Lignelsen om Den barmhjertige samaritaner har haft en enorm virkningshistorie, også i forhold til den velfærdsmodel vi kender her i landet. Hvor et samfund, må måles på, hvordan vi tager os af de svageste grupper i samfundet.
og nu hvor valgkampen omsider er slut, behøves vi ikke at diskutere, hvilket parti der har det bedste bud på det – men kan blot konstatere at den barmhjertige samaritaner ikke er blevet fortalt forgæves. Rød eller blå – vi er i vid ustrækning enige om at vi altid er forpligtet på at hjælpe et menneske i nød.
Jeg vil tro de fleste mennesker kender begrebet barmhjertighed, netop fra lignelsen om Den barmhjertige samaritaner – og derfor også har en intuitiv fornemmelse at det handler om at vise kærlighed og omsorg.
De færreste bruger ordet barmhjertighed i dag – hvorfor man også valgte helt at undgå det, da man oversatte Det nye Testamente til den udgave der hedder: Den nye aftale. Vi bruger den ofte når vi har Bøn og Brunch, og det har mange kvaliteter at den er støvsuget for alle ord, der ikke bliver anvendt i vores daglige sprogbrug mere.
Men i dag vil jeg gå en anden vej. Jeg vil forsøge at komme bag om begrebet barmhjertighed. Hvordan bliver det brugt i Bibelen – og hvordan skal vi tage det til os i dag. Vi skal vise barmhjertighed, Ja! Men hvordan, bliver vi klogere på det? Det må vi se.
Hvordan den kristne næstekærlighed skal tolkes og praktiseres i dag, er et aktuelt spørgsmål i enhver kristens liv, og indimellem kommer det også på den politiske dagsorden. Som fx i debatten om de udviste irakiske asylansøgere der opholdt sig i Brorsons kirken i København for et års tid tilbage. Debatten var den gang skarp og ord, som miskundhed, barmhjertighed og – endda det selvbestaltede øllebrødsbarmhjertighed – fandt vej til de danske medier.
Når vi husker den barmhjertige samaritaner, er det, fordi han reagerer over for en fremmed, som om det var en bror. Og han fastholder, at det er det også, selvom de ikke er i familie med hinanden.
I fortællingen står der også, hvad det var, der fik ham til at handle, som han handlede. Der står, at ”han fik medynk med ham” – i ældre oversættelser står det endnu stærkere, at han ”ynkedes inderligt”.
Den græske glose – splanknizomai – det er oversat fra betyder egentlig ”han fik ondt i indvoldene” – altså i maven. Det er ikke muligt at oversætte det ordret, men udtrykket er meget præcist: Når man hører, at ens nærmeste er blevet ramt af noget forfærdeligt, får man netop fysisk ondt i maven.
Det er en vigtig pointe i historien, at manden fra Samaria betragtede den nødstedte som sin bror. Det jog igennem ham, da han så hans lidelser. ”Han ynkedes inderligt”, som om den forulykkede var hans nærmeste. Derfor måtte han handle, og i den handling viste han, at han handlede som en bror til manden, der var overfaldet af røvere.
Han gør, hvad vi vil gøre over for dem, vi står nærmest. Først sætter han sig i den andens sted. Det er derfor, han standser op og går hen til ham. Derefter sætter han den anden i sit sted. Han lægger den bevidstløse hen over muldyrssadlen., der hvor han selv sad – og trækker ham så til herberget.
Vi har svært ved at sætte os i andres sted, og måske lettest ved dem, der står os nærmest. Og det er begrænset, hvor mange vi vil sætte i vores sted, men det sker jo, at vi gør det med dem der står os nærmest.
Det at vise barmhjertighed bliver beskrevet flere steder i Det nye testamente. De fleste af os har nok hørt historien om, hvordan Jesus mætter en stor folkeskare på 4000 personer ved hjælp af syv brød og nogle småfisk. Splanknizomai bruges til at betegne den følelse i hjertet, som han fik overfor folk i skaren, fordi de havde været hos ham i tre dage uden at få noget at spise.
Og når Jesus helbreder, er barmhjertighed en vigtig motivationsfaktor. Folk kommer til ham med deres lidelser, hvad enten de er blinde eller spedalske eller noget helt tredie, og Jesus helbreder dem fordi han føler barmhjertighed.
Da han helbreder en dreng med en uren ånd gør han det efter en bøn fra drengens far, om at han vil forbarme sig.
Og da en mand her i dagens tekst, vil have afklaret, hvem der er hans næste, så han kan finde ud af, hvem han har næstekærlighedens forpligtelser overfor, svarer Jesus med fortællingen om den barmhjertige samaritaner.
Og dermed defineres næsten, som den, der viser barmhjertighed.
De sammenhænge vi har set på nu tegner et billede af splaknizomai som det, vi i dag ville kalde en nødhjælpsarbejder. En, der skaffer nødrationer og lægehjælp til de nødstedte, og som vejleder dem til selvhjælp i fremtiden. Men med det bliver også brugt på en anden måde.
Lignelserne om den gældbundne tjener og den fortabte søn handler om tilgivelse i yderste potens. Fortællingerne opfordrer til, at man af hjertet tilgiver sin broder, men det er lignelser, der handler om himmeriget.
Og i begge tilfælde er det Guds rolle, henholdsvis kongen og faderen, der forbarmer sig og magter at tilgive noget, som de øvrige personer i fortællingen ikke kan. Ved at fortælle disse to lignelser gør Jesus det tydeligt, at Guds barmhjertighed er langt større end det mennesker kan præstere.
Men det betyder ikke, at han ikke opfordrer mennesker til at forsøge at vise barmhjertighed. Tværtimod.
Barmhjertighed betegner en situation, hvor en stærkere ikke benytter sin mulighed for at sætte sin ret igennem overfor en svagere, men i stedet hjælper ham til større livsudfoldelse.
Men hvad betyder det? Hvordan hjælper vi andre mennesker til større livsudfoldelse? Ja, det findes der åbenlyst ikke noget enkelt svar på. Fordringen om barmhjertighed er Guds – men dilemmaet er vores.
Når vi fx møder en stiknarkoman på gaden, der spørger efter en mønt. Hvad skal jeg så gøre? Skal jeg give ham en mønt, så han kan købe flere stoffer og derved ødelægge sit liv, eller skal jeg afvise ham? Skal vi tage vare på det liv, som ønsker at ødelægge sig selv?
Man skal elske sin næste som sig selv står der i Bibelen, men får vi også svar og retningslinjer for, hvordan man helt konkret skal forholde sig til den anden? Nej, det er ikke muligt at slå op i Bibelen for at finde en løsning på hverdagens problemer og dilemmaer.
Man skal elske sin næste som sig selv. Man skal vise barmhjertighed over for den der er i nød. Der gives ingen anvisninger på, hvordan du bør varetage den andens liv, kun, at du SKAL tage vare på den anden, og det på en måde der tjener den anden bedst.
Løgstrup hævdede at der ikke findes en egentlig kristen etik. Vi får ingen konkrete anvisninger på hvad vi skal gøre – men siger han i et meget ofte citeret sted i ”Den etiske fordring”:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens livs lykkes eller ej” (Den etiske fordring)
Lad os vende tilbage til eksemplet med narkomanen. Vi kan ikke slå op i Bibelen i den konkrete situation og regne med at finde anvisninger eller retningslinjer for, hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre.
Jeg skal elske min næste. Jeg skal vise barmhjertighed – jeg skal tage vare på den anden – på narkomanen – på den måde der tjener ham bedst. Men hvordan må jeg selv finde ud af. Jeg må stille mig selv spørgsmålet, bruge min indlevelse og fantasi til at sætte mig i den andens sted. Hvordan vil jeg selv ønske at blive behandlet, hvis jeg var narkoman. Og det er ikke altid man skal give den anden, hvad han ønsker. Det ville oftest være det nemmeste – men ikke altid det mest kærlige eller barmhjertige. Hvordan jeg skal elske min næste – hvad det indebærer og hvordan det skal udfoldes, det kan kun besvares i mødet med den anden.
Den barmhjertige samaritaner satte sig i den andens sted, og derefter sætter han den anden i sit sted. Han behandler den vidt fremmede som sin bror. Det er kravet – intet mindre. Vi er udleverede til hinanden som brødre og søstre. Vi må øve os i at sætte os i den andens sted. Og i at sætte den anden i vores sted. Der er ingen grænser for, hvor langt den næstekærlighed skal række. Der er ingen grænser for, hvor tæt på den næstekærlighed skal gå.
Min næste er, den der hjælper mig. Min næste er den der viser mig barmhjertighed. Min næste er den der er nær hos mig, som Kristus er nær hos mig – og hos dig. Kristus satte sig i vores sted, og satte os i hans sted.
Han møder os med en kærlighed og barmhjertighed der er så stor, at vi kan være til for hinanden med barmhjertighed. I lignelsen om den fortabte søn lærer vi at Gud elsker os præcis som vi er, i lignelsen om den barmhjertige samaritaner lærer vi at han elsker os for meget til at lade os forblive på den måde. Amen