Menu Luk

Afkald

Sidste søndag efter Helligtrekonger. Text: Joh 12,23-33

I aften vil de fleste af os herinde statistisk set ikke tage telefonen mlm. 20-21.00. Vi vil sidde bænket i vores respektive sofaer – under slumretæppet -foran skærmen og følge med i DRs dramaserie: Arvingerne. Det er vi i hvert fald omkring 2 mill. danskere der gør. Jeg er én af dem. Jeg græder og griner sammen med Sunshine, Gro og Emil – og alle de andre, som vi næsten føler vi er blevet fortrolige venner med.

Setuppet er helt klassisk – Veronika, som er internationalt anerkendt kunstner dør og efterlader sig en kæmpe arv og fire børn. Umiddelbart inden sin død testamenterer Veronika huset til sin bortadopterede datter Sunshine – eller Signe, som hun hedder nu. Og hvad der for de fire søskende kunne have været en hurtig og smertefri bodeling, bliver begyndelsen på en rejse ind i hemmeligheder og løgne. Det vender op og ned på deres liv, og tvinger dem til at se på både hinanden og dem selv med nye øjne. Og med det setup er der lagt op til drama mange søndag-aftner endnu.

”Man kender ikke sin familie før man har arvet”, siger man – og i det her tilfælde er det i hvert fald rigtigt. Heldigvis er det ofte langt mindre farverigt i virkelighedens arvesager. Men jo ikke altid – og det interessante ved både de fiktive dramaer og også vores virkelighedsdramaer er, at både vi selv og vores omgivelser træder i karakter. Det at skulle dele en arv kommer ofte til at handle om alt muligt andet end en rationel fordeling af værdier. Det vækker alle mulige følelser hos os: Der kan være små værdiløse ting, som pludselig får en kæmpe betydning for én fordi det minder os om den person vi har mistet – og så kan det nærmest blive livet om at gøre at vi får den skål eller det billede. Der kan dukke ting op som gør, at man måske begynder at miste tilliden til hinanden – eller vi kan komme til at kæmpe om, hvem der egentlig stod hende nærmest – hvem hun elskede mest. Arvesager har det med at udvikle sig og vise sider af både os selv og vores nærmeste, som det måske var bedre vi havde været fri for.  At arve kan være et dramatisk kapitel i vores liv, som i en eller anden grad sætter livet på spidsen.

De der situationer – som kan være dødsfald eller når vi står over for et stort valg, eller i en eller anden konflikt – så oplever vi at det fremkalder alle de store følelser på godt og ondt – døden bliver sortere, livet bliver lysere, svigtene dybere, glæden større, hadet grimmere og kærligheden smukkere. Og det er der gode historier i – både på TV og i virkeligheden, og heldigvis oplever de fleste af os det kun i dryp – intensiteten og voldsomheden bliver udmagrende i længden.  Men som fortælling er livet, når det er sat på spidsen interessant – fordi det jo er vores almindelige liv med hinanden, som det udspiller sig i hverdags-slowmotion.

I dagens tekst får vi også livet sat på spidsen i et billede. Billedet af hvedekornet der må dø, for at der kan vokse nyt korn frem. Det er billedet af, at Kristi død betyder liv for os – men jo også billedet af, at der i ethvert menneskes liv er noget der må dø – noget vi må give afkald på – noget vi må ofre – en mulighed vi ikke kan forfølge – for at livet i og omkring os kan få vilkår der får det til at blomstre og vokse og styrkes. Det kan være ekstremt smertefuldt og en svær erkendelsesproces, at nå frem til, at skulle give afkald på noget af sit eget. Og sådan oplever vi det også hos de fire søskende i Arvingerne.

De har hver deres drømme og livsprojekter, og ved Veronikas død åbner der sig en arena af muligheder for at realisere dem– men det viser sig hurtigt, at ingen af drømmene kan realiseres uden at det koster noget for nogle andre. Veronikas død og den arv hun efterlader sig, bliver ikke uden videre til liv for nogen. Ikke uden ofrer og afkald og afsavn. Det er det vi står midt i.

Signe får tæppet revet væk under sig, da hun pludselig opdager at den som hun troede var hendes mor, ikke er hendes mor – og da hun møder sin rigtige mor – Veronika, er det lige inden hun dør og får overdraget hele huset i et nødtestamente. Med til den opdagelse følger også tre søskende – en familie. Og Signe bliver optaget af at blive en del af den familie. Hun længes efter at blive en del af noget større, få søskende, familie, en identitet der bygger på sandhed – i stedet for den løgn hun er vokset op med. Og hun vil så gerne gøre det rigtige – først lægger hun planer for hvordan alle de fire søskendes drømme næsten kan realiseres, hvis alle bare giver lidt til fællesskabet – men det ender med slagsmål og endnu dybere kløfter mellem hendes søskende. Så giver hun afkald på arven i tillid til at Gro har ret i at det var deres mors ønske, at Grønnegården skal gøres til kunstmuseum. Men da, Gro viser sig at have forfalsket underskrifterne – og Fredrik tilbyder hende økonomisk kompensation, mod at hun holder sig væk – og gør det klart at han ikke betragter hende som en del af familien – brister hendes drømme og idealer om fællesskab. Og hun skifter sprog – går fra hjerte til hjerne, forsøger at spille spillet og spekulerer i hvordan hun kan vinde retssagen og huset. Hun var parat til at ofre sin arv for at få én familie – men pengene og arven betød egentlig ikke noget for hende som udgangspunkt. Spørgsmålet er, hvad Signe egentlig skulle give afkald på, for at livet i og omkring hende kan spire og folde sig ud?

