Menu Luk

Hvad er dit kors?

2. Juledag. Tekst: Matt. 10,32-42

Ordene vi skal høre i dag, rammer underligt ubarmhjertigt og hårdt lige her midt i juleglæden og fejringen af Jesu fødsel.  Her dagen efter, forkyndelsen af Gud der har taget bolig hos os med sin fred og glæde, kærlighed og håb – bliver vi mødt af beretningen om Stefanus´ stening, og Jesu ord om at den der ikke tager sit kors op og følger ham, ikke er ham værd. Ord, der minder os om, at alt ikke med et blev forvandlet til fryd og fred, fordi Jesus blev født, men at spændingen mellem godt og ondt er en fortsat realitet i vores verden. 

Hvorfor skal vi konfronteres med så meget virkelighed, allerede i dag, kunne man spørge? Ja, det har den historiske begrundelse, at den tidlige kristne kirke fastlagde Stefanus´ dødsdag, som helligdag længe før det blev besluttet, at fejre Jesu fødselsdag d. 25. december og endnu længere før vi begyndte at fejre juleaften.

Vi har i vores del af kirken, ikke så stor tradition for at fejre helgener og martyrer, og det er fremmed for os at bruge deres liv og martyrium, som inspiration i vores liv og tro. Det er på en måde et tab, at det er sådan, for kirken bygger på de vidner og de martyrer, der i generationer har båret troen videre i ord og handling.

Det er historisk begrundet at vi fejrer Stefanus dag her 2. juledag – men der er også en livsnær pointe i, at vi netop her i juletiden får rettet opmærksomheden mod, at barnet i krybben bliver til manden på korset – og at livet nok er glædeligt, men ikke omkostningsfrit eller let. Det samme siger vores erfaringer med at leve, jo også.

Stefanus bar det kors, at han forkyndte Jesus, som Kristus, i en tid, hvor det kunne koste ham livet. Han var optaget af en sag, der var større end ham, og den stod han ved – selvom han endte med dø for sin kristne tro og sin åben mundet hed.

Det er desværre ikke bare noget der foregik for 2000 år siden. Også i dag rundt omkring i verden, er der mennesker der bliver slået ihjel pga. deres tro.  Det foregår stadig, men alligevel er det en virkelighed der er meget fremmed for os, der er vokset op med både trosfrihed og ytringsfrihed og et forholdsvis velfungerende retssystem.

Vi risikerer ikke vores liv, ved at kendes ved Kristus, og stå ved hvad vi tror på eller står for eller kæmper for.  Der er ikke så meget på spil. Måske? Ikke vores liv helt bogstaveligt i hvert fald. Vi risikerer ikke at blive slået ihjel for at holde fast og stå ved hvem vi er og hvad vi tror på. Risikoen for os er snarere den omvendte, at vi dør af ikke at stå ved os selv. Og det ligger på en måde helt på linje med Jesu ord. Konsekvensen af ikke at ville kendes ved ham, er en åndelig død.

Jesus siger: Den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Men hvad er det for kors vi skal bære?

Nogle af os ser måske et billede for vores indre nethinde af mennesker der i bogstavligste forstand går rundt i gaderne, mens de bærer på et kors. Sådan som vi ser det i mange ortodokse og katolske lande i påsken. Jeg var selv i Jerusalem for nogle år siden, hvor jeg flere gange dagligt mødte en flok turister eller pilgrumme, der bar på et stort kors via dolorosa. Den vej man mener Jesus gik med sit kors. Fra station til station løb de spidsrod mellem boder og turister, med et stort trækors. Nogle mere andagtsfulde end andre. Hvis nogle af jer har været der og oplevet det, så ved I hvad jeg taler om – det kan godt virke lidt poppet. Men al mulig respekt for pilgrimsvandringer og via dolorosa. Jeg er bare ret sikker på at det ikke var det Jesus mente med at vi skulle tage vores kors op og følge ham, eller at det var det han tænkte på, da han sagde at vi skulle kendes ved ham.

