Menu Luk

De sten der skal kastes på Gud

Refleksion Nytårsdag /Tekst: Joh 8,1-11

Den tekst jeg læste lige før, handler om en kvinde, der blev afsløret. Vi kender ikke hendes navn, for historien hedder blot ”Kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud”. Alene titlen vidner om en skæv retfærdighed, for man kan jo ikke gribe et enkelt menneske i ægteskabsbrud. Hvor er manden, hun var sammen med? Ham har farisæerne ikke tage med. Allerede her er en skævvridning af hvem der skal dømmes.

Og egentlig handler historien ikke om, at hun har begået ægteskabsbrud. Hun er bare en brik i et spil, der skal afsløre Jesus. Hvordan vil han dømme hende? De sætter en fælde op, for at afsløre Jesus. Men i stedet for at gå en i en debat om loven, vender Jesus det hele om. Han siger: Den, der er uden synd, kan kaste den først sten – og det ender som vi ved med, at alle der er mødt frem, klar til at kaste sten efter kvinden, lader de knyttede hænder og stenene falde til jorden, og vender om og går. Og det der skulle have været en afsløring af en synder, bliver til en afsløring af synden i hver enkelt af os.

På den måde bliver det også en historie, som vil lære os at sætte os i den andens sted. De har taget en kvinde på fersk gerning og vil dømme hende. Da Jesus vender det rundt til et spørgsmål om os selv, ser vi pludselig os selv i hendes sted. Hvem af os kunne ikke være havnet der, hvis vi var blevet afsløret? Måske ikke i noget, der var slemt nok til at kræve en dom, men slemt nok til at vi ikke kan sige os fri for at kunne anklages. I noget vi skammer os over, noget vi er bange for, skal blive afsløret om os.

Men i fortællingen er der ét menneske der finder fred i at blive afsløret. Det er kvinden. Hun er blevet slæbt afsted til en frygtelig og uretfærdig straf. Men da alle sten er smidt på jorden i stedet for efter hende – og hun er alene tilbage med Jesus, ser han på hende og siger: Heller ikke jeg fordømmer dig!

Midt i al ydmygelsen og dommen møder hun et par nådige og kærlige øjne, som ikke blot, ikke dømmer hende, men som samtidig sætter os, der fordømmer hende, på plads med nåde.
Det bedste der skete for kvinden i historien, var at hun blev afsløret af Jesu nådige blik. Det kan også være det bedste der sker for os. At blive set, uden at blive fordømt.

For de fleste af os gælder det, at der er ingen der kan kritisere os og tale så nedladende til os, som os selv. Det kan være svært at se på sig selv med nådige øjne. Måske kan vi øve os i det, ved at låne de kærlige øjne fra vores nærmeste. Det er en god regel aldrig at tale mere grimt til sig selv, end man ville tale til sine elskede. Når der står i Bibelen at vi skal elske vores næste som os selv, så opstilles der et ligeværdigt forhold. Vi skal have samme godhed overfor os selv, som vi har overfor andre. Der står ikke elsk din næste og had dig selv.

Vi kan indimellem blive ramt af en logik, der får os til at føle os så forkerte, at alle andre bliver mere værd end én selv. Det er en fejlagtig logik, der kun bringer os selv og andre smerte. Det kan være en god øvelse at forsøge at låne andres kærlige og nådige øjne, også i synet på sig selv.

Når man står i en blindgyde i sit liv, mangler man ofte både tro og håb. Tro på Gud og håb om forbedringer eller fællesskab.

Nåden tilbyder både tro og håb. Tro på at vi er værdifulde og elskede. Håb for, at det forkerte vi har gjort, kan tilgives, og vi kan komme videre.

Nåden sætter os på plads. Ikke i skammekrogen, men på plads som det vi er: Mennesker. Mennesker, som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Nåden er ikke medlidenhed. Det handler ikke om, at vi er forkerte, ynkelige og ude afstand til at gøre fantastiske ting. Nåden er, at vi er uendeligt værdifulde og elskede – og uperfekte mennesker. Begge dele.

Nåden sætter os på plads. Vi er alle lige. Lige meget værd. Ingen af os har ret til at kaste sten på hinanden. De sten må vi lade falde til jorden, i erkendelsen af, at det lige så godt kunne have været os som stod der.

Vi skal ikke kaste sten efter hinanden. Sten skal vi kaste væk, lægges over på Gud eller tages i lommen.

På stranden i Columba Bay på Iona ved Skotland bruger man at samle to sten op på stranden.
Den ene – måske lidt kantet og skarp – kaster man ud i havet som symbol på vanskeligheder, skyld og skam og andet, som plager én.
Den anden sten putter man i lommen som symbol på det gode, man har oplevet og som man kan tage med sig, som tegn på håb og fornyelse.

Måske giver det mening at tænke sådan. At forsøge i dag og hverdag at tage det med sig der er liv og håb i – fra vores liv – og forsøge at kaste det der er svært væk, eller lægge det over til Gud. Lægge det fra os – og tro på at Gud bærer det for os.

inspireret af Psykolog Krista Korsholm Bojesen, SKAM, Bibelselskabet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.