11. søndag efter trinitatis /Luk. 18,9-14
”Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den,
der er beskeden, bliver fremhævet af andre.” – sådan står der i den nye
oversættelse. Man har altså valgt at erstatte ydmygelse med beskedenhed, og det
tror jeg er klogt. Begrebet ydmygelse har i dag fået så mange andre negative
betydninger, som vi kan have svært ved at høre hen over – og altså forstå
pointen her på den rigtige måde.
”Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden,
bliver fremhævet af andre.”
Det kommer til at lyde som et ordsprog, der rummer en almenmenneskelig sandhed.
For det er jo sådan det er: Vi griner af dem der puster sig op og gør sig til,
og vi har respekt for dem der ikke gør noget stort nummer ud af deres egne
bedrifter.
Sådan på papiret i hvert fald. For der gælder forskellige regler i forskellige rum.
Da jeg læste teksten her, hvor farisæeren fremhæver sig selv på skammeligste vis og på bekostning af andre, kom jeg til at tænke på, at der ikke er så langt fra den måde, nogen af os fremhæver os selv på de sociale medier.
Hvis farisæeren havde levet i dag, så havde han prydet sin instagramprofil med flatterende fotos og skrevet #gavmild #klimatosse #stopmadspild #næstekærlig #spisgrønt #dagligmotion – eller noget i den stil.
Det er på mange måder grinagtigt at man i dag fremhæver sig selv på den måde, men jo alligevel blevet socialt acceptabelt at gøre det. Vi ved godt, at en ting er den måde mennesker fremstiller sig selv på de sociale medier, en anden ting er virkeligheden.
Man kunne godt ønske sig at det var anderledes. Mange af os – og særligt mange unge – kan komme til at føle sig mindreværdige og mislykkede når man sammenligner sit ikke altid perfekte jeg, med de pletfri profiler man følger på nettet, som er så redigerede at det menneskelige ofte helt er fjernet.
”Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre.”
Den regel gælder heller ikke i arbejdslivet. Ingen har skabt sig en karriere på at være beskeden. Sådan er det bare. Man behøver ikke at være et dumt svin, ligesom farisæeren her, og pege fingre ad sine konkurrenter, men hvis man ikke fremhæver sine egne kvaliteter, ja, så når man ikke ret langt. Mange mennesker lever i dag under det pres, hele tiden at skulle sælge sig selv, for at blive taget i betragtning til den næste opgave eller til det næste trin på karrierestigen. Man kan ikke regne med at blive opdaget af andre, eller at andre fremhæver ens kvaliteter. Man må sige det selv, sørge for hele tiden at følge med og sætte sig selv i spil. Række hånden op i skolen, række hånden op når der skal vælges en ny leder, række hånden op og sige: ”Det kan jeg godt og jeg tror jeg er den bedste til det, fordi jeg har de og de kompetencer”.
Man kunne godt ønske sig at det var anderledes. Altså at vi var bedre til at fremhæve hinanden til forskellige opgaver, og at vi ikke var så optagede af hele tiden at udvikle os, og komme fremad. Mange af os har faktisk svært ved at følge med, og mange af os går ned med stress eller udvikler angst og depression – og er slet ikke så stærke, som vi føler at vi er nødt til at fremstå.
”Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den,
der er beskeden, bliver fremhævet af andre.”
Hvornår slapper vi egentlig af? Hvornår er det, vi ikke har behov for at
fremhæve os selv? I hvilke sammenhænge kan vi bare være os selv, uden at tænke så
meget på, kun at ville vise de allerbedste sider af os selv. De sider der egner
sig til at blive forstørret og fremhævet?
Ja, det kan vi jo hver især tænke over – men jeg er ret sikker på, at det vil være fælles for os alle sammen, at det er sammen med mennesker vi er trygge ved. Forhåbentligt med mennesker man er i familie med, eller sammen med gode venner – og i fællesskaber der er trygge og kærlige. Steder hvor vi føler os helt hjemme. Det har vi brug for som mennesker.
