6. søn efter trinitatis
Vi kender dem godt. De tanker, vi helst ikke vil eje – og slet ikke sige højt. Tanker om hævn, vrede, og om hvordan nogen har gjort os uret.
Og Jesus – han siger: Tag det alvorligt. Vreden, vi ikke tør vedkende os, kan gøre skade. Både på os selv og på dem omkring os.
Det er dét, vi skal tale om i dag: Om vrede. Om skyld. Og om en vej videre.
I sommeren 2007 var sangeren Søren Huss i Stockholm for at spille koncert. Midt i det hele bliver han kaldt hjem. Hans kæreste og datter er blevet ramt i en højresvingsulykke. Kæresten dør. Datteren ligger længe i koma.
Hans verden bryder sammen.
I 2010 udgiver han albummet ”Troen og Ingen”. Det er sange, der bevæger sig gennem sorgens landskab – fra det mørkeste sted og frem mod noget, der ligner liv igen. Måske nogle af jer husket at hans historie og albummet blev opsat som forestilling på Svalegangen for nogle år siden. Det var stærkt.
Sangene beskriver det brutale møde med sorgen/mørket/vreden. Men de peger også fremad. På noget nyt, man måske kan tro på, selvom det gør ondt. I en af sangene lyder det sådan – som en bekendelse fra et mørkt sted i sjælen:
Jeg går rundt i et hus med kælder
et skrigs rædselskabinet
dernede i den fjerneste afkrog
står den og ulmer
jeg har forseglet en kiste med had
jeg har forseglet en kiste med skyld
jeg har forseglet en kiste med mord
blindt raseri
med øje for øje og tand for tand
(Fra sangen ”Fra tanke til”)
Det er ikke musik, man lige hører over en kop kaffe og et stykke kringle. Det er mørkt. Det sætter ord på noget, mange ikke selv kan få over deres læber. Der er en smertefuld selverkendelse i de ord. En erkendelse af, at smerten og mørket ikke kun findes udenfor os – men også i os selv. Og det rejser spørgsmålet:
Hvad gør sådan nogle mørke og hadkredsende tanker ved et menneske, der har svært ved at tilgive?
I romanen ”Skyggen foran os” af Kim Fupz Aakeson møder vi en anden fortælling. Om at være skyldig og om være i vredens vold. Hovedpersonen har dræbt sin kone. Sin søns mor. Han har afsonet sin straf. Han bliver kaldt ”Paven”, fordi han har læst hele Bibelen to gange i fængslet. Han søger ikke om prøveløsladelse – for han synes, han fortjener sin straf.
Romanen hedder Skyggen foran os. Ikke bag os – men foran os. Skylden kaster en skygge, der går i forvejen. Den skygger for alt. Den farver hvert eneste møde med verden. Og da han bliver løsladt, er det ikke anderledes. Han er stadig skyldig. Også når han ser sig selv i spejlet og gør status:
“Okay, tænker jeg. Jeg er ædru alkoholiker. Ikkeryger. Jeg er drabsmand. Jeg er far. Jeg er 52 år. Jeg vejer 75 kg plus minus. Jeg er drabsmand. Jeg er far. Ikkeryger. Jeg er løsladt. Jeg er ædru. Jeg er clean. Jeg er drabsmand. Jeg er min ven Mikaels ven. Jeg er ikke ung. Jeg er nøgen. Plus minus. Jeg nikker derinde, nikker til mig selv i spejlet. Så er det altså sådan nu, en slags status.”
Han har en søn, der ikke vil se ham. En ven, der har det svært med fængsler. Og ingen, der venter på ham. Og hvad gør man så? Når man har gjort det værste og står tilbage med skyld til halsen? Man går selvfølgelig Caminoen. Det gør alle, der har brug for en livskrise med panoramaudsigt…
Romanen er både sjov – og menneskeklog. Den giver ikke lette svar. Og det er det fine ved den. For han forsøger ikke at slippe af med det, han har gjort. Han tager det med sig – som en bagage, der nu er en del af ham. Men hvordan lever man med skyld, uden at vreden – mod sig selv og verden – ødelægger alt?
