Menu Luk

For Gud er alting muligt

6. søn. efter trinitatis /tekst: matt 19,16-26

En kamel kan ikke komme igennem et nåleøje. Ikke engang hvis den er helt lille og spæd, og nøglehullet er ualmindelig stort.
Den kan bare ikke. Heller ikke selvom vi siger, at det bare er et spørgsmål om vilje. Ja, det er nok en af vor tids største løgne, at alting er et spørgsmål om vilje.
”Man kan hvad man vil!” siger vi og pålægger os selv og andre al ansvaret for at få succes med det umulige. For vel kan vi da ej. Vi kan ikke på nogen mulig måde få en kamel ind igennem et nåleøje.

Det er sandt nok, at man ikke kommer langt uden vilje.
Det kræver talent, men det kræver også vilje til at øve, at blive en dygtig pianist.
Det kræver kærlighed, men det kræver også vilje at få et parforhold til at fungere.
Det kræver held, men det kræver også vilje at være en dygtig virksomhedsleder eller fodboldspiller.
Det er sandt nok, at man ikke kommer langt uden vilje. Men det er en løgn, at man kan hvad man vil. En stor fed løgn.
Og det burde nogen forældre fortælle de stakkels umusikalske børn, der stiller op til X-factor og andre talentkonkurrencer. I stedet får de et nederlag og føler sig frygteligt utilstrækkelige. De VIL af hele deres hjerte gerne være popstjerner, men det er umuligt, for det kræver at man i det mindste har bare en enkelt tone i livet.
Og det burde nogen sige til os, når vi forsøger at gøre det umulige. Når vi pludselig tror at det faktisk er muligt for os at få en kamel ind gennem et nåleøje.
Hvis vi bare anstrenger os nok, vil det nok – hvis vi bare kæmper med det, så kan vi godt. Sådan er vi opdraget til at tænke.
Vi kan næsten bilde os ind, at vi alene ved tankens kraft kan helbrede os selv, ændre vores livssituation, ja, frelse os selv. Hvis vi bare ”vil” det nok – så kan vi klare det umulige. Sådan tænker vi i dag. Men det er en stor fed løgn. Vi kan klare meget, men vi kan ikke klare det umulige.
Jeg tror ikke det er helt tilfældigt, at vi ser så mange blive ramt af stress og depression i de her år. Vi har et ambitionsniveau der er umuligt. Vi lever med en forestilling om, at livet på en eller anden måde er noget der skal præsteres, og som vi kan optimere, så det bliver nærmest perfekt. Det er en sejlivet forestilling, som hænger sammen med tanken om at ”vi kan hvad vi vil”, men det er en forestilling som vi slår os på igen og igen, for den holder ikke i virkeligheden.
For i virkeligheden slår kræfterne ikke til. I virkeligheden kan vi ikke alt, hvad vi gerne vil. Med årene erfarer vi det alle sammen. Det at livet indimellem er umuligt at have med at gøre. Der findes ikke et menneske, som ikke har noget at kæmpe med. Stort eller småt, men umuligt at gøre noget ved.
Jo ældre vi bliver, jo mere nærværende bliver det for os, at virkeligheden rummer meget smerte og at der er meget i livet, der er helt ude af vores hænder. Selvom vi bruger al vores opsparede vilje – eller alle vores penge – så kan vi ikke undgå livets indimellem barske stød.
Vi kan til en vis grad købe os til at gøre livet behageligt, men vi kan ikke købe os til livet. Og måske er det det, den rige mand skal lære! ”Ja, du har gjort meget – og ja, du kan meget og ja, du har meget – men der er en del af livet, som du hverken med magt, penge eller vilje kan blive Herre over.” Den rige mand, ville gerne leve livet helt ud. Han ville gerne gøre det gode, men han kunne ikke. Han kunne bare ikke. Ikke fordi han var et dårligt menneske, men fordi han var et menneske.
Pointen er ikke at pege fingre af de rige, pointen er at fingeren peger på alle os mennesker, der tror at vi kan klare livet på egen hånd.
Pointen er, at vi skal finde vores rigtige størrelse. Det rigtige perspektiv. Vi kan gøre meget, men der er så uendelig meget, som er ude af vores hænder og som er umuligt for os at gøre noget ved. Og det må vi erkende, for at kunne leve vores liv af Guds nåde og med en frimodig tillid til at for Gud er alting muligt. Det er ikke nogen let erkendelse for et handlingsorienteret og livsoptimerende menneske, at vi ikke kan nå i mål med vores livsprojekt med egen vilje. At det er umuligt.

Det er en stor kamel at skulle sluge!
Jeg ved ikke om det er lettere at sluge kameler end at få dem bugseret igennem et nøglehul, men ifølge Matthæus taler Jesus i hvert fald senere igen om kameler:
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab… I sier myggen fra, men sluger kamelen.”
Kamelen er altså oprindeligt et symbol på noget, der vejer tungere eller er vigtigere end noget andet. I dag bruger vi udtrykket, om at sluge en kamel, når man skal acceptere noget man ikke er glad for.
Hvis vi skal tale kamelsprog om dagens tekst. Handler det altså om at vi skal sluge den kamel, vi ikke kan få igennem nåleøjet!
Med andre ord: Vi skal erkende, at vi ikke er Herre i eget liv, men at vores liv og frelse afhænger af Gud. Det er Gud der giver os livet. Det er ved Kristus vi bliver frelst. Det er Helligånden der fornyr os og giver os nyt livsmod.
Det er en aflastning for os, der alle andre steder, får at vide at vi skal det hele selv. Det er en befrielse og en fantastisk gave. Men det er også en kamp og en daglig udfordring, faktisk at tage imod den gave og leve med den befrielse, der ligger i at vi lever af Guds nåde og barmhjertighed.
Paulus taler også om forholdet mellem det vi vil, og det vi kan. Han siger sådan her: ”Alt det jeg vil, det gør jeg ikke – og alt det jeg ikke vil, det gør jeg”. Og når han siger det, handler det selvfølgelig ikke om at stille op i X-faktor uden musikalske evner, eller at slå sig på at evnerne ikke rækker til at blive professor i teologi, selvom man nok havde viljen.
Og dog, for Paulus´ ord udtrykker en erfaring, som jeg vil tro, de fleste kan nikke genkendende til. Altså at der hersker en dobbelthed i os, som også bunder i en magelighed, eller en ulyst til alligevel at engagere sig helt i livet.
På den ene side vil jeg gerne være sådan et menneske, der altid sætter andres behov højere end min egne. På den ene side, VIL jeg virkelig gerne være sådan et menneske der gør det gode, men ofte orker jeg det ikke. Eller jeg gør det ikke, fordi jeg ikke kan få mig selv til det. Jeg vil, men jeg kan alligevel ikke. Jeg kan ikke, når alt er sat på spidsen, betale den pris det koster for mit eget ego. For det kræver erkendelsen af, at jeg har brug for hjælp. For Guds hjælp. Det kræver erkendelsen af, at hverken god vilje eller evner, strækker i forhold til at leve et helt liv i kærlighed. Kærlighed til min næste. Kærlighed til Gud.

Det liv er en befrielse. En befrielse fra at skulle præstere livet selv. Men det er også en udfordring, at kaste sig ud i det, i tillid til at Gud griber os. Det spring klarer vi kun ved Guds hjælp. For mennesker er det umuligt, for Gud er alting muligt. Også vores frelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.