Jeg synes jeg oplever mange mennesker omkring mig der er overophedede og trætte af at skulle være stærke og hele tiden stå skarpt, når virkeligheden er langt mere broget og uskarp.
Det kan føles ensomt at være menneske, når man bilder sig ind, at man skal kunne klare det hele – og helst bedre end de andre.
Her i sommer har jeg lyttet en del til det program på P1,
hvor Iben Marie Zeuten taler med forskellige kendte danskere om deres tro, i
programmet ”Tal til mig”. Og det har slået mig, at upåagtet hvor forskellige
tilgange der er til troen og kirken, så er der et tema der ofte går igen:
Behovet for at blive aflastet og ikke selv være verdens centrum. Jeg tror det
er derfor, mange af os går i kirke. Fordi vi har behov for at blive aflastet og
blive mindet om at vi ikke selv er verdens centrum.
Digteren Søren Ulrik Thomsen udtrykker det behov sådan her:
”For mig er kirken et sted for personlig afvikling modsat personlig udvikling.
Man er jo i vore dage så frygtelig optaget af coaches, livsstilsbøger og alle
mulige former for terapi. Men for mig er gudstjenesten en måde at slippe ud af
selvoptagetheden på. Ud af besættelsen af hvem jeg er som personligt individ. I
kirken er jeg et menneske, simpelthen. På kirkebænken er vi jo alle lige over
for Gud. Her har alle samme vilkår: Vi har alle fået livet som en gave, vi er
alle fulde af fejl, og vi skal alle dø.”
Jeg er enig med Søren Ulrik Thomsen her – og jeg tror bl.a.
også, det er det denne her lignelse om farisæeren og tolderen handler om. At
her i kirkens rum, i gudstjenesten, her er vi bare mennesker. Uanset hvad vi
har af kvaliteter og bagage, uanset hvad vi har af meritter eller mangler – så
er vi bare mennesker, ligeværdige, lige værdifulde og lige udsatte og
skrøbelige i vores menneskelighed. I det her rum, som er Guds, da kan vi sænke
skuldrene og være helt trygge ved, at vi er Guds børn.
Ingen af os har forrang til den titel. I kirken handler det ikke om hvad vi kan
eller ikke kan. Det handler ikke om hvad jeg skal eller hvad andre gør. Her
bliver vi befriet fra vores kredsen om os selv, og vores sammenlignen os med
andre. Det er en kæmpe aflastning at det er sådan. At her vender vi blikket væk
fra os selv, og mod Gud – mod Kristus, som er det lys, der gennemlyser enhver
af os. Det bliver vi hverken bedre eller kønnere af – men vi kan se os selv,
som mennesker i lyset af Guds givende og favnende kærlighed.
Farisæeren synes ikke han har brug for Gud! Han har ikke brug for nogen. Han kan klare sig selv, og mener ikke at han har behov for Guds nåde. Hans bøn er en præstation, der ikke åbner mulighed for at Gud kan sige ham noget. Tolderens bøn derimod, er et udtryk for en dyb afhængighed af Gud. Styrken til at leve, får han fra Gud. Han stiller sig selv i en tillidsfuld position, hvor han er åben og modtagende overfor Guds forandrende nåde og styrke.
Farisæeren har misforstået konceptet bøn. Bøn kan ikke tvinges eller forceres frem – bøn er afventen, tavshed og at tage imod. Bønnen er i virkeligheden mere en måde at leve på, end en masse ord.
Bønnen er den reneste form af ydmyghed eller beskedenhed. Og i bønnen er det Gud der handler – ikke os. Ydmyghed er at tro, at det er sandt.
Det er at vende sig mod Gud, og sige: Jeg kan ikke klare det
selv. Hjælp mig!
Det er at leve i taknemmelighed over alt det, som den gode Gud skænker os hver
eneste dag.
Det er at leve i tillid til at Guds kærlighed er stor nok til at rumme mig på trods
af alt
Det er at blive døbt til at tilhøre Gud, at lægge sit liv i Guds hænder – og
vide at mit liv, tilhører ikke mig alene.
Det er en aflastning at vide, at man ikke selv er verdens centrum.