Pilgrimsvandringen bliver ikke en renselse. Den bliver en bevægelse. Han møder mennesker, som ikke kender hans fortid. De spørger ikke. De dømmer ikke. De kan lide ham. Og dér – i det møde – opstår der noget. Et håb om en form for fremtid. Ikke fordi han bliver et menneske uden sin fortid. Men fordi han bliver mødt som menneske.
Vrede har mange former. Nogle gange kommer den som mørke tanker i sorgen. Andre gange kommer den, når man sidder i en varm bil med tre børn, og GPS’en siger, man skulle være drejet for fire kilometer siden. Og pludselig – midt i et skænderi om solcreme – så mærker man det: vreden. Den er måske ikke dramatisk. Men den fortæller os, hvor lidt der skal til, før vi mister fodfæstet. Og hvor svært det kan være at finde hinanden igen bagefter. Har du prøvet det? At vrede kan gøre dig til én, du ikke ønsker at være? Det har jeg. Også for nylig.
Jesus siger, at vrede er alvorligt. Han sætter det på linje med mord. Ikke for at fordømme os – men for at vise, hvad uforløst vrede kan gøre. Ikke fordi vi ikke må blive vrede. Vreden er en naturlig livsytring. Men fordi vrede, der ikke får en vej ud, skaber afstand. Mellem os og Gud. Mellem os og hinanden.
Vreden i os kan være som et mord, siger Jesus. Og derfor siger hano også: Gør noget ved det. Straks. Få det ud af verden. Gør op med det, der er imellem dig og din bror. For Jesus gør det klart: Det handler altid om relationer. Vrede og skyld adskiller os. Fra hinanden. Og fra Gud.
Men evangeliet er at forsoning er mulig. Ikke ved at glemme det, der skete. Men ved at tage det første skridt. Ikke i styrke – men ved at stå ved den i al sin skrøbelighed
Det er det, Skyggen foran mig viser. Ikke at den skyldige bliver renset. Ikke at han får oprejsning. Men at han – trods det, han har gjort – ikke er afskåret fra Guds virkelighed eller fremtid. Ikke fra ansvar. Men heller ikke fra nåde.
Når skyld bliver erkendt – og mennesker tør bære det, de har gjort – så åbner der sig en mulighed. En ny begyndelse. En bevægelse mod forsoning. Ikke som en let løsning. Men som en vej. Man kan gå skridt for skridt
Jesus siger: Gå. Gør op. Forlig dig. Og dér – netop dér – åbner Guds rige sig. Ikke hvor vi er færdige. Men hvor vi tør begynde igen.
Og hvad med tilgivelse? Kan man overhovedet tilgive det værste? Nogen kan. Nogen kan ikke. Men én ting er sikkert: Tilgivelse er aldrig let. Det er et mirakel, når det sker. Det rummer helende kræfter. Tilgivelse betyder ikke, at man accepterer det, der skete. Tværtimod. Det er en dom over det skete. Men ikke en dom, der sætter lighedstegn mellem gerning og menneske. En dom der giver slip og sætter fri.
Nogle gange er vreden og smerten for stor. Så stor, at vi ikke selv kan tilgive. Så må vi vende os mod Gud. Og bede om, at hans nåde kan bære det, vi ikke selv kan. At han kan tilgive, hvor vi ikke kan. At han kan give os modet til at tage det første skridt. Også når vi føler os fastlåste. Vi er ikke alene. Gud går med os – selv dér, hvor vi ikke længere kan bære det selv. Når vi tør tage det første skridt mod forsoning, så åbner Guds rige sig.
Ikke som en let løsning. Men som en ny begyndelse. En vej ud af skyggens land. Guds rige åbner sig ikke der, hvor vi er færdige – men der, hvor vi tør begynde igen.