Jesus siger ikke: Tag mit kors op. Han siger, at vi skal tage vores eget kors op. Og det kors er netop kendetegnet ved, at det ikke er et vi selv har valgt, eller i hvert fald kendetegnet ved, at vi helst ville have været det foruden. Men det kan vi ikke. Det er netop det der gør det til et kors i vores liv. Vi kan ikke bare fjerne det. Vi kan ikke bare beslutte os for at det ikke er der – måske ændrer det sig. Eller det gør det højest sandsynligt i løbet af et langt liv. Det der er svært og tungt i vores liv, bliver nogen gange ved at være svært og tungt – men måske på en anden måde. Vi har hver i sær noget i vores liv, der er svært og tungt og ubehageligt, at bære på. Det kan være et særligt vanskeligt forhold der gør sig gældende i vores liv/et menneske som er svært at være tæt på/en tung hemmelighed eller skyld, vi nødvendigvis må bære selv/en mangel som hæmmer os på en eller anden måde. Vi har hver i sær vores kors at bære. Noget vi helst ville slippe for, men som ubønhørligt kalder på os. Noget det er svært at slippe for, hvis vi skal kunne være os selv bekendt som mennesker. Og der er måske en sammenhæng mellem at ville kendes ved Kristus og at kendes ved sig selv?

For kristustro er ingen benægtelse af, at der i vores liv er noget der kan være tungt at bære på. Det er ikke en idé om at livet kan blive sorgløst. Kristentro, er at tage sit liv på sig – også det der er svært og kan være tungt at bære – og derfor kommer det at kendes ved Kristus, på tværs af vores hang til at vælge det lette/magelige/velvære – og når vi tager vores kors op, så vælger vi dybest set ikke os selv, men Kristus.

Vi har vores kors. De ligger der. Uomgængelige og der er ingen andre, der tager dem op, for de kan ikke nødvendigvis se dem, og de kan heller ikke bære dem. For det er ikke deres kors.

Vi kan naturligvis bære med på hinandens kors. Som Simon af Kyrene bar med på Jesu kors. Når vi er tæt på nogle der har mistet et menneske de var tæt på, så kan vi være sammen med dem i deres sorg. Vi kan tale med dem og lytte til dem, vi kan hjælpe dem med alt det der praktiske som kan være så uoverskueligt når man er sørgende. Vi kan bære med på deres kors og deres sorg, og det hjælper dem og letter dem måske også i øjeblikket, men når vi siger farvel og går ud af døren, så står de tilbage og skal bære den sorg som er deres og ikke min. Der er noget tilbage, som vi ikke kan bære for hinanden. Da Simon af Kyrene havde sluppet Jesu kors, var der stadig det tungeste tilbage at bære for Jesus selv, men det betyder ikke at det var ligegyldigt at Simon bar med et stykke på vejen. Ligesom det heller ikke er ligegyldigt, at vi bærer med hos hinanden.

Men vi kan ikke bære et andet menneskes tungeste pligt eller dybeste smerte. Og det kan være svært at være tæt på et andet menneske, når vi ikke altid kan hverken se eller forstå hinandens kors. Og det kan skabe både splid og ufred i de allertætteste relationer. Selv i vores nærmeste relationer – eller måske netop i vores nærmeste relationer, kan vores kærlighed blive mikset op med en masse andre følelser, så det kan være svært for os at se klart til at bære med.

Og i dag, hvor det handler om at vi skal tage vores kors op og kendes ved Kristus, og erkende at vi mister vores liv, hvis vi krampagtigt holder fast i at livet er vores eget, er grundtonen Kristi kærlighed til os. Det kors Kristus bar, bar han for os – vi skal ikke bære det samme kors. Hans kors og velsignelse er, at vi kan bære vores kors og tage vores liv på os, som dem vi ér: Guds elskede mennesker.

Det kan måske umiddelbart føles som en lettelse, som om vi har reddet vores liv – hvis vi kan holde vores kors/pligt/det svære på afstand – men det forsvinder ikke, og vores liv bliver aldrig helt, hvis vi ikke samler det op. Livet ligger dér i det kors – som er dit og mit – og det er når vi begynder at løfte på det, at kræfterne og livet kommer til os. Ikke vores egne kræfter, men Kristi kraft og kærlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.