At de alle må være et

6. søndag efter trinitatis

Tekst: Joh 17,20-26

”At de alle må være et” – Det er det nærmeste kirken kommer på en egentlig vision!

Jesus siger: Jeg beder for at alle de som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét! At alle kristne må være ét! Det er kirkens vision! Og ja, der er lige et par milestones, inden vi når der til.

Det er ikke kirkens enhed, der det mest iøjnefaldende i øjeblikket – og hvor er det skønt at jeg har fået lov til at sige noget om lige netop den her tekst i dag.  Det har altid hørt til blandt mine favorit steder i Bibelen – og ydermere falder det på et tørt sted, i de her dage, hvor vi oplever både højre og venstrefløjen i Folkekirken overveje deres medlemskab på specielt sagen om for- og imod velsignelse af homoseksuelle.

Dele af højrefløjen truer med at melde sig ud, fordi der bliver indført et ritual. Dele af venstrefløjen truer med at melde sig ud, i protest mod at der er præster i Folkekirken, som ikke vil gøre brug af ritualet. En tendens der er blevet stærkt motiveret af præsten fra Aalborg, der helt uacceptabelt afviste at ville begrave en lesbisk kvinde. Han har senere undskyldt og sagen køre nu af tjenstlig vej. Det kan ikke undgås at jeg som præstekollega, bliver frygtelig ked af sådan en sag. For jeg ved at det skader kirken også selvom det er udtryk for en enkel præsts dumhed, og ikke en holdning der i øvrigt gør sig gældende. Den slags sager skader kirkens troværdighed, og jeg får selv meget lyst til at råbe højest i buh-koret.

Folkekirken er en underlig uregerlig størrelse, og der er ikke noget at sige til, at vi indimellem ryster på hovedet og siger: ”Bare de selv kan finde ud af det? Hvad vil kirken egentlig? Hvad mener kirken egentlig?”

Og selvom der for første gang i historien er flertal for at vi skal arbejde hen imod en kirkeforfatning, og at det sandsynligvis ender med en eller anden form for kirkelig ledelse, uafhængig af staten – så vil vi i kirken bliver ved med at være uenige om alt muligt. Og det er ikke nogen fejl. Det er faktisk meningen. Det er godt og sundt med diskussioner og uenigheder. Kirken er ikke noget meningsfællesskab. Det er et trosfællsskab – og det gør en stor forskel.

Der står: ”At de alle må være et”. Der står ikke ”At de alle må være enige”

Hvis vi var enige om alting, hvis vi så ens på Gud som skaber og opretholder, Guds almagt, det onde, frelse og fortabelse, det evige liv, jomfrufødslen og hvordan vi skal forstå Jesu krav om næstekærlighed og fjendekærlighed – for at nævne nogle få områder, hvor vi nok kunne få en spændende diskussion – så var der noget galt! Hvis vi aldrig var i tvivl eller uenige om, hvordan vi skal læse og forstå de bibelske tekster, ja, så ville der for alvor være noget galt i kirken. Så ville der for alvor være noget galt med vores enhed og fællesskab og troværdighed.

Vi er ikke enige – men vi er ét.  Det ville være klædeligt, hvis diskussionerne mellem kristne foregik i en ordentlig tone. og med respekt for, at kristne lige fra Peter og Paulus’ tid har kunnet være uenige om mangt og meget uden at frakende hinanden at være kristne.

Det sker desværre, at nogen stiller sig op på en kasse, og påstår at dem der lever på den eller den måde, eller dem som siger sådan eller sådan – de ikke kan være kristne.

Det sker desværre, at nogen påberåber sig at have den eneste saliggørende og rigtige måde at tro på. Det er forkert. Vi må aldrig frakende hinanden vores tro. Jeg kan ikke stille mig til dommer og din tro, og du kan ikke stille dig til dommer over min tro – vi kan være uenige om alt muligt, men det stærke er, at vi alligevel kan mødes og synge sammen, og bede sammen, og modtage nadver sammen. Vi kan mødes og tale om vores tro og tvivl, og få del i den samme velsignelse.

Kirkens fællesskab, er så helt anderledes end alle andre fællesskaber vi er med i. Det er ikke et interesse fællesskab, det er ikke et meningsfællesskab, det er ikke et fællesskab for unge eller et fællesskab for gamle. Det er et fællesskab af mennesker der har brug for Guds velsignelse.

Der står: ”At de alle må være ét.” Der står ikke ”At de alle må gå i ét med tapetet” Der står ikke ”At de alle må være ens”

At være ét handler om noget langt mere afgørende. Det handler om at være en del af noget større, af en guddommelig virkelighed, der rækker ud over, hvad man nogensinde kan være i sig selv, alene.

At være ét er noget andet end at være ens. Når man er ét, er man stadigvæk sig selv hver især, men det fælles, det man bliver en del af, er vigtigere end én selv.

Der er to modsatrettede kræfter der arbejder i os: Trangen til, at være en éner, at rage op på den ene eller anden måde, være noget særligt, gøre noget særligt, gøre en forskel. Vi vil ikke bare udfylde en rolle, og gøre det vi er sat til, velvidende at en anden kunne erstatte én. Vi vil gøre en forskel, for at det giver mening for os. Vi vil gøre en forskel, være en ener – men det er det modsatte af ”at blive et”.

Den anden er trangen til at være ét, at smelte sammen med nogen, eller noget, mærke, at jeg ikke selv skal bære alting selv, men blot er en del af en større sammenhæng.

Måske er det ligefrem sådan, at jo mere vi går op i at være enere, jo mere af verden vi synes, vi selv skal bære på vores skuldre, jo større er længslen efter at blive ét med noget, at optages af noget større.

Vi kan måske bedst forstå det, når vi tænker på et godt parforhold eller ægteskab. At to mennesker som elsker hinanden kan være både uenige og forskellige. Kærligheden forener det, som er forskelligt fra én selv. Man holder ikke op med at være forskellige, men kærligheden binder én sammen og gør det fælles vigtigt.

På en måde er det, der sker i kirken – og i hvert fald burde ske. I kirken bliver alt det der gør mig til særlig og speciel, det der bærer min individualitet underligt uvigtigt. Her er jeg menneske, før jeg er noget andet. Overfor Gud er det ikke afgørende. hvad jeg kan og gør. Overfor Gud, behøver jeg kun, at være menneske.

Gud gjorde sig til ét med et menneskes liv i Jesus. Og dermed gør han mig i stand til at være til som menneske, og ikke andet.

Enheden i kirken begrundes i at vi er mennesker, skabt af Gud – ikke i om vi er en forsamling af AGF fans, naturelskere, musikentusiaster eller politiske aktivister.

Og ved I hvad? Det er faktisk fantastisk spændende. Hvor finder vi egentlig ellers sådan et fællesskab i dag? Ikke engang folkeskolen rummer alle steder længere det brede udsnit af befolkningen. Vi moderne forældre vælger i høj grad en skole til vores børn, hvor vi kan være sikre på de kommer til at gå sammen med nogen de ligner – og vi bosætter os sammen med nogen vi ligner. Vi arbejder sammen med nogen vi ligner. Vores venner er studiekammerater og kollegaer og ja, nogen der ligner os: Stemmer på det samme, spiser det samme og køber de samme smagfulde puder til sofaen.

Der er ikke mange andre steder end i kirken, hvor vi er sammen på kryds og tværs af genrationer og professioner og politiske partier. Og det er da fantastisk. Fantastisk irriterende indimellem, når børnene råber, og de ældre ikke kan høre. Når nogen vil danse moderne, og de andre synge Kingo. Når nogen elsker at diskutere og provokere, og andre gerne vil meditere. Det er fantastisk at vi vil være her alle sammen. Være her i kirken, hvor vi skal blive ved med at arbejde på, at man må opleve hvor højt her er til loftet, og at man ikke skal puttes i en bestemt kasse – men kan være her og må være her uanset hvad.

At vi alle må være ét, betyder at vi ikke lever op til at være kirke, hvis nogen føler sig udenfor fællesskabet og enheden.

Kirkens enhed er begrundet i selve Guds enhed. Vi skal være ét, for at verden kan forstå, at Gud og Jesus er ét. Vores forhold til hinanden er åbenbaring af Gud. Kærligheden, menighedens etiske og sociale forhold, skal vise verden, hvem Gud er. Menneskers kærlighed kommer til at repræsenterer Guds kærlighed. Vi er Guds hænder i verden. Vi skal elske hinanden, ligesom han har elsket os. Kærligheden forener alle forskelle og uenigheder. Vi skal have omsorg for hinanden. Vi er hinandens ansvar.  Ingen af os har mere ret til at være her i kirken end andre. Vi skal ikke være ens og enige, men vi skal – Gud hjælpe os – være ét!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *