Menu Luk

Om de døre vi går igennem

Første søndag i advent

Fælles for os der sidder her i dag, er om ikke andet at vi er gået ind af døren her til kirken. Vi er alle sammen gået ind af den samme dør. Vi er gået ind af kirkedøren.
Måske er vi gået ind af døren med meget forskellige forventninger. Det kunne jeg da bedst forestille mig.
Jer der særligt er inviteret til Iben og Sylvesters dåb, er nok gået ind af døren mest med en glæde over at skulle overvære deres dåb.
I minikonfirmander er nok gået ind af døren, ret spændte på det hele og måske særligt spændte på at I skal synge for os lige om lidt.
Nogen af jer er måske gået ind af døren med lidt blandede forventninger til hvad der skulle ske, og hvad I skulle høre. Måske nogen af jer endda er gået hen over dørtærsklen uden den ringeste forventning om at finde noget her i kirken der skulle give mening for jer. Andre har haft det lige modsat. I er gået ind af kirkedøren, fordi det giver god mening, fordi I havde brug for det. Brug for at blive styrket i jeres tro, eller brug for velsignelsen – eller brug for roen.
Vi er gået ind af døren her med meget forskellige forventninger.
Det er der egentlig ikke noget unikt ved. Det sker hver eneste dag at vi går igennem flere døre. Nogen går vi igennem med bange anelser, andre med store forventninger.
Jeg overvejede at udlevere et billede af en dør, men så kom jeg til at tænke på at det ikke rigtig ville give mening med sådan en helt tilfældig dør – som jeg havde googlet og printet ud. For det er ikke bare billedet af en tilfældig dør, jeg vil have jer til at forstille jer.
Jeg vil gerne have jer til at forstille jer først en dør I glæder jer til at gå ind af. Det kan være jeres hoveddør til jeres hus eller lejlighed. Den der følelse af at stå foran døren, stikke nøglen i låsen og vide at lige om på den anden side der er vi hjemme. Mange af os kan måske endda genkalde os den særlig duft der fylder vores hjem. Den duft der kommer os i møde, når vi går ind af døren. Det kan også være døren hos en af vores venner, som vi glæder os til at være sammen med.
De døre vi glæder os til at åbne, åbner oftest ind eller op for noget der er kendt, nogen eller noget vi har længtes efter.
Prøv så at forestille jer en dør I ville være spændt på at gå igennem , eller måske endda bekymret eller bange for at få igennem. Bag de døre gemmer der sig oftest noget ukendt – det kan være både spændende og udfordrende det der gemmer sig bag sådan en dør. Et nyt job, en rejse – eller en ny ven. Det kan også være noget vi bekymrer os for eller er bange for – at skulle finde ud af at leve med en sygdom, at skulle finde ud af at leve uden et menneske vi var tæt forbundet med.
Der er døre, det kan virke helt uoverskueligt at skulle igennem.
Der findes mange ordsprog om døre. Fx taler vi om at ”når en dør lukkes, så åbnes en anden” og det er der en sandhed i, selvom man oftest i første omgang er ret ligeglad med de døre der åbner sig, og mest interesseret i om man dog ikke kunne få den lukkede dør lirket op igen. Så fortæller erfaringen også, at det er sådan det er – og nogle gange viser det sig at der er noget meget værdifuldt og livgivende bag de andre – eller nye døre.

I hvert fald har det noget for sig ”at man ikke kan holde alle døre åbne”. Hverken i sit hus, for så fiser al varmen ud – eller sådan eksistentielt og i overført betydning, for så fiser vores livsgnist ud. Vi har brug for at nogle døre er lukkede, for virkelig at kunne holde den dør der giver liv, åbent.

I dag fejrer vi første søndag i advent, og adventstiden er også en dør. En dør indtil julens glæde. Og når vi står her foran den dør, der hedder advent, så er der nogle af os der er fyldt af en hel masse forventninger og forskud på den glæde der skal komme til os i julen. Der er også nogle af os, som ikke rigtig ved hvad vi skal mene og forvente, og hvor glæden er blevet afløst af melankoli og eftertænksomhed. Den dør der hedder advent kan for nogle af os komme til at føles som noget ret stressende og travlt, og vi kommer så let til at forbinde advent, med en hel masse ting vis skal gøre – og jo flere låger der bliver åbnet i ungernes julekalender, jo mindre kan det synes som om vi egentlig er kommet igennem den dør der hedder advent.

Men uanset hvilke forventninger vi havde da vi gik ind i kirkedøren i dag, så lyder det anderledes her. Evangeliet siger noget andet. Det siger at den dør der hedder advent, ikke er en dør vi selv skal åbne – men at det er Jesusbarnet, at det er Kristus – der kommer til os. Advent kommer af latin, og betyder ”komme”. Den dør der hedder advent, er altså en dør vi ikke selv skal åbne – men som bliver åbnet for os af Kristus, som kommer til os, som det lille Jesusbarn, som nyt liv, som den glæde vi ikke kan skænke os selv.
I Johannes evangeliet fortælles det, at Jesus siger: ”Jeg er døren”. Jesus er altså ikke alene den der kommer os i møde i døren, han er selv døren ind til livet. Og han fortsætter: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange”

Måske tænker nogen af jer at den dør egentlig ikke virker særlig attraktiv! Frelse og græsgange, står måske ikke øverst på ønskelisten. Måske tænker I: Jeg er ikke ved at drukne, og jeg har ikke brug for frelse. Eller: Jeg har ikke et eneste får der skal på græs! Jeg har ikke brug for det man kan få ved at møde Jesus. Eller: Måske tænker I, kan man ikke få noget andet bag den dør?

I det kirkeår, som vi lige har forladt, døde Peter Bastian. Næsten samtidig hermed kom en samtalebog med ham og Tor Nørretranders. ”Altid allerede elsket” hedder den med en sigende titel, der også kunne være sagt af Martin Luther, som vi ligeledes har kredset om i dette 500-år for reformationen. Bogen kunne godt gælde for at være årets udgivelse. For et par år siden udtalte selvsamme Peter Bastian: ”Jeg har i mange år stået og kigget udefra og ind i kristendommen og følt, at der var en uoverstigelig mur. Det var godt nok meget, man skulle gå med på for at komme ind i det underlige univers. Men døren åbnede sig, da det gik op for mig, at Jesus hele tiden taler til mig om den højeste mulighed. Han er ikke en streng censor, men en kærlig og altid åben invitation. Han er min bedste ven”.
Det kristne univers kan virke underligt og fremmed. Som at stå foran en dør med en meget høj dørtærskel, men jeg tror vi kan lære noget af Peter Bastians tilgang. Vi skal ikke tro, at det er os der skal åbne døren, det er ikke os der skal forstå eller nå eller rumme det hele – døren åbner sig for os, og Jesus er den der kommer og sætter sig i vores hjerte.

Det er ham der kommer i dag, for at
”bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed”

Ikke som noget underligt eller fremmed, men som den dør der åbner sig for os, med et budskab om mening og sammenhæng, for os som er fattige i ånden,
for at frigive os der er fanger i vores eget bekymrings-spind,
for at give syn til glædesblinde,
for at sætte os, der er trykket under forventninger og krav, i frihed.

I dag er det skriftord gået i opfyldelse!
Jesus siger: Jeg er døren. Den der går gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Det betyder, tror jeg, at Jesus er den åbne dør, som ikke kan lukkes – Ligesom sådan en dør, der kommer lys ind af og som fylder en med glæde og varme når man tænker på den. Fordi der bag den, er noget kendt, nogle kendte ansigtstræk, noget vi længes efter. Jesus er det lys vi længes efter her i adventstiden

Må vi lade den dør der hedder advent, åbne sig for os med liv og frelse – og må vi både på gamle og nye græsgange, være åbne overfor det lille Jesusbarn, som kommer til os med fred og glæde.

Så når vi går ud af døren. Når vi går ud af kirkendøren, at vi så går ud med Gud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.