Frederik er jurist og den ældste bror, er vokset op med visheden om en forhånds- købsaftale på Grønnegården. Siden han var en lille dreng, har han været besat af tanken om at han og hans familie skal overtage Grønnegården. Da Veronika dør og verden ser helt anderledes ud end han troede – er han så overbevist om at han har retten på sin side, at han fuldstændig mister fokus på det der faktisk er hans liv, nemlig hans kone og to børn. Alt det der var godt og dejligt og livfuldt, mister betydning for ham, fordi han bliver opslugt af få det han mener rettelig tilhører ham – koste hvad det vil. Han er parat til at angive Gro for dokumentfalskneri og også til at lyve om Signe til avisen. Vi kan se det hele smuldre for ham – og at han er kommet til at ofre det forkerte – nemlig sin familie. Måske går det også op for Frederik på et tidspunkt? At en retssag mod sin egen søster, og en klæben sig fast til rettigheder og kontrakter på bekostning af fællesskabet, ikke giver liv – men derimod gør at han ender med at miste livet.

Gro er vokset op i skyggen af sin kunstnermor – og lever selv for kunsten. Kunstmuseet på Grønnegården var hendes karrieres højdepunkt og livsdrøm. Og måske tror hun virkelig selv, at hun bare hjalp sin mor med underskriften. At det dybest set var det hendes mor ville. Det er i hvert fald det hun vil. Og måske kan hun ikke skelne mellem sin mors ønske og sit eget ønske. Sådan kan vi faktisk godt opleve det, at vi mister sansen for vores omgivelser, når vi ønsker os noget meget brændende. Gro fristes til at tage sagen i egen hånd – og da hun afsløres, har hun ikke andet valg, end at give afkald på sin livsdrøm. Og måske får hun noget andet, hvis hun tør træffe de rigtige valg. Vi kan se at hun er ensom og at hun måske længes efter at være sammen med mennesker uden at skulle forstille sig. Mennesker som bare elsker hende.

Og så er der den frihedssøgende eventyrer og fortabte søn Emil – som har lånt penge hist og pist i familien og er rejst om på den anden side af jorden og altid er i gæld – men også altid er dejlig og ligefrem at være sammen med. Måske er det tid til at han giver afkald på sin frihed, for at bidrage til fællesskabet og tage ansvar?

Fire søskende der står i en situation, hvor livet i den grad er spidset til, og hvor det bliver afgørende hvilket sprog de vælger: Lov eller evangelium/krav eller kærlighed/deres eget eller det fælles!

Lige nu ser det ud som om det er lovens sprog der tager over. De er ”denne verdens fyrster” der fører retssag mod hinanden og hænger hinanden ud i medierne. De finder og opfinder testamenter og kontrakter. De gransker jura og fælder dom over hinanden. Og det sprog kan give en ret, men det kan ikke give liv. Det kan derimod evangeliet – som er kærlighedens sprog. Guds Ord er kærlighedens sprog, som lægger sig i vores hjerter, så vi får mod til og blik for at der er noget der må dø – noget vi må give afkald på – noget vi må ofre – en mulighed vi ikke kan forfølge – for at livet i og omkring os kan få vilkår der får det til at blomstre og vokse og styrkes.

Og hvis vi ikke gør det eller tør det – altså lade det dø, som ikke er til for andre end os selv – så der bliver plads til, at det som også er til glæde for andre, kan vokse – så ender vi med at blive frygteligt ensomme. Så ender vi med et ikke-liv.

”Den der elsker sit liv, mister det”, står der– og det betyder netop det, at hvis jeg holder fast i mit – i mit liv – som om det ikke er andres end mit, så mister jeg det. Mister betydningen af det og fornemmelsen for at mit liv, netop ikke er mit – men noget jeg får givet af Gud og af andre mennesker.

Mit liv tilhører dybest set ikke mig selv, og vi kan dybest set ikke leve uden at give og få givet. Indimellem gør det ondt at skulle af med det vi skal give. Indimellem må vi lægge et hvedekorn i jorden – lægge noget dødt som var vores, men som vi må give afkald på fordi det netop kun var vores.

Vi må turde give slip på livet/turde dele livet med hinanden – for at vinde livet. Det egentlige liv. Det liv der spirer og kaster fællesskab og glæde og mening af sig. Det er også det liv, der forpligter os på hinanden, og som kræver at vi indimellem giver afkald på vores eget projekt.

Så i aften når vi sidder under tæppet hjemme i komfortzonen og slapper af med vores på det tørre, så kan vi jo udfordre os selv. I stedet for kun at overveje hvad Gro, Frederik, Emil og Signe må give afkald på, for at de kan vinde det egentlige liv – fællesskabet og kærligheden, så kan vi stille os selv det samme spørgsmål: Er der noget jeg må lade dø/ noget jeg må give afkald på, for fællesskabets og kærlighedens skyld?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.