tror stadigvæk, vi har lov at synge: Kæmp for alt — dø, om så det gælder. For vi har angret vor ligegyldighed, –:– og vi kæmper, — når tiden er inde, er vi parate til – at – »dø, , om så det gælder«. Døden er ikke svær, når man kæmper for noget, man holder af«.


»Altid frejdig« blev salmen over alle salmer i de fem besættelsesår. Man kan godt kritisere salmens lyrik og teologi, men i mødet med det ukendte og skræmmende har salmen trods alt styrke til at tolke følelserne hos de fleste:

»Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende«.

 

***

 

Blomster og træer springer ud, og ej, hvor vi bare trænger til det. Det er så dejligt at det er ved at bliver forår. Bøgebladene er ved at springe ud. Nu er det forår i Danmark; nu vender livet tilbage. Gummistøvlerne skiftes ud med sandaler. Men der er for mange af os også et dybere lag i glæden: glæden over at leve i et frit land; hvor vores frihed kun er begrænset af respekten for andres frihed.

 

Når vi siger at “håbet er lysegrønt”, så kan vi næsten kun tænke på bøgebladene. Lys og liv. Nogle af jer har oplevet- og andre af os har hørt om og set billeder fra – de glade dage i 1945, hvor bøgebladene sprang ud i et frit Danmark. Siden da har de også betydet: Fred  og frihed!

 

I Mellemøsten er der et andet træ, der har en lignende betydning. Det er oliventræet. Verdens ældste dyrkede afgrøde. Allerede på Bibelens tid var oliventræet et symbol på liv; man gned sig ind i olien i kolde nætter; olien kunne læge sår, og den kunne bruges i olielamperne og give lys. Lang levetid og håb var også knyttet til træet, der let kan blive 400 – 600 år gammelt, og som kan skyde igen efter brand, og næsten ikke er til at knække. Det er et fascinerende træ, med en lang spændende historie.

 

Når oliventræet er et symbol på håb og fred, er det også fordi det er et træ, der plantes til den næste generation. Når træet er mellem 35 og 150 år giver det størst udbytte. Den største fare for træet er derfor krig. Og rykker man et andet folks oliventræer op, fratager man dem ikke alene deres daglige brød, men symbolsk også deres fremtid og deres håb. Palæstinenserne oplever den ydmygelse igen og igen, og har gjort det i genrationer.

Et af de mennesker, der dagligt og med store personlige afsavn i dag kæmper for forsoning er Mitri Raheb. Han er araber, bor i Israel, og er kristen præst. Som menneske er han indbegrebet af forsoningens nødvendighed, og jeg har selv haft den store oplevelse at møde ham da jeg for 10 år siden arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp i Jerusalem.


Fordi han lever i den lille by Betlehem på 5 kvadratkilometer, omkranset af 50 kilometer mur, bliver hans tanker og tale om fred og forsoning også ganske konkrete: Skal han håbe på fred og fremtid, så må han ganske konkret håbe på at jøder, kristne og muslimer kan leve fredeligt sammen. Hans største bekymringer er børnene, at de skal bære på had og ikke på håb; at de skal finde deres styrke i våben og ikke i forsoning.


Jeg vil læse lidt fra en barsk og tankevækkende juleprædiken, hvor han tager udgangspunkt i et enkelt vers fra Efeserbrevet, som jeg her vil læse fra den nye oversættelse “Den nye aftale”:

“Kristus er freden selv. Da han døde gjorde han os til én gruppe, både jøder og ikkejøder. Han rev den mur ned, som holdt os adskilt, og fjernede fjendskabet mellem os.”

 

Dette vers handler både om jul og påske, siger Mitri Raheb.
“Personligt”, siger han, “er jeg træt af al den snak om fred ved juletid. Julen er blevet en højtid for glade fredsprædikanter snarere end for velsignede mennesker, som skaber fred.

 

Der bliver for megen overfladisk snak om fred. Som kristne må vi vove at tale rent ud om tingene. Ikke for at dæmonisere, men fordi vi tror på et alternativ til denne situation.

 

Som kristne må vi tage julen i Betlehem seriøst, fordi i den hellige nat på dette sted valgte Gud at blive meget konkret, at blive menneske og tage vores verden seriøst. Vi kristne er ikke bange for at se den brutale virkelighed i øjnene, fordi vi tror på en magt, der er stærkere end mure, og vi sætter vores håb til en fred, som overgår al menneskelig forstand.”

 

Og han minder om Paulus, der var ekstremist, men blev radikalt forandret i mødet med Kristus. “Hans store opdagelse var, at Gud i Kristus har revet muren og fjendskab mellem sig selv og mennesker ned. Den mur, som synden har bygget op, rev Gud ned, og i stedet byggede han en bro af nåde.

 

Ud fra denne opdagelse drog Paulus følgende konklusion: Hvis Gud i Kristus har revet muren af fjendskab mellem sig selv og mennesker ned, så er der ikke plads til mure mellem mennesker, stammer, kulturer og nationer.

 

Inkarnationen – grunden til at kristne fejrer jul – var ingen sentimental begivenhed, men en radikal forvandling. Ja, den var så kraftfuld, at den forvandlede hele den gamle verden og skabte en ny virkelighed.”


Og han fortæller, hvordan netop det vers fra Efeserbrevet blev en stor opmuntring for de kristne i Betlehem. “Vi forpligtede os på ny til at nedbryde mure af had og fjendskab. Vi ønsker ikke mindre for os selv, end at inkarnationens forvandlende kraft må styrke os alle i vores bestræbelse på at rive mure ned, bygge bro og skabe fred”.


Kraftfulde ord, der for os danskere, minder om dem de danske biskopper kom med majdagene i 1945. De lød sådan her: 

 

“Og måtte kirken øve evangeliets tjeneste således, at det bliver til mere end blot og bar tale om fred og forsoning mellem folkene. Måtte Guds Ord få frit løb i vort folk til opbyggelse af alle gode kræfter og til evighed over vor tilværelse.”

Der er stadig alt for mange mørke områder i verden, med krig, ufred og undertykkelse. Mange længes stadig efter at opleve en 4. maj og selvom ufreden og krigen fysisk langt væk, så kommer den helt tæt på, når vi konfronteres med død og ødelæggelse og krig i fjernsynet aften efter aften. Så kan vi ikke skubbe det fra os og påstå at det ikke har noget med os at gøre. Også her i vores del af virkeligheden – i Møllevang er der murer vi kan være med til at rive ned – og broer vi kan være med til at bygge. Fred og forsoning der både et lokalt og globalt ansvar. Det er også vores ansvar.

 

Tænd lys for drømmen, skriver Halfdan Rasmussen: Skumringstimen kalder.
Den største drøm er uden tid og alder.

Tænd lys for dem, der sover blidt erindret
bag alt det onde, der har overvintret.

Tænd lys for fred på jorden. Værn om flammen.
Vi får kun fred, hvis vi tør leve sammen.

Tænd lys for krigens ofre i dag,
for flygtende og undertrykt og svag.

Skal livet ånde frit, må det fornyes.
Tænd lys! Tænd lys!Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *