Menu Luk

Troen får os til at se

  1. søndag efter påske. Tekst: Joh 20,19-31

Prædiken
Der hvor jeg er vokset op låste vi aldrig døren. Sådan husker jeg det i hvert fald. Det var også langt ude på landet og der var næsten altid nogen hjemme, så måske gælder det ikke sådan rigtigt. Men i hvert fald: Døren blev ikke sådan låst pr automatik, bare man skulle ud at gå en tur med hunden. Vi havde ikke for vane at låse døren. Og det var dumt, for engang kom der nogle tyve og de behøvedes så ikke engang at bryde ind. De kunne bare åbne døren og gå op og stjæle alle min mors arvesmykker. Forsikringsselskaber har det med at gå voldsomt op i, om der er synlige tegn på indbrud. Det var der ikke, og min mor fik ikke en krone i erstatning. Ikke at det havde gjort den store forskel. Smykker man har arvet kan jo ikke sådan erstattes af nogle man går ned at køber fra ny i en butik. Men det gjorde alligevel en forskel det tyveri, for vi begyndte at låse døren. Af frygt for at de skulle komme igen. Tyvene. Frygt får os til at lukke dørene. Helt konkret og også i overført betydning. Frygt får os til at lukke dørene. Som disciplene der følte sig truet og frygtede jøderne. De lukkede dørene. Som vi gør som nation, når vi føler os truede på vores værdier og vores sikkerhed. Vi øger grænsekontrollen. Vi lukker dørene. Som vi gør når vi ikke kan overskue verden omkring os. Når vi er bange for mørket omkring os, eller inden i os. Vi lukker dørene. Vi lukker os om os selv. Frygt er en indadgående og nedadgående spiral. Frygt er en knude, der binder os fast til en virkelighed vi ikke tør se i øjnene.

Disciplene var bundet på hænder og fødder af frygt. Alle både mentale og fysiske døre var lukket. Og så kommer Jesus og står midt iblandt dem. De har ikke åbnet døren for ham. De er ikke åbne overfor at det kunne ske. At han pludselig skulle stå op som levende håb og bryde ind og gøre frygt til fred.

”Fred være med jer!”, siger Jesus og disciplene bliver glade, står der. Sorg er til glæde vendt, som vi synger. De blev glade da de så Jesus. Hvordan han kom ind gennem den lukkede dør og hvordan han så ud, ved vi ikke. Men disciplene var ikke i tvivl. Det var Jesus de så. De troede ham. ”Du er den korsfæstede og opstandne” har de sagt og Jesus sagde til dem: ”Fred være med jer” og blæste Helligånden i dem. De så og troede. Eller var det omvendt? At de troede og så noget nyt? Var det virkeligheden der bevægede troen, eller var det troen der bevægede virkeligheden?

”salige er de som ikke har set og dog tror”, siger Jesus til Thomas som ikke troede på de andre disciples vidnesbyrd om at Jesus var opstået, og som har brug for noget mere konkret og sansbart for at kunne tro. Han har brug for at røre ved Jesus. Han må erfare det selv. Han må se ham selv, for at kunne tro. ”Du tror fordi du har set”, siger Jesus. ”Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Thomas så og troede. Men er det ikke samtidig sådan at troen var en forudsætning for at han kunne se den nye virkelighed? Mange af os har måske tænkt. Hvem der bare havde haft det syn disciplene havde. Hvem der bare havde fået de tegn? Så ville det ikke være nogen sag at tro. Vi kommer let til at tale og tænke sådan om troen, at den er udfordret af mangel på håndfaste guddommelige tegn.

Eller at vores tro bliver udfordret når vi oplever noget der gør os bange – noget der lammer os med frygt eller afmagt, og får os til at lukke alle døre i

Ruth Østergaard der var her i kirkens højskole for et par år siden, og som er sygehuspræst i Ålborg taler om at vores tro flytter sig, bevæges og forandres, når vi oplever svær sygdom og død. Hun siger det sådan her: Det er ikke troen der flytter bjerge, men bjerge der flytter troen.  Det tror jeg der er meget sandhed i. Eller det ved jeg, for sådan har jeg også selv oplevet det: At troen kan forandre sig, og også føles stærkere, når man står i en virkelighed der er svær. Men spørgsmålet er, om det ikke er at tænke for småt om troen. At den skulle være sådan en fast størrelse som der kan skubbes rundt med, og som kan blive mindre eller større alt efter situationen?  Vi er vant til at tænke, at troen bliver udfordret at virkeligheden. At det kan være vanskeligt at holde fast i troen, fordi virkeligheden bevæger os. At frygt gør troen lille. Men det omvendte er også sandt. At det er troen der får os til at se. Se større. Længere. Højere.  At det er troen der åbner vores øjne. At det er troen der fortrænger frygten. Tænk bare på disciplene der bliver mødt af et ”Fred være med jer” lige der hvor de har lukket sig selv inde, og hvor frygten er allerstørst. Det er troen på, at det må være sandt, der gør deres virkelighed større.  Troen ryster dem, så de ser en ny virkelighed. Død bliver til liv, frygt bliver til håb og mørke bliver lys.

Vi bruger også udtrykket ”at være faste i troen”. ”Han er fast i troen” kan vi finde på at sige om et menneske der ser ud som om han ikke vakler, men er fast overbevist om at noget er sandt. Men i virkeligheden er det måske snarere sådan at troen ikke er fast, men at den ryster det vi sidder fast i, så vi igen kan åbne vores døre og hjerter for lys og glæde.

Og tænk på Thomas. Han så og troede, men troen var samtidig også en forudsætning for at han kunne se det nye – at Jesus er opstandelsen og livet. Hans sind var lukket ned. Han kunne ikke med åbent sind forholde sig til det, de andre disciple havde set. Han ville mærke det selv. Og det har gjort at han er gået over i historien, som disciplen med de tvivlsomme efternavn: ”Thomas Tvivleren”. Han rakte sin hånd frem og rørte ved Jesus, og berøringen ramte ham som tro. Og troen fik ham til at se, det han ikke før kunne se, at Jesus er Herre og Gud. Troen åbnede hans sind, så han kunne tro det helt utrolige. Troen er ikke bare det at tro på det, vi kan tro på uden videre. Tro er et levende forhold til det helt utrolige. Det er at leve sit liv i tillid til det, der er uendeligt meget større end vi kan forstå. Det er troen der ryster os og får os til at se og tænke anderledes om virkeligheden. Det er troen der løfter vores blik, så vi ser at verden er større og mulighederne flere. Det er troen der giver os håbet om at ingen knuder, heller ikke dem der bundet stramt af frygt, ikke igen kan løsnes. Det er troen der fortrænger frygten, og åbner de døre der før var lukkede. ”Fred være med jer!” siger Jesus også til os, og det er ikke en fred der kan sættes på formel eller fast form. Tværtimod. Troen giver os den fred, der følger af at vi bliver mindre og Gud større. Troen giver os den befrielse, at blive lille nok til at mærke, at vi alle er en del af det der er uendeligt større.

Det er den fred disciplene får del i, og det er den fred vi får del i. Den fred der gør alt nyt, og som kan åbne døre og hjerter og sind, for at vi med vores tro kan leve i det helt utrolige forhold, at Gud er den opstandelse, som til stadighed gør alt nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.