Menu Luk

Himmelsk overskudsvand

Trinitatis søndag

Der var et menneske
en meget menneskelig farisæer
ved navn Nikodemus
navnet Nikodemus
er gået over i historien
selvom det ikke er det interessante
det interessante er
at han var
et menneske
et menneske med en historie
der måske ligner vores
mere end godt er
måske
eller måske er det godt
at den gør

Han vågnede om natten
tit
lå vågen i timevis
og tænkte over alt muligt
på engang
tankerne sprang
fra sted til sted
og blev større
som om tanker
og bekymringer
ikke mindst
vokser i mørke
og ikke som glæde
der vokser i lys
spørgsmål
om mening og mod
vokser ud af natten
bliver fremkaldt
som sort-hvid billeder
i mørkekamre
over hele kloden
i alle hjerter
og de holdt ham vågen
bekymringerne
og spørgsmålene

Hvad skal der blive af mig?
Hvad er meningen
idet hele taget
med det jeg gør?
Jeg er okay
min familie er okay
mit job er okay
min ægtefælle er også okay
mest
jeg har venner
der er okay
jeg er okay dygtig
men er det okay
at det bare er okay
er det bare det?

Er livet ikke andet end det
vi kan se
med vores øjne
og mærke
med vores hænder?
Bliver vi bare et år
ældre for hvert år
der går
for til sidst at blive så gamle
at vi dør af det?
Er der ikke
mere
et mønster
en orden
en større mening
med det hele?

Er der ikke en form
eller en sammenhæng?
en Gud
og hvem er jeg
et menneske
i forhold til Gud?

Hvordan hænger det sammen
det hele
indimellem
føles det som om
ingenting hænger sammen
overhovedet
eller giver mening
om natten
når skyggerne er sorte
og skyerne tunge
og så starter vi forfra
Det bliver morgen
og det bliver aften
den første dag

Der var et menneske
et modigt menneske
lad os kalde ham
Nikodemus
Han stillede de her spørgsmål
i det skjulte
som når vi ikke kan
lade være
når spørgsmålene
stiller sig i kø
eller bønnerne
siger sig selv
når vi ikke kan andet
end at bede

Han kom til Jesus
om natten
”Rabbi” sagde han
”Jesus Kristus”, siger vi
måske
eller ”Kære Gud”
siger vi
eller måske begynder
vi bare
et sted
mumler
forsigtigt
i mørket
i håb om at blive hørt
Og Jesus svarer:
”Den, der ikke bliver født
på ny, kan ikke se Guds rige.”

at blive født på ny
hvad vil det sige
Nikodemus´  bud
er ikke særlig klogt
”Hvordan kan et menneske fødes,
når det er gammelt?”
spørger han
det virker dumt
uigennemtænkt
barnligt
for en mand
der har læst mere
end de fleste
på hans alder
og på den tid

”Det kan da ikke
for anden gang
komme ind i sin mors liv
og fødes?”
Nej det kan det ikke
Nikodemus
Man skal ikke kravle
ind i livmoderen
for at blive
født på ny
man skal ikke sætte sig
i den der lænestol
som står allerbagerst stuen
i det allertryggeste hjørne
uden udsigt
man kan ikke spole tiden tilbage
til dengang
hvor ingenting
endnu var sket
man kan ikke sidde der
på hænderne
og regne med
at blive fyldt
af liv og glæde
og ånd
man skal ikke kravle
tilbage
eller kravle ind
man skal nærmere
kravle ud
derud hvor livet er sårbart
og navlestrengen
når helt op i himlen
hoppe ud på dybt vand
eller i hvert fald
give slip
på det man troede
var sikkert
og tage imod
det der kommer
gå ud af døren
bevæge sig
åbne sindet
hjertet
være åbenhjertig
som man siger
og tage et skridt ud
på vejen
derud hvor
mulighederne åbner
sluserne
så man kan blive våd
gennemblødt
når det regner
med nåde
og det dåbsvand
der rinder med vand
til evigt liv

at blive født på ny
er en ny begyndelse
en ny erkendelse
se jeg gør alting nyt

det er et nyt gult sæt tøj
på en grå grøddag
det er en ny ven
med åbne øjne
det er at mærke
at nogen ser en
som man er
og ikke som man ser ud
det er at vide
at nogen venter på én
det er pludselig at
se klart
og føle sig forbundet
i ånd og sandhed
med hele skabningen
og skaberen selv
lige der midt på græsplænen
midt imellem
mælkebøtter
og morgenfruer

”I må fødes på ny”,
siger Jesus
igen
i morgen
som et forfriskende
koldt brusebad
eller en dukkert
ved den permanente
en tidlig morgen
inden solen er stået op
jeg er
som født
på ny
siger vi
og ryster søvnen af os
eller tørrer døden af
i håndklædet
det er morgen
igen
lyset er vendt tilbage
og har slukket
for nattens ensomhed
Det er Gud der
helligånder
på øjet
når det græder
det er Gud der
tænder ild
i tørre hjerter
det er Gud
det tror jeg
der puster liv
i gamle klude
og i os
når vi er gået
fuldkommen død
i rutiner og alt
for mange skænderier
om familiefester
og vasketøj
så er det pludselig
den dejligste morgen
i hundrede år
og vinden blæser
hvorhen den vil
du hører den suse
med du ved ikke
hvor den kommer fra
og hvor den farer hen
med andre ord
ånden er fri
helt vildt fri

vi kan ikke vende den om
eller hente den
eller lukke den inde
vi har ikke engang vundet
hævd på den
i Danmark
eller i Folkekirken
selvom det ville være
bekvemt
Ånden er muligheder
åbne døre
luft under vingerne
længslens vejrtrækning
bønnens grammatik
Vinden blæser hvor hen den vil
født af vand og ånd
der løber sammen
som en flod af
himmelsk overskudsvand
der slår sine bølger ind over os
i Jesu navn
og giver os en ny begyndelse
et nyt blik
vasker os rene
for synd og sorger
møder os med tilgivelse
forsoner os med
hinanden
og vores sårbarhed

vi bliver født på ny
det sker måske
i en samtale
som Jesus og Nikodemus
der mødtes
om natten
der hvor
ingenting var uden mening
og hvor alting
blev forandret
at blive født på ny
er at blive rejst op
så man
kan stå selv

Og så er vi igen
ved begyndelsen
der var et menneske
et menneske
der ligesom os
bliver mødt af en åben dør
hos Gud
som møder os
i al vores længsel
og alle vores nætters spørgsmål
der var et menneske
der ligesom os
ikke bare er født til at dø
men til at leve
og svømme
i den flod
der føder os
hver morgen
i vand og